Debat

Her er et ord, du skal undgå, hvis du er 50 år eller ældre

Måske er det tid til at skifte ordet ”erfaring” ud. Fordi ”erfaring” rimer på gammel, træt og irrelevant. Og det er trist i en tid, hvor videnskaben siger, at grunden til, at vi bliver ældre, er, at verden får mere og mere brug for den indsigt, der kun kommer med alderen.

Hvis du er født i 1970 eller før, så er der et ord, som jeg synes, du skal lade være med at bruge.

Det er ordet ”erfaring”.

Jeg vil gerne forklare hvorfor, men først et klip fra virkeligheden.

Jeg fik for nylig en mail fra en ven, som bad mig om at tage en samtale med en, hun kender. Han var for nylig blevet fyret, og nu havde han svært ved at finde et nyt job. Jeg kendte ham ikke, men da hun er en god ven, sagde jeg ja til at drikke en kop kaffe med ham.

Da han ankommer, henter jeg ham ved kaffemaskinen, hvor han er ved at lave sig en sort kop kaffe. Han har kraftigt skæg, halvlangt hår, løse bukser og en mørkegrøn t-shirt på i en tyk bomuldskvalitet. Han vender sig og kigger mig i øjnene. Vi hilser corona-style, og jeg lægger mærke til, at han har mørke, kraftfulde og venlige øjne. Han har x-faktor, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende.

Inde i mødelokalet, sætter vi os i hver vores sofa. Han smiler og siger, at det eneste han for alvor elsker, er at spille klaver. Han er uddannet på konservatoriet, og jeg ved fra min veninde, at han nærmer sig virtuositet, når han lader fingrene glide over de hvide og sorte tangenter. Men, der skal – som han siger – smør på brødet, og derfor har han brugt sit professionelle liv som udvikler, tekstforfatter og kreativ chef med både danske og internationale kunder.

Vi springer ”se mig”- og ”nu skal jeg lade som om jeg er motiveret og dygtig”-sætningerne over. I stedet snakker vi om, hvordan det føles, når man en sjælden gang lader sig føre ind i en tilstand, hvor alting bliver bedre og mere sandt. Det, som Csikszentmihalyi kalder for ”flow”.

Pludselig stopper han sig selv midt i talestrømmen, og der går en skygge over hans ansigt.

»Tro det eller lad være, men engang var jeg ”the shit”. Alle ville arbejde sammen med mig. Nu sidder jeg her og kan ikke engang komme i tanker om noget, jeg gider at lave. Jeg har prøvet alt og alligevel er det, som om jeg ikke kan noget. Jeg har masser af erfaring, men der er ingen, der længere har brug for det, jeg kan.«

Han stopper sætningen, men hans krop og ansigtsudtryk færdiggør den: Jeg er ikke længere relevant, fordi jeg er blevet for gammel.

Han er 53 år. En interessant, klog og intens mand opslugt af samtale og så dette pludselige sceneskifte. Hvad skete der?

Jeg har set det før. Mest hos mænd. Indsigts- og kraftfulde, men fanget i en idé om, at de er blevet ukurante og irrelevante i moderne organisationer.

Robert Kegan, en professor fra Harvard, som jeg ofte citerer i mine klummer, har fundet ud af, at voksne mennesker udvikler sig, når de bliver i stand til at gøre ”subjekt til objekt”.

Det sker når vi – få gange i livet – opdager, at den sandhed, der har været vores gennem flere år pludselig ikke længere er det. I stedet kan vi trække ”sandheden” ud i armslængde – gøre den til objekt – og med det kan vi rykke os til næste udviklingstrin.

Det lyder måske lidt abstrakt, men det er ikke desto mindre vigtigt at forstå, hvis vi ikke vil lande i samme situation som manden i mødet: At vi tror, at vi stadig skal være ”ung med de unge”, mens vi i virkeligheden er rykket til et nyt niveau af indsigt og visdom.

Tilbage i mødet afbrød jeg ham, og sagde:

»Jeg sidder her og kigger på dig. Taler med dig. Tænker, at du ved noget… det, du har forstået om livet. Du har en power, som man KUN kan have, når man ikke længere er 35 år. Du mangler bare at tage det til dig. Eje det. Give det fuld skrald. I ydmyghed, naturligvis.«

Og det bedste er, at en verden, der bliver mere kompleks, har brug for mere af den slags. Vi har brug for den visdom, der kan løfte andre mennesker og organisationer i en fremtid, hvor der ikke længere er tid til høje hierarkier og stive kommandoveje.

Måske er det tid til at skifte ordet ”erfaring” ud med ”indsigt” eller ”visdom” eller ”det, jeg har forstået om livet”. Fordi ”erfaring” holder os fast i noget, der rimer på gammel, træt og irrelevant. Og det er trist i en tid, hvor Kegan siger, at grunden til, at vi alle bliver ældre er, at verden har brug for den forståelse og indsigt, der kun kommer med alderen.

Læs også