Alder og visdom efterlyses i erhvervslivet

Forleden talte jeg i telefon med en klient, som er 54 år og partner i et rådgivningsfirma.

Jeg sagde, at ”nå, så er det nu, du skal sætte mål og lægge budget for næste år…”, hvortil han svarede, at han næsten ikke orkede det: ”Da jeg var yngre, elskede jeg det her med at sætte ambitiøse salgsmål og så nå dem. Eller slå dem. Men ikke længere…” og så sagde han ”… Det er lidt skræmmende ikke? Jeg mener, jeg har jo mange år endnu, inden jeg kan trække stikket.”

Han er ikke den eneste over 50 år, der har svært ved at mønstre samme begejstring for et nyt år med mål, planer og kortsigtede succeskriterier.

Heldigvis!

For verden, virksomheden og mennesket har brug for noget, der stikker dybere. Mere visdom. Det er der brug for, hvis vi skal redde os ud af de store problemer, som den kortsigtede tænkning har bragt os ind i. Mennesker, der evner at se de store sammenhænge og drives af noget, der rækker ud over noget så fattigt som større top- og bundlinje. Mere profit. Større markedsandele. Større personlig succes og standing.

Hvad sker der, hvis vi i stedet ser partnerens manglende lyst til endnu et år med mål og handlingsplaner som noget positivt? Som en dør indtil noget, der ligger bagved eller dybere end ambitionen om at sælge og realisere mere end sidste år.

Robert Kegan, en professor på Harvard, som jeg tit refererer til i mine klummer, har brugt sit liv på at studere, hvordan vi udvikler os som voksne mennesker. Han siger selv, at hans ”big idea” er, at mennesker bliver ældre og ældre, fordi vi og kloden kun kan overleve, hvis vi får visdommen i spil.

Og her kommer alderdommen jo ind, for visdom kræver livserfaring. Og med livserfaringen kommer der en træthed overfor det kortsigtede. Ikke fordi man er træt (og det er jo sådan, vi i Danmark godt kan lide at tænke om ældre ledere og medarbejdere), men fordi man er blevet klogere. Man er i stand til at se sammenhænge, som man ikke kunne se, da man var yngre.

Vi har brug for (at vende tilbage til) et samfund, der hylder alderdommens visdom.

Heldigvis er det ikke kun en nødvendighed. Det er også en længsel. Tiden, vi lever i nu, er mindre draget af selvrealisering, succes og profit og mere af længslen efter systemisk tænkning og ansvarlig handling. Vi længes efter mere visdom og dannelse.

Desværre er det ikke en fordel at være ældre på arbejdsmarkedet i dag. Hvert andet rekrutteringsjob kommer med en alderspræference, fortalte en headhunter i en avisartikel, jeg læste for nylig. Alder er den absolut største diskrimineringsfaktor herhjemme. Vi lever i et samfund, hvor det har høj værdi at være ung og absolut ikke at være ældre.

Samme artikel refererede til en netop gennemført rekrutteringsanalyse, der viste, at der generelt er stor opbakning til de seniorer, der arbejder i virksomhederne. Fire ud af fem mener, at de ældre præsterer på samme niveau som yngre medarbejdere.

Det er fint, for det tilbageviser tesen om, at ældre ikke bidrager på samme niveau som yngre. Det er samtidig også utroligt frustrerende, at ”præstation” er succesparameteret, fordi det betyder, at man måler ældre på de yngres præmisser. Vi lever i et samfund, der hylder ungdom. Et børnesamfund.

Hvis jeg kunne ønske mig én ting for 2021 og årene, der kommer, er det, at vi begynder, at dyrke visdom, dannelse og evnen til at se systemiske sammenhænge.

Det er den måde, vi kan løse de udfordringer, vi står overfor. Klima, stress og ulighed. Det er komplekse udfordringer, der alle er skabt af kortsigtet profittænkning. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tænkning, som gav os dem. En verden, der kræver løsninger på komplekse sammenhænge, kræver visdom. Visdom korrelerer med alder. Fremtidens lederskab har brug for alder og visdom.

Jeg spurgte partneren, hvad der driver ham nu, da han var blevet ældre. Han svarede, at det var lysten til at gå på opdagelse, udfordre og stille de spørgsmål, der kunne skabe mere plads. Mere plads til at se længere, mere plads til at tage større ansvar i samfundet, mere plads til at unge mennesker kunne tænke, udvikle og skabe noget, der kan bidrage til det, som verden og mennesker har brug for nu.

Louise Orbesen