Solopreneur er det nye sort for kvinder over 40

Det er moderne at starte egen virksomhed.

For 10 år siden var det CEO’en, der var rockstjernen over dem alle på erhvervslivets heltehimmel. Nu er det den unge tech-iværksætter, som avisernes forsider hylder og CBS’erne ser op til.

Og så er der solopreneurship. Soloprehvafornoget spørger du måske. Ja, det er faktisk et ord, og det dækker over en tendens, som du med sikkerhed kommer til at høre mere om. En solopreneur er en virksomhed bestående af én person, men det er ikke en freelancer, en soloselvstændig eller en enkeltmandsvirksomhed. De betegnelser har eksisteret længe og dækker ikke rigtig den tendens, vi er vidne til nu.

Vi lever i en tid, hvor flere og flere lønmodtagere løfter blikket og tænker: Hey, jeg gider ikke have et job, hvor jeg bruger det meste af min tid på noget, der ikke for alvor giver mening. Og jeg gider heller ikke være spændt op i et evigt tidsunderskud, hvor jeg har dårlig samvittighed på arbejdet og mærker et stik af svigt, når jeg kigger min børn i øjnene. Jeg gider slet ikke finde mig i at have en dårlig chef, og jeg orker ikke at skifte til en ny virksomhed, hvor det med stor sandsynlighed ikke er meget bedre.

Det er ikke længere den store fisk, der spiser den lille. Teknologien giver små virksomheder let adgang til viden og ressourcer, som for blot 10 år siden var forbeholdt de store. Virksomhederne er også blevet bedre til at vurdere kvaliteten af de eksterne rådgivere, og de har ikke nødvendigvis brug for, at der står Deloitte, McKinsey eller Kromann for at vide sig sikre på, at de tager det rigtige valg.

Det er sådan, det er i dag, og det er der flere og flere dygtige medarbejdere, der indser. Nogle af dem vælger derfor at sige op og starte for sig selv.

De bliver solopreneur.

Den arketypiske solopreneur er kvinde, først i 40’erne og rådgiver i ledelse, organisation eller kommunikation. Hun bor i hovedstaden og tjener godt en million kroner om året. Det vigtigste for hende er frihed og muligheden for selv at bestemme i forretningen. Hun kunne ikke drømme om nogensinde at blive ansat i en virksomhed igen.

Jeg har spurgt 350 solopreneurs, hvem de er, hvad de laver og hvorfor de sagde deres job op og gik i gang for sig selv. Her er deres svar.

To tredjedele er kvinder. Tre ud af fire er mellem 40 og 60 år. Halvdelen arbejder som rådgiver indenfor strategi, ledelse, organisation og kommunikation. En femtedel omsætter for mere end en million kroner om året, og halvdelen af alle adspurgte siger, at de tjener mere end de gjorde som ansat. Kun 5 procent siger, at de vil tilbage til fast ansættelse.

Tre ud af fire siger, at de blev selvstændige fordi, de ville have mere frihed. Halvdelen af de adspurgte siger også, at det er fordi, de selv vil bestemme, hvad firmaet skal lave og for hvem. Lige så mange – halvdelen – siger, at det handler om at få mere mening: At de vil bruge deres liv på et arbejde, hvor det, de laver, rent faktisk hjælper andre med at opnå noget, der er vigtigt for dem.

De fleste af dem – 75 pct. – frygtede på forhånd, om de kunne skabe nok omsætning. De var især bange for, om de kunne finde ud af at sælge og markedsføre sig på de sociale medier. De frygtede også, at de ville komme til at savne kollegerne og den sociale kontakt i hverdagen. Mange af dem har oplevet, at det faktisk ikke er så svært, når de er i gang, men det er stadig den økonomiske usikkerhed, der vejer tungest på minussiden.

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at lykkes som solopreneur, svarer de, at det vigtigste er at have et godt netværk, at kunne sælge og at kunne få tingene til at ske. Og så er det evnen til at kunne finde nye veje. Være agil, se muligheder og handle på dem. Hurtigt.

Det er ikke kun fryd og gammen at være solopreneur. Flere, der starter for sig selv, gør det, fordi de ikke kan finde en plads på arbejdsmarkedet. De er måske blevet for gamle, har fysiske eller psykiske udfordringer, der gør det svært at være ansat i en virksomhed. De tæller også i statistikken og det, som er virkeligheden på arbejdsmarkedet i dag.

Der er også mange, der ikke tjener særligt meget. En tredjedel tjener mindre end 300.000 kroner om året, og selvom det for mange er et bevidst valg og noget, der kan lade sig gøre, fordi flere i husstanden tjener penge, er det også et vidnesbyrd om, at pengene ikke falder ned fra himlen, og at det kræver noget at lykkes som solopreneur.

Der er som altid flere nuancer, når man dykker ned i tingene, men sikkert er det, at vi kommer til at se flere højtuddannede medarbejdere, der tager laptoppen under armen for at få mere frihed, mening og sjovere udfordringer.

Louise Orbesen