Debat

Jesper Rangvid: Gode intentioner i ny ATP-lov - men tilsynet halter

Professor Jesper Rangvid opfordrer til, at flere dele af ny ATP-lov kommer under overvågning af Finanstilsynet.

Som udløber af debatten mellem ATP og undertegnede i efteråret 2019 om ATP’s forretningsmodel og fremtidige rolle i det danske samfund/pensionssystem fremlagde Beskæftigelsesministeriet fredag den 22. januar 2021 et forslag om ændringer til ATP-loven.

Der er grund til at rose ATP for at have erkendt de udfordringer, som jeg påpegede, og som konsekvens heraf tage initiativ til ændringer af loven. Det skal også slås fast, at lovforslaget indeholder nødvendige og gode tiltag. Efter læsning af det med småt må det dog samtidig erkendes, at der forekommer behov for visse justeringer inden politisk vedtagelse.

De gode intentioner

Aktuelt fordeles vores årlige faste indbetalinger på 3.408 kr. til ATP således, at 80 pct. placeres sikkert (garanteret) i obligationer mv., mens de resterende 20 pct. investeres i en bred portefølje af risikable investeringsaktiver med højere forventet afkast.

Udfordringen for ATP, og dermed for os allesammen, der sparer op i ATP, er, at prisen for så meget sikkerhed er blevet for høj. Som følge af de lave renteniveauer i samfundet vil afkastet på de 80 pct. af vores indbetalinger til ATP helt sikkert (garanteret) blive basalt set 0 pct. Når priserne i samfundet samtidig stiger (der er inflation), medfører det, at 80 pct. af vores indbetalinger til ATP reelt bliver mindre værd over tid. Givet pensionsopsparingers langsigtede natur er det ikke hensigtsmæssigt at betale en så høj pris for sikkerhed.

I min kronik fra efteråret 2019 foreslog jeg: »For det første vil det være hensigtsmæssigt at ændre splittet af indbetalingen i 80%/20% til i hvert tilfælde 60%/40%«. Lovforslaget har taget dette til sig med en mindre modifikation.

Modifikationen er, at dette fremover skal gælde for yngre, defineret som personer med mere end 15 år til pensionering. Dette er en fornuftig tilføjelse til mit oprindelige forslag.

For de teknisk interesserede kommer det til at fungere således: 20 pct. af vores indbetalinger til ATP vil stadig blive investeret i en bred portefølje af risikable investeringsaktiver med højere forventet afkast (investeringsporteføljen). Af de resterende 80 pct. vil 25pct. af disse (dvs. 20 pct. af indbetalingerne) fremover blive investeret sammen med investeringsporteføljen indtil 15 år før pensionering, mens de øvrige 60 pct. fortsat investeres garanteret. Disse 20 pct. af vores indbetalinger vil blive kaldt ”markedsbidrag”. Når en person når tidspunktet, hvor hun/han har 15 år til pensionering overføres markedsbidraget gradvist til den garanterede portefølje. For ældre vil risikosplittet således være reetableret til 80 pct./20 pct.

Dette er dog detaljer. Hovedpointen er, at 20 pct. (som hidtil) + 20 pct. (det nye markedsbidrag) = 40 pct., dvs. en større del af vores indbetalinger til ATP fremover bliver investeret med henblik på at opnå et højere afkast. Der skal herfra lyde opbakning til dette forslag.

Hvem vogter vogterne?

I tillæg til det ændrede split indføres to forskellige tiltag, der begge har det fælles kendetegn, at der i min vurdering overdrages (for) meget magt til ATP’s bestyrelse, uden at der sikres tilstrækkeligt uafhængigt tilsyn hermed.

For det første indføres en ny måde at opgøre ATP’s passiver på, dvs. hvad værdien af de lovede fremtidige pensioner er.

Hvis ATP har lovet en pensionist 100 kr. om f.eks. 40 år, opgøres værdien af dette i dag som de 100 kr. tilbagediskonteret med den gældende rente.

ATP’s passiver er dog meget langtløbende. Man skal først udbetale de 100 kr. om 40 år. Man kan derfor diskutere, om man altid skal være 100 pct. sikker på, at man har 100 kr. om 40 år eller vil tillade, at denne sikkerhed er f.eks. 99,5 pct., dvs. en lille - bitte smule mindre end 100 pct. ATP vil åbne op for, at der tilføjes markedsrisiko til renteafdækningen. Det kan være fornuftigt, men lovforslaget præciserer ikke denne sandsynlighed. Er det 0,25 pct, 0,5 pct. eller hvordan? Det bør præciseres.

I stedet opererer lovforslaget med, at man skal ændre opgørelsen af passiverne ved, at man fremover tillægger den gældende rente et såkaldt illikviditetsspænd. Spændet skal repræsentere prisen på, at ATP forpligtigelser er langsigtede. Ved at tillægge dette illikviditetsspænd til rentekurven reduceres værdien i dag af ATP’s fremtidige forpligtigelser.

På den måde får ATP ”frigivet” nogle midler, som så kan investeres med henblik på at opnå et højere forventet afkast mod, at man påtager sig højere risiko. Tanken er, at fordi horisonten er lang, kan man tåle at tabe nogle penge undervejs, men over mange år indhentes et sådant eventuelt tab igen.

Udfordringen er, at vi ikke kan observere dette illikviditetsspænd i markedet. Det bliver op til ATP’s bestyrelse at fastsætte det. Men hvem sikrer, at der kommer uafhængige øjne på denne fastlæggelse? Hvad hvis illikviditeten stiger i en krise? Skal ATP så uden videre have mulighed for at investere mere risikabelt fordi værdien af passiverne falder? Det ved vi ikke.

I alle andre dele af det finansielle system holder Finanstilsynet øje med sådanne forhold. Der er forskel på ATP og andre finansielle virksomheder, men vi har trods alt med Danmarks største pengetank at gøre, og Finanstilsynet har ingen rolle her. Det er ikke betryggende, når det (illikviditetspræmien på passiverne) samtidig er et område, som vi ikke har stor erfaring med, ej heller gode data på. Jeg opfordrer derfor til, at bestemmelsen af denne illikviditetspræmie kommer under tilsyn af Finanstilsynet.

Mulighed for omfordeling

For det andet øges risikoen for omfordeling.

ATP er en kollektiv ordning. Vi er alle i ATP ”i samme båd”, og vi har alle andel i overskuddet relativt til, hvor meget vi har sparet op. Lovforslaget klargør, at ATP’s bestyrelse kan beslutte at udbetale bonus til alene en del af dets medlemmer (pensionisterne). Lovforslaget nævner direkte, at dette øger sandsynligheden for omfordeling, dvs. at dem, som får udbetalt ekstra bonus, ender op med at have fået en bedre deal end dem, som ikke fik en given bonustildeling.

Det er en meget fundamental grundpræmis i pensionsspørgsmål, at der ikke må ske omfordeling. Hvis ATP skal udbetale mere til mig, skal der være en fair sandsynlighed for, at ATP i fremtiden kan tjene så meget, at du senere får udbetalt din fair del.

Men, igen, hvem skal holde øje med, at denne sandsynlighed er rimelig og ekstraudbetalingen til pensionister dermed fair? I lovforslaget er Finanstilsynet eksplicit skrevet ud af denne rolle.

Finanstilsynet konkluderede i 2016, som opfølgning på, at ATP tidligere havde udbetalt bonus alene til pensionister, at ”indførelsen af udbetalingsbonus medfører, at muligheden for at udbetale generel bonus til alle forringes.”

Det er svært at vurdere om det faktum, at Finanstilsynet er skrevet ud af lovforslaget skyldes en slags ”tak for sidst” fra ATP til Finanstilsynet, eller om Finanstilsynet har frabedt sig tilsynet hermed, fordi de ikke kan lide modellen. Under alle omstændigheder er det ikke betryggende. Der skal herfra opfordres til, at ATP og Finanstilsynet bliver enige.

Man kan hævde, at man altid kan klage til f.eks. Beskæftigelsesministeren, ATP’s resortminister, hvis man mener, at ATP omfordeler. Problemet er bare, at så er det for sent. Hvis pengene er blevet udbetalt, er de jo væk. Herfra skal derfor lyde en stærk opfordring til, at Finanstilsynet skrives ind i ATP loven igen.

Manglende bidragsjustering

Til sidst skal nævnes et forhold, som lovforlaget ikke adresserer, men som er fundamentalt for ATP’s fremtidige rolle.

De seneste mange år er det, vi betaler ind til ATP, ikke blevet reguleret. Samtidig er lønningerne, priserne og folkepensionen steget. Det siger sig selv, at hvis man ikke øger det, som vi betaler ind til ATP i samme omfang som lønningerne og priserne stiger, udhules værdien af ATP over tid.

I min verden må en betingelse for at overveje at gå en sådan vej dog være, at der sikres en højere grad af uafhængigt tilsyn med ATP, end lovforslaget i sin nuværende form lægger op til.

Professor Jesper Rangvid

Det er arbejdsmarkeds partnere, der bestemmer ATP-bidraget. Lovforslaget rykker intet ved det.

Arbejdsmarkedet parter bærer således et stort ansvar her. Hvis arbejdsmarkedets parter holder fast i ikke at justere ATP bidraget, kan selv nok så fornuftige justeringer i ATP’s forretningsmodel ikke sikre ATP’s fremtidige relevans.

Man kunne som et supplement i lovforslaget have lagt op til, at ATP–bidraget fremover skulle være f.eks. 1 pct. af ens løn. Dette ville for de fleste være en mindre justering af det nuværende bidrag på 3.408 kr. og ville have fremtidssikret ATP.

I min verden må en betingelse for at overveje at gå en sådan vej dog være, at der sikres en højere grad af uafhængigt tilsyn med ATP, end lovforslaget i sin nuværende form lægger op til.

Læs også