Debat

Hybride arbejdspladser kræver nye færdigheder hos lederne

Selvom medarbejderne gradvist er på vej tilbage til kontorerne, er den hybride arbejdsplads kommet for at blive. Derfor skal ledere i fremtiden udvide paletten af værktøjer for at sikre, at medarbejderne oplever lige så god ledelse virtuelt som fysisk.

Allerede længe før pandemien har mange virksomheder givet deres medarbejdere mulighed for at arbejde hjemmefra og på farten for at skabe et bedre og fleksibelt arbejdsmiljø. Mange undersøgelser - bl.a. fra Københavns Universitet og Stanford University - viser også, at medarbejderne er mere effektive, når de kan være fleksible i forhold til at vælge arbejdssted og -tid. Derfor har vi hos Dell Technologies benyttet os af fjernarbejde i mange år – og med stor succes.

Selvom vi nu er på vej tilbage til kontorerne i forbindelse med den gradvise genåbning, kommer vi tilbage til en ny normal: Fleksible arbejdspladser og hjemmearbejde er nemlig kommet for at blive, og det stiller helt nye krav til lederne, der bliver nødt til at udvide paletten af ledelsesværktøjer.

Sæt turbo på intern kommunikation

For det første skal man som leder være opmærksom på, at det kræver en større kommunikationsindsats i organisationen, når meget foregår virtuelt. Det kan være sværere for lederne at mærke, om medarbejderne er med på idéen, planen eller strategien. Det gælder både for hele virksomheden og i de enkelte afdelinger, hvor alle mærker den øgede distance. Mit råd er derfor at kommunikere mere og oftere om virksomhedens mål, handlingsplaner, indsatsområder og ikke mindst hverdagens små og store sejre.

Fokusér på individuel trivsel

Det er meget forskelligt, hvordan vi som medarbejdere har reageret på det tvungne hjemmearbejde. Mange medarbejdere lader til at have skabt sig en bedre work-life balance ved bl.a. at spare transporttiden væk. Ifølge undersøgelsen fra Københavns Universitet, er sygefraværet også faldet. Det skyldes delvist et øget fokus på hygiejne, men jeg er ikke i tvivl om, at hjemmearbejdet i 2020 også har forbedret arbejdsmiljøet for mange vidensmedarbejdere, der har manglet ro og fokus.

Men langt fra alle medarbejdere har trivedes i det tvungne hjemmearbejde. Det kan typisk være børnefamilien, hvor hjemmeskoling har gjort det vanskeligt at arbejde fokuseret uden afbrydelser, eller medarbejdere, der bor alene, og derfor trives med at komme ud og møde kolleger og netværk.

Zoom-udmattelse er ligeledes blevet en udfordring og et decideret begreb. Både de korte uformelle møder ved kaffemaskinen, der ofte kan skabe spontane idéer, og de store interne præsentationsmøder er blevet digitaliserede. Mange medarbejdere er derfor blevet trætte af videomøder og takker i højere grad nej til mange møder. Det er ærgerligt, for de gode idéer, der tidligere er udsprunget fra tilfældig sparring mellem kolleger, vil da gradvist forsvinde. Derfor skal man som leder fokusere mest muligt på de individuelle behov, som medarbejderne – både generelt, men især så længe der er nedlukning.

Det virtuelle håndtryk

Endnu et aspekt af virtuelt arbejde handler om tillid. Der er nemlig en række situationer, hvor man naturligt vil sætte sig i bilen eller flyveren for at møde en kunde på vedkommendes hjemmebase. Det er en naturlig del af at opbygge et tillidsforhold – og vi mangler samtalen, mens kaffen bliver hældt op og til den efterfølgende fælles frokost. Derfor er det vigtigt at gøre plads til den mere uformelle samtale på de virtuelle møder, der skal udvikle relationer, så møderne ikke er 100 pct. agendafokuserede og for stramt styret.

Fokusér endnu mere på trivsel

Medarbejdertrivsel handler også om at tage alle de gode erfaringer med fra hjemmekontoret og kombinere dem med alt det bedste, som en fysisk kontorarbejdsplads kan byde – og tilpasse arbejdssituationen bedst muligt til den enkelte medarbejder. Sørg for løbende at måle medarbejdertilfredsheden, og følg op med relevante tiltag.

Til de medarbejdere, der foretrækker at arbejde hjemmefra i overvejende grad, er det vigtigt, at deres hjemmearbejdsplads er indrettet ergonomisk optimalt med alt, hvad der hører til fra stol, hæve/sænkebord, headset, skærm og en god og stabil internetforbindelse, så de kan arbejde produktivt fra deres eget hjem. Til medarbejdere, der foretrækker kontoret, er det også vigtigt, at virksomheden gentænker den fysiske arbejdsplads i forhold til ro versus storrumskontorer med et konstant højt støjniveau.

Sørg for at etablere gode processer og procedurer for kommunikationen, så den bliver endnu mere personlig, når den er digital. Snak og skriv direkte med medarbejderne via Slack, Teams, Zoom eller tilsvarende samarbejdsværktøjer, og udnyt de mere avancerede funktioner i videomøderne, herunder AR, VR og virtuelle tavler. Det gør møderne mere interaktive, så alle kan føle, at de er tættere på hinanden og kunderne – selvom de er hver for sig.

For en ting er sikkert: Den hybride arbejdsplads er kommet for at blive.

Læs også