Serier

SMV’ere kommer styrket ud af krisen med digitalisering

Når vi bliver mere digitale i de offentlige myndigheder og virksomhederne, bliver vi mere produktive, og vores samfund, virksomheder og arbejdspladser bliver stærkere.

Corona rammer verden

Gennem det seneste år har vores hverdag været markant anderledes. Vores hår er groet langt, og fredagsøl har haft hårde kår. Turen i byggemarkedet eller på gågaden har i lange perioder været erstattet med shopping på telefonen. Vi har ordnet huskøb, tømreraftaler, kundemøder og sociale arrangementer på nettet.

Coronakrisen har haft store omkostninger for os som borgere, for samfundet og for virksomhederne. Men der er også lektier, som vi skal drage nytte af for at komme styrket ud af krisen.

For eksempel har den digitale udvikling taget kvantespring fremad under krisen – et momentum, vi skal fastholde. Eurostat fastslog sidste år, at Danmark er det tredje mest digitale land i Europa. Og under coronakrisen kunne 1 million af os arbejde hjemmefra på den ene eller den anden måde.

I Danmark har vi placeret os højt på internationale ranglister på grund af vores digitale infrastruktur og den generelle store opmærksomhed på digitale løsninger, både i det offentlige og det private. Men vi må og skal bygge videre, for udviklingen er lynhurtig og afgørende.

Hver eneste dag kommer der teknologiske spring, som vi ikke havde kunnet forestille os for bare ti år siden, og over hele kloden har alle virksomheder og stater gennem det seneste år fået et vink med en meget stor vognstang om, at den digitale udvikling er vejen frem.

Derfor har regeringen sammen med erhvervslivet etableret et privat-offentligt digitaliseringspartnerskab, der skal komme med anbefalinger til, hvordan vi får danske virksomheder og den offentlige sektor styrket ind i en digital fremtid – til gavn for os alle, for samfundet, borgerne og erhvervslivet. Og partnerskabet skal bidrage til den nye samlede strategi for, hvordan vi forløser det fulde potentiale i digitaliseringen i Danmark.

For vi kan og skal blive bedre. Blandt andet er der stadig stor forskel på store og små virksomheder i graden af digital anvendelse – og en forskel, som over tid er blevet større.

For mange virksomheder, særligt SMV’ere, kan det virke som en stor mundfuld at gå i gang med en digitalisering af virksomheden, når der er rigeligt at se til med at holde forretningen kørende. Ofte er der også brug for ekspertviden, som ikke altid er lige ved hånden. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi støtter den digitale omstilling, for vi kan se, at mange SMV’ere kan få store gevinster af de digitale teknologier fremover.

Virksomhederne risikerer at gå glip af muligheder for at effektivisere deres forretning, lette egne administrative arbejdsgange og tilføre ekstra værdi i deres produkter og services. Det betyder, at de går glip af løsninger, der hjælper både i hverdagen og på bundlinjen.

Det har store konsekvenser for den enkelte virksomhed – og i høj grad også for resten af erhvervslivet og i sidste ende for vores velfærdssamfund. For vi går glip af store potentialer, når hjemmesiden ikke er rettet mod kunderne, eller når medarbejderne i fabrikken ikke har støtte fra kunstig intelligens eller augmented reality på varelageret. Derfor skal digitaliseringspartnerskabet også gøre omstillingen lettere; tjene som en mulighed for at udveksle erfaringer og gøre de digitale muligheder lettest muligt tilgængelige for flere danske virksomheder.

Digitalisering i både de offentlige myndigheder og virksomheder er nøglen til mere effektive arbejdsgange, bedre og grønnere produkter og services. Digitale løsninger kan skåne medarbejdere for hårde fysiske arbejdsopgaver. De digitale løsninger styrker vores virksomheders konkurrenceevne og de offentlige myndigheders effektivitet, og medvirker til at skubbe på den grønne omstilling og skaber sunde danske virksomheder og arbejdspladser. Når vi bliver mere digitale, de offentlige myndigheder og virksomhederne, bliver vi mere produktive, og vores samfund, virksomheder og arbejdspladser bliver stærkere.

BRANCHENYT
Læs også