Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Det succesfulde menneskes mentale anatomi

Det er tilfredsstillende at gå på opdagelse i dygtige menneskers indre landskaber. Jeg er som et trøffelsvin på jagt efter trøfler. Sådan har jeg altid haft det. I denne klumme tager jeg dig med på tur. Du skal møde tre dygtige mennesker. De dygtigste.

Jeg er en heldig kartoffel, fordi jeg ofte har samtaler med mennesker, jeg fascineres af.

Dygtige mennesker. De dygtigste.

Jeg forsøger at dissekere deres mentale anatomi. Hvad driver dem? Hvad frygter de? Er de stolte? Fortryder de? Hvad længes de efter?

Jeg er som et trøffelsvin på jagt efter trøfler. Sådan har jeg altid haft det. Det er tilfredsstillende at gå på opdagelse i dygtige menneskers indre landskaber.

I denne klumme tager jeg dig med på tur. Du skal møde tre mennesker, som jeg talte med i sidste uge og som jeg har maskeret i en grad, der gør dem uigenkendelige.

Den første er en tungt placeret leder i et af landets mest respekterede rådgiverhuse. Hun har en imponerende høj omsætning, som kun er blevet en realitet gennem 16-17 timers arbejde seks dage om ugen. Hun deltog ikke i sin egen 40-års fødselsdagsfejring, fordi hun var på et kritisk projekt, der trak ud og krævede, at hun prioriterede arbejdet netop den lørdag aften.

Hun ser ikke sine børn særligt meget, og hun er usikker på, om børnene overhovedet vil lave ting med hende, hvis hun pludselig en dag havde tid til det. Hun har ikke trænet i flere år, har markant forhøjet kolesteroltal og spiser ikke sundt på trods af, at hun jævnligt besøger en kendt diætist.

Jeg spurgte hende, om hun var glad. Her er hendes svar.

På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er stor livsglæde, ligger jeg nok på 2 eller 3. Jeg fortryder ikke mine livsvalg, men jeg er ikke længere glad.

Jeg længes efter ro. Jeg drømmer om at lave helt almindelige ting. Se en film uden at få dårlig samvittighed. Lave lektier med mine børn.

Da jeg var barn, boede jeg i nærheden af et gods. En dag så jeg et stort selskab køre op foran hoveddøren i deres biler. Kvinderne var smukke og bar flotte kjoler og mændenes jakkesæt sad helt skarpt. Jeg tænkte, at det var en uopnåelig drøm.

Når jeg sidder ved mit skrivebord, kan jeg mærke, hvor tungt og håbløst, det hele er. I søndags sad jeg og læste mine ulæste e-mails og efter at have svaret på 50 af dem, faldt jeg over en kritisk mail fra en klient, der havde en opgave, der krævede vores hjælp her og nu. Mailen var en uge gammel, og jeg havde ikke set den. Den slags sker for tit. Det værste er, at det aldrig stopper. Jeg kan ikke se enden på bunkerne.

Jeg længes efter ro. Jeg drømmer om at lave helt almindelige ting. Se en film uden at få dårlig samvittighed. Lave lektier med mine børn. Jeg skal have nyt pas, og det ligger klar til mig på rådhuset. Der har det ligget i to måneder, men jeg kan ikke finde tid til at hente det.

Jeg er begyndt at tænke på, hvordan mit liv vil være, hvis jeg havde mere tid. Jeg vil bruge tiden på at gå en lang tur ned til skrædderen med mine bukser, som er gået op i syningen ved lommen. Jeg vil gå to timer den ene vej og to timer den anden vej. Jeg forestiller mig, at jeg vil deltage i samtaler med vennerne, der handler om politik og kunst, som jeg har haft tid til at sætte mig ind i. Det glæder jeg mig til.

Den næste er administrerende direktør i en kendt dansk virksomhed. Han er først i 40’erne og sidder nu i sit andet topjob, hvor han igen har vendt dårlige resultater til gode – og denne gang også gjort virksomheden klar til salg. Han har en datter med en OCD-diagnose og drømmer om at have mere tid med hende, inden hun bliver for gammel og det er for sent.

Jeg spurgte ham, hvad han længes efter.

Jeg er en drøm at have ansat. Jeg dedikerer mig fuldt ud, er altid på arbejde og leverer altid resultater. Jeg kan ikke finde ud af at slappe af. Jeg hader at være på ferie, for efter et par dage, bliver jeg rastløst og irritabel. Jeg har en datter, der har en angstlidelse. Jeg burde lave ting med hende, men det er svært, for det, hun gerne vil – tegne, shoppe og den slags – interesserer mig ikke. Min telefon brænder i lommen og jeg kan ikke lade være med at tage den op for at svare på e-mails. Om nogle år er min datter en stor teenager, og så er det for sent. Jeg tænker på at trække stikket helt, for hvad skal jeg gøre? Jeg er bange for, at tiden løber ud mellem fingrene på mig, men jeg tør ikke at sige op.

Min kone siger, at jeg for enhver pris ikke må begynde at gå hjemme. Hun tror ikke, at jeg kan holde til det. Det tror jeg heller ikke. Jeg har brug for, at folk synes, at jeg er noget. Der var en periode, hvor jeg ikke havde et job. Det var meget vigtigt, at folk vidste, at jeg selv havde sagt op. At jeg ikke blev fyret. Der gik for lang tid, inden jeg fik et nyt job. Det stressede mig.

Den sidste var indtil for nylig partner i et investeringsfirma i New York. Hun er netop kommet tilbage til Danmark for at bo her. Hun er sidst i 30’erne og har tjent så mange penge, at hun ikke behøver at lave mere resten af livet, hvis det var det, hun ville. For nylig er hun blevet skilt. Hun har to små børn.

Det er primært eksmanden, der har børnene, og det passer hende fint, for så får hun det bedste fra to verdener. Koncentreret tid med børnene og tid til at gøre alt det, hun har savnet i årene med 150 rejsedage og 100-timers arbejdsuger. I mange år blev hun hentet af sin chauffør hver morgen, begyndte dagen på bagsædet og brugte dagen på de møder og rejser, som hendes personlige assistent havde presset ind i kalenderen. Mange af møderne varede kun 15 minutter, for ellers var der ikke plads dem.

Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det. Hun sagde, at hun havde været ulykkelig de sidste par år i New York. Så var hun stille og sagde så, at hun måske aldrig rigtig havde været glad siden, hun var blevet partner i en ung alder.

Nu cykler hun og dyrker motion. Hun har sat sig et mål om, at hun vil begynde at læse bøger igen. Det har hun ikke gjort i mange år, og hun kan ikke længere finde ud af det. Hun siger, at hjernen er en muskel, og at hun vil genlære, hvordan man holder koncentrationen.

BRANCHENYT
Læs også