Debat

Er små pensionskasser tændsatser eller knaldperler for bæredygtighed?

På trods af beskedne ejerandele formår små pensionskasser at tvinge store børsnoterede virksomheder til markante ændringer af deres tilgang til bæredygtighed. Hvordan kan de ske?

En ’tændsats’ er defineret som en smule letantændeligt stof, som bruges til at antænde en større sprængladning. Ofte er deres egen sprængkraft lille – men uden dem er det vanskeligt at skabe effektive eksplosioner, selv hvis man har masser af dynamit.

Metaforen er passende i forhold til det, der i stigende omfang sker på generalforsamlinger i danske virksomheder. Måske mest spektakulært var LD Fondes og AkademikerPensions antændelse i GN Store Nord, i form af et krav om, at GN fremover skal oplyse hvor meget selskabet betaler i skat i hvert enkelt land, det gør forretning i.

Land-for-land skattetransparens bliver ofte fremhævet som et afgørende redskab for at modvirke aggressiv skatteplanlægning. Men med så stor transparens følger videregivelse af forretningsfølsomme tal, som kan misbruges af konkurrenter, indvendte GN’s bestyrelse. Og anbefalede derfor, at generalforsamlingen stemte imod forslaget.

Det gjorde generalforsamlingen imidlertid ikke. Bestyrelsen måtte indkassere et ydmygende nederlag, og selvom GN ikke offentliggør stemmetal, er eksterne analytikeres vurdering at ganske mange aktionærer stemte for forslaget, blandt andre Danske Bank og Vanguard. Ligesom der var væsentlige flertal for lignende, nylige forslag hos blandt andet A.P. Møller-Mærsk, Novo og Carlsberg.

Ved siden af de danske pensionskasser står enorme krudttønder i form af globale formueforvaltere som BlackRock, Allianz og Fidelity.

Christian Sparrevohn

Der er mange friske eksempler på aktionærer med små ejerandele, der har placeret bæredygtighedsbomber på generalforsamlinger. AkademikerPension ledte f.eks. de forhandlinger, der succesfuldt pressede Toyota til at indstille lobbyisme mod skrappere klimakrav. Her var det nok at true med at stille forslag. Sampension, Velliv, Industripension og andre kaster sig også med stor iver ind i forslagsstilling, stemmeafgivelse og aktivt ejerskab. De lykkes overraskende tit, selvom de er små.

Hvordan kan det være? Vi skal tilbage til tændsats-metaforen: Ved siden af de danske pensionskasser står enorme krudttønder i form af globale formueforvaltere som BlackRock, Allianz og Fidelity. De har langt flere aktier og betydeligt flere stemmer end små danske pensionskasser. De fleste af dem har udbyggede bæredygtighedsstrategier og -politikker, og er aktive røster i den globale dialog om bl.a. grøn omstilling.

Mange af dem er sågar samlet i en række sammenslutninger med målsætninger for bæredygtighed, herunder bl.a. den FN-stiftede Net Zero Asset Owners Alliance. Og alligevel er disse giganter sårbare over for kritik om ikke at sætte handling bag ordene. De fleste har betydelige positioner i f.eks. olieselskaber. De store formueforvaltere forsvarer sig med, at de kan gøre en større forskel ved at være aktive ejere, og at de i øvrigt først og fremmest har et ansvar for at sikre et godt afkast til jeres investorer. De er så store ejere at hurtigt frasalg af enkeltpapirer kan have ret vidtrækkende konsekvenser, på godt og ondt. De foretrækker langsomme tilpasninger i et tempo og på en måde, der ikke destruerer værdi.

De største forvalteres lyst til at stille forslag, der presser selskaber til hurtig handling, er derfor begrænset. Men når andre stiller forslag om at indføre en praksis, man selv har udtrykt sin intention om, f.eks. skattetransparens og tilslutning til Paris-aftalen, kan man dårligt stemme imod.

Kynikere kan mene, at mindre danske pensionskasser i deres tændsats-aktivisme blot forsøger at skabe opmærksomhed om sig selv. At de blot er knaldperler. Sprogvalget i markedsføringen er da også grandiost og ”hør hvor vi gungrer”-agtig. Men effekten har substans af to grunde: For det første fordi det i en række enkeltsager tvinger såvel storinvestorer som det underliggende selskab til handling. For det andet fordi tændsatserne formår at tegne en profil, som presser andre, mere nølende investorer til at hæve ambitionsniveauet for deres aktive ejerskab.

Forklaringen på aktivismen skal bl.a. findes i, at pensionsopsparerne er blevet bedre til at organisere sig og skabe eksplosivt rabalder på de mindre pensionskassers egne generalforsamlinger. Heller ikke de små forvaltere har altid lyst til at skille sig af med porteføljens bæredygtighedsudfordringer i det tempo, deres medlemmer kræver. Men så kan de i det mindste stille krav til andre og dermed vise deres værd og intention. Dygtige selskaber i alle brancher gør klogt i at tage den slags kædereaktioner alvorligt.

Læs også