Er tiden løbet fra den danske velfærdsmodel?
2020 var samfundssindets år. Ordet, der var på alles læber – ordet, der skulle forsamle danskerne. Men hvor holdbart er samfundssindet egentlig, og er det tid til at gentænke vores velfærdsmodel?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Velfærd er for alle. Børnehaver, folkeskoler, plejehjem og sundhedsvæsenet. Det hele er gratis, de stærkeste skuldre bærer de største byrder, og kvaliteten er velfærden er høj. Sådan er fortællingen, når den danske velfærdsmodel skal formidles til resten af verden.
Det nævnes ikke, at 80 pct. af danskerne på det private arbejdsmarked har valgt en privat sundhedsforsikring som et supplement til det offentlige. Hvorfor? For at dække der, hvor den offentlige velfærd ikke dækker. Eksempelvis fysioterapi, hurtig psykologbehandling og straks-udredning udenom ventelister.
En måling fra Ulobby i samarbejde Voxmeter viser, at et flertal af de unge mener, at rygere selv bør forsikre sig mod behandling af sygdomme relateret til rygning. Noget kunne indikere, at danskerne og specielt de unge generationer begynder at gøre op med tanken om, at velfærdsstaten skal dække alt.
I fortællingen om velfærdsstaten nævnes det heller ikke, at en stor del af danskerne har tilkøbt en privat lønsikring. Hvorfor? Fordi forskellen mellem danskernes indtægt og dagpengesatsen har udviklet sig kraftigt. Samme måling viser også, at et flertal af danskerne mener, at dagpengesatsen bør forhøjes i de første seks måneder af dagpengeperioden. Danskerne efterspørger altså en højere økonomisk sikkerhed ved ledighed og en gentænkning af den universelle velfærdsmodel.
Når danskerne både selv begynder og ønsker at andre danskere skal tilvælge private forsikringsalternativer mod sygdom, viser det tydeligt, at solidariteten og samfundssindet i den danske velfærdsmodel er udfordret.
Er det virkelig alle områder, velfærdsstaten skal rumme? Skal eksempelvis rygere have betalt deres behandling, og skal skisportsentusiaster knæopereres, eller er det rimeligt, at fællesskabet og samfundssindet begrænser sig til det mest nødvendige?
Det er på tide, at vi gentænker velfærdsmodellen og dens one-size-fits-all tankegang med ens bidrag og fastlagte ydelser til alle, inden danskerne selv fravælger modellen. Danskerne er allerede selv begyndt på det.
