ATP-direktør: Vores model har bevist sit værd

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Per Linnemann (PL) kritiserer i et indlæg på FINANS 5. februar ATP for at have gjort ”too little, too late”. Vi hilser en saglig debat velkommen, hvor det faktuelle grundlag er på plads. Jeg mener dog, at der er behov for at se på begge sider af mønten, hvis diskussionen skal have værdi.

Lad os begynde med påstanden om, at vi rykker ”too late”. Faktum er, at ATP’s værdiskabelse over de seneste 10 år har været 9,3 pct. efter omkostninger og før pensionsafkastskat.

Havde man havde ændret modellen og strategien for 10 år siden, inden perioden med massive rentefald og forøgelse af medlemmernes levetid, havde man skulle erstatte forretningsmodellen med en anden model og investeringsstrategi, som over den samme periode skulle have givet et bedre afkast og samtidig leveret økonomisk grundtryghed. Flere internationale pensionskasser f.eks. i Holland og USA har forsøgt sig uden fuld renteafdækning, og de er i dag teknisk insolvente. Her står ATP et helt andet sted.

Hvad angår ”too little”, det selvfølgelig altid en mulighed at tage mere risiko i forsøget på at tjene mere – det er ingen sag. Men PL forbigår, som andre skribenter, at ATP er sat i verden for at levere økonomisk grundtryghed til danskerne. Derfor er målet fortsat at have en høj grad af sikkerhed for en livslang garanteret pension med høj sandsynlighed for realværdisikring.

ATP’s rolle og risikoprofil skal derfor ses i lyset af det samlede danske pensionssystem, hvor garantierne de seneste 10 år har været under udfasning blandt arbejdsmarkedspensionsselskaberne, hvorfor staten (danskerne) i dag står tilbage med residualrisikoen, altså den tilbageværende risiko.

Når renter falder, stiger værdien af såvel ATP’s renteafdækning som værdien af medlemmernes garanterede pensioner. På den baggrund mener PL, at medlemmerne ikke har tjent noget, fordi de stadig kun modtager 100 kr. om 30 år. Endeligt konkluderer PL, at ATP’s medlemmer er dårligere stillet fordi, der betales PAL-skat.

Her bliver jeg nødt til at korrigere. ATP-medlemmerne har historisk indbetalt ca. 33 kr., for hver 100 kr. de får udbetalt. De høje afkast, ATP har leveret, sikrer netop, at ATP fortsat kan garantere, at medlemmerne ikke får udbetalt mindre, end det ATP oprindeligt lovede dem, dengang det forventede afkast/renterne var meget højere – og den forventede levetid kortere.

En reduktion af ydelserne ville derfor have været konsekvensen, hvis ikke ATP både afdækkede renterisikoen og opnåede markante investeringsafkast. Det er også korrekt, at ATP løbende betaler PAL-skat af afkastet – på linje med alle andre pensionsselskaber. ATP har således bidraget med 94 mia. kr. til statskassen de seneste 10 år – og samtidig sikret medlemmernes økonomiske grundtryghed.

Jeg medgiver, at fuld realværdisikring ikke har fundet sted, da ATP har brugt værdiskabelsen til at forlænge de garanterede ydelser i en periode, hvor levetiden har været kraftigt stigende og renterne faldende. Medlemmerne kan her glæde sig over at være en del af en kollektiv ordning, hvor fællesskabet sikrer den forventede længere udbetalingsperiode for medlemmerne – mange andre steder er det den enkelte, der bærer denne risiko.

Samlet set er der overført 54 mia. kroner til medlemmerne til sikring af levetiden siden 2010. Dette har kun været muligt, fordi ATP i perioden har skabt meget høje afkast i international topklasse.