”Rollemodeller” viser, hvordan du ikke skal gøre

»Jeg rejser de fleste af ugens dage og siger godnat til mine børn på Skype fra et hotelværelse i Tokyo eller et andet sted i verden.«

Eller

»Mine klienter er amerikanske, danske og franske virksomheder. Jeg rejser derfor meget hver eneste uge. Jeg har tre aupairs og har ofte en af dem med på rejserne.«

Eller

»Jeg havde barsel i to uger; herefter kom min mand forbi kontoret, når jeg skulle amme, og efter to måneder stoppede jeg amningen, for jeg havde brug for at være i Jylland fire af ugens dage. Min mand er chef for 300 medarbejdere, så han har et mindre job end jeg…«

Eller

»Min teenagepige har fået en OCD-diagnose, så jeg er begyndt at stable en professionel bestyrelseskarriere på benene, så jeg kan være lidt mere sammen med hende.«

Alle sætningerne har jeg hørt i samtaler med kvinder i erhvervslivet. De er ikke opdigtede og de er citeret korrekt. Alle afsenderne har været udråbt til at være rollemodeller internt i deres virksomheder. Og i en eller flere af de landsdækkende aviser.

Jeg skriver her om kvinder (og ikke mænd), fordi der er tendens til at vi udråber succesfulde karrierekvinder til at være rollemodeller for yngre kvinder. For at give yngre kvinder håb og et landkort. En rollemodel.

For at der ikke skal være tvivl: Jeg er – naturligvis – fortaler for kvinders lige ret til muligheder (og har skrevet flere klummer om dette). Jeg har en cand.merc. og en fortid i McKinsey og BCG - som blandt andre er leverandør af ovenstående slags citater - men jeg har også senere taget en uddannelse i gestaltterapi.

På den uddannelse brugte vi et år på at forstå betydningen af tilknytning. Senere har jeg kaldt tilknytningsteorien for ”verdens vigtigste teori”. De fleste af de udfordringer, vi har i voksenlivet, kan på den eller anden måde forstås – helt eller delvist – ved hjælp af tilknytningsteori. Endelig er jeg selv mor og forælder.

Før jeg får en ”Sørine Gottfredsen” skudt i skoene, vil jeg også skynde mig at sige, at jeg er helt med på, at der er fædre i ligningen. Ofte virkeligt gode, dedikerede og ansvarsfulde af slagsen. Der er også mange eksempler på kvinder og mænd, der formår at have en imponerende karriere OG være en tilstedeværende og nærværende forælder. Hurra for det! Det er ikke dem, som denne klumme handler om.

Jeg synes, at de kvinder, jeg citerer indledningsvist – og som jeg kender personligt – er inspirerende, dygtige og imponerende robuste og vedholdende.

Jeg synes også, at det er en fejl at udråbe dem til at være rollemodeller. Det er de ikke. Udnævnelsen af dem som rollemodel kan have fatale konsekvenser. For yngre kvinder, for dem selv og for deres børn.

Fejlen består i, at de der udråber dem, kun kigger på forsiden. De kigger på deres professionelle adfærd og resultater. Men et menneske er ikke kun forside og professionel. Og enhver udnævnelse til rollemodel bør tage hele mennesket i betragtning.

Konsekvensen af fejltagelsen er, at vi hylder det halve menneske, der giver alt til arbejdet, men svigter de nærmeste relationer og sig selv.

For at forstå svigtet kan vi kort se på betydningen af tilknytning. Altså kvaliteten af det bånd, der er mellem mennesker, f.eks. forælder og barn. Min påstand er, at tilknytning hører til i bunden af Maslows pyramide. Det er livsvigtigt. På linje med mad og vand.

Her er en historie, der illustrerer dette. I 1960’erne udførte Harlow, en amerikansk psykolog, et interessant eksperiment blandt aber. Aber er som bekendt flokdyr, og Harlows eksperiment gik ud på at fjerne en nyfødt abeunge fra moren og resten af flokken, når ungen var et par timer gammel. I stedet fik abeungen to surrogatmødre. Den ene var lavet af ståltråd. Den anden af blødt bamsestof. Begge mødre havde fået en sutteflaske med mælk sat fast på sig.

I alle forsøgene søgte abeungen hen til stofmoren.

Nu kommer det interessante: Efter noget tid fjernede Harlow sutteflasken, der var sat fast på stofmoren. Der var således kun mad hos ståltrådsmoren. Alligevel blev abeungen ved med at søge hen til stofmoren. Det var kun lige, når ungen blev sulten, at den gik hen for at suge mælk hos ståltrådsmoren.

Selvom eksperimentet er mere end 50 år gammelt, og tilknytningsteorien ligeså, er det stadig relativt ny viden, og moderne arbejdspladser er stadig ikke indrettet tilstrækkeligt efter det.

De kvinder, jeg skriver om her, skal præstere i nutidens virksomhedsstrukturer, som gør det svært for dem at tage valg, der ikke har en dyster bagside. Det kommer vi til at gøre op med i fremtiden, hvor rammer, strukturer og processer tager afsæt i en langt større forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. På og udenfor arbejdspladsen.

Louise Orbesen