Serier

Efter krisetest af lederne: Husk de dyrtkøbte erfaringer, når du skal tilbage til kontoret

Corona-nedlukningen har været en prøvelse for landets ledere, der har skullet smide ledelseshåndbøgerne ud ad vinduet og omfavne fjernledelse. Den omstilling har givet en masse vigtige erfaringer, og vi skal undgå at falde tilbage i den gamle gænge, når vi forhåbentlig snart vender tilbage til kontoret.

Corona rammer verden

Det er kommet bag på mange ledere i både det offentlige og det private erhvervsliv, at produktiviteten ikke er gået ned – men op – under corona. Videomøderne har fungeret, selvledelsen har været i top, og vi har omstillet os i rekordfart, så mange virksomheder har klaret sig langt over forventningen.

Med foråret på vej og et vaccinationsprogram sat i værk vil danskerne forhåbentlig inden længe vende tilbage på arbejdspladsen. Det bliver skønt og godt for det sociale samvær, men måske bør alt ikke være ved det gamle.

Jeg håber, at landets ledere allerede nu er begyndt at reflektere over, hvad de egentlig har lært under nedlukningen, og om erfaringerne også kan bruges fremover. Det er jeg nemlig ret overbevist om at de kan.

Coronakrisen har utvivlsomt været den største ledelsesmæssige udfordring, der har været i generationer, men så vidt jeg kan se, er opgaven bestået med bravur. En række digitale tjenester er pludselig blevet en helt almindelig del af arbejdet, og muligheden for at samle hele sin medarbejderstab digitalt har gjort kommunikation og møder effektive. Medarbejderne har levet op til tilliden, som landets ledere har måttet afgive, mens lederne er blevet mestre i at uddelegere og kommunikere opgaver og formål knivskarpt.

Tilliden, der er vokset begge veje, har givet øget motivation, og i øjeblikket ser vi, hvordan både flere kommuner og virksomheder melder ud, at de ikke vil tilbage til den klassiske fem-dages arbejdsuge. Det er et nybrud. Og det er positivt, at mange tilsyneladende tilpasser sig og tager de gode erfaringer med sig tilbage ”på kontoret”.

Set fra min stol har et af de tydeligste læringspunkter været ledernes øgede opmærksomhed på – og forventningsafstemning med - medarbejderne. Både frekvens, tydelighed og tidsbevidsthed har mange steder gjort, at daglige ”check-ins” og ugentlige onlinemøder med alle, uanset hvor i verden de befandt sig, har været den nye normal. Udbyttet har været, at lederen gennem en udtalt tydelighed om formål, roller, forventningsafstemning samt brugen af den enkelte platform har kunnet gennemføre møder mere målrettet, ligesom man har kunnet motivere medarbejdere mere individuelt.

Så selvom langt de fleste glæder sig til at komme tilbage på kontoret: Lad os nu prøve at fastholde de ting, der fungerede på distancen. For hvis vi ikke holder fast, sker den langvarige forandring ikke.

Lad os overveje, om videomødet i nogle tilfælde er mere effektivt end det fysiske, og om tilliden mellem leder og medarbejder ikke kan bibeholdes og styrkes, så vi fortsætter med at fokusere på resultater og fleksibilitet i stedet for gammeldags parametre som fysisk tilstedeværelse 9-17.

Den bundne opgave er nu at udvælge, hvilke tiltag der skal fortsætte efter genåbningen. Jeg håber, at succeskriteriet bliver, at alt ikke skal være, som det var engang.

BRANCHENYT
Læs også