Debat

Hvem arbejder du dig selv ihjel for?

Er det tegn på ihærdige medarbejdere, hvis en virksomheds ansatte arbejder alle tider af døgnet?

Episoden, jeg vil dele, ligger noget tid tilbage. Alligevel har den brændt sig så meget fast i min hukommelse, at jeg med jævne mellemrum stadig tænker på den.

Det var til en jobsamtale. Der er ingen grund til at nævne virksomhed eller branche, det er irrelevant for pointen. Foruden headhunteren, der havde sat os stævne, var CEO’en og HR-chefen naturligvis til stede, og kemien var faktisk god. I et stykke tid havde de to sidstnævnte rost deres virksomhed til skyerne. Især den gode virksomhedskultur var noget, de to gik meget op i, og det var vigtigt for dem at fortælle, at gode medarbejdere betød alt for virksomheden.

Det fortalte de i hvert fald. De kunne også fortælle, at stort set alle i virksomheden var glade og motiverede, så det lød jo rigtigt godt. Men så kom den; sætningen fra CEO’en, som jeg har tænkt på så mange gange siden:

»Nu skal du bare høre, Kasper. Jeg tjekkede lige inden vores møde, og bare i går kunne vi se at der var over 100 medarbejdere, der arbejdede hjemmefra i går aftes«.

Sætningen blev efterfulgt af et smil, som udviste selvtilfredshed, og HR-chefen nikkede som en gal for at bekræfte, hvor fedt det var, at alle elskede deres arbejde så meget, at de ville bruge deres aftener på det. Det var altså en virksomhedskultur, der battede for de to.

Jeg mistede interessen for jobbet på et sekund. Ikke fordi jeg har noget imod aftenarbejde, det er helt fint og naturligvis nødvendigt til tider i bl.a. lederstillinger, så jeg er helt med på, at med visse stillinger følger et større ansvar, og det inkluderer naturligvis også at man i perioder må investere noget ekstra i arbejdstid. Det er helt fair.

Nej, min interesse forsvandt udelukkende, fordi det med et trylleslag blev afsløret, at vores værdier ikke kunne være længere væk fra hinanden. Her sad jeg overfor to personer - som jeg indtil da havde haft fin kemi med - som i ramme alvor så det som en sund kultur, at folk gik så meget op i deres arbejde, at de gerne brugte deres aftener på det.

Ikke et ord om work-life-balance og moderne ledelse. Selv den umiddelbart nærliggende refleksion over, om det måske ikke var lyst, men snarere presset fra kollegerne og den overvågende chef, der fik medarbejderne til tasterne aften efter aften, virkede uendeligt langt væk.

Ifølge Bronnie Wares ”The Top Five Regrets of the Dying” er de to største fortrydelser, folk har på deres dødsleje, at de levede for stor en del af deres liv ud fra andres forventninger, samt at de gennem livet har arbejdet for meget. Det er værd at tænke lidt over. Tænk engang at være nået til enden af sit liv, og skulle se tilbage på, hvad der kunne have været et indholdsrigt ét af slagsen, og så fortryde, at man har gjort for meget af det, andre forventede af én, for lidt af det man selv har haft lyst til, og så i øvrigt har arbejdet for meget.

Betyder det, at jeg mener, at alle skal arbejde 37,5 time eller endnu mindre? Naturligvis mener jeg ikke det. Man skal investere tiden i arbejdet, fordi man finder det interessant, og fordi man mener, den er godt givet ud.

Man skal arbejde alt det, man har lyst til, men man skal også reflektere. For man skal netop kun gøre det, fordi man har lyst til det, og ikke på grund af andres forventninger. Så hvis man logger på om aftenen, fordi man ved, at chefen kigger med, eller hvis man runder 60 timer om ugen, fordi man tror, at det er den eneste vej frem for at gøre karriere, er man allerede langt nede ad den forkerte vej.

Det er ikke virksomhedens kultur, der skal definere din arbejdstid, og det er ikke din chef, der kan definere, at du kun kan være en succes, hvis du arbejder hele tiden. Det skal du selv gøre, og så skal du mærke efter, om du befinder dig i en virksomhed, hvis kultur matcher din. For hvis den virksomhedskultur, du bruger så mange af dine vågne timer i, ikke matcher dine idealer for et balanceret liv, skal du skynde dig at finde et sted, hvor den gør.

Intet er nemlig mere motiverende end at arbejde sammen med folk, der deler ens værdier om det vigtige i livet. Og ingen har altså nogensinde opnået noget misundelsesværdigt på at tilsidesætte den rette mængde søvn, en ordentlige kost og den sjove tid med kæresten og venner, for til gengæld at opfylde chefens behov for at se en være på arbejde, selvom man har fri.

BRANCHENYT
Læs også