Serier

Det fysiske kontor er nu blot en illusion

Vi kommer ikke tilbage til de gamle arbejdsgange. Coronakrisen har været med til at revolutionere måden at gå på arbejde på for altid.

Corona rammer verden

Dit kontor er ikke længere din destination. Skrivebordet er ikke mere dit udgangspunkt. Det stationære arbejdsrum – det fysiske kontor – er nu blot en illusion. Intet bliver, som det var før, covid-19 ramte os. Corona har vist os, at 9-17 livet på kontoret er en saga blot.

Vi skal vænne os til fjernledelse. 50-70 pct. af vores arbejdsstyrke vil arbejde hjemmefra. Det bliver aldrig igen normen at møde ind fem dage om ugen på kontoret. Dertil er fordelene ved fjernledelse og hjemmearbejde for mange. Men det skaber helt nye udfordringer, og vi skal gribe udviklingen. Vi skal gøre det smart. Der er nemlig stadig brug for sidemandsoplæringen, spejlingen i den dygtige kollega eller den ambitiøse stræben efter at kopiere gennemslagskraften hos den kompetente chef.

Momentum er her. Hjemmearbejde og fjernledelse sparer hundredtusindvis af transporttimer i myldretiden. De ufleksible 9-17 arbejdstider fra en forældet opfattelse af arbejdsmarkedet kan endelig kasseres. Arbejdstiden kan nu i stedet i langt højere grad følge efterspørgslen fra hverdagens forbrugere, kunder, klienter og borgere. Vi handler og agerer mere frit end nogensinde før. Vi shopper online 24/7, går i supermarkedet fra 7-24 og dyrker fitness, når der er plads på holdet mellem kl. 10-11.

Vores arbejdsliv skal naturligvis også reflektere det liv, vi ønsker som privatpersoner. Et liv med masser af frihed og fleksibilitet. Vores unge generationer - Z og A - er vokset op uden de besnærende rammer, og de er online, når det passer dem. De forventer en lige så høj grad af frihed i deres job. Og nu har covid-19 pludselig katapulteret fleksibilitet, hjemmearbejde og frihed ind i alles hverdag.

Dét frihedskrav kræver en helt ny form for ledelse. Fjernledelse faciliteres via tilstedeværelse på moderne, teknologiske platforme, der skaber et unikt samtalerum mellem leder og medarbejder. Her er et digitalt, fortroligt rum for læring og feedback. Medarbejdere skal ikke længere fysisk banke på lederens dør under parolen, at døren altid er åben. Der skal ikke længere være en dør.

Der skal være en direkte højhastighedsforbindelse mellem leder og medarbejder. En forbindelse, som skal forvaltes med nye lederkompetencer samt en forståelse for, at begrebet work-life-balance ikke længere eksisterer. Nu gælder det work-life-leasure-integration. Et arbejdsflow hvor ikke alle job tager netop 37 timer per uge alle årets uger.

Post-covid-arbejdsliv er et arbejdsliv og et arbejdsflow, hvor der smidigt veksles ind og ud mellem arbejde, fritid og hobbyer uden hårde grænser mellem dem. Et arbejdsflow hvor emails besvares og møder forberedes før morgenmaden, kaffen drikkes på den lokale kaffebar, hvor sladder, erfaringer og viden udveksles med en kollega eller en ven fra en anden virksomhed.

Et arbejdsflow hvor vores møder primært (for)bliver via link på Teams, Zoom og Duuoo, mens telefonsamtaler med kunder og medarbejdere i andre tidszoner foregår fra køkkenet eller hjemmekontoret tilpasset afhentning af ungerne, lægebesøg, frisøraftaler mv. Her tages mange flere timer af døgnets timer i brug. De ugentlige besøg på kontoret bruges på workshops, strategi- og produktudvikling og relationsopbygning.

Hvis du går og tænker for dig selv, at det bliver rart, når alt igen er, som det plejer at være efter covid-19, glæder du dig uden grund. Du skal ud af boblen. Plejer er væk. For unge som ældre har allerede aflært datidens dogmer. Den digitale tidsalder er kommet for at blive og med den fjernarbejdspladsen, frihed under ansvar og fjernledelse. Lad os ikke kæmpe imod men kæmpe med. Det gælder dit liv. Dit arbejdsliv.

Og du kan være sikker på, at konkurrenten omfavner det og implementerer på livet løs.

Læs også
Top job