Debat
BREAKING

Kønskvoter er Radikal symbolpolitik

Erfaringerne fra Norge med kønskvoter i bestyrelser bør inddrages i den danske debat, hvor De Radikale igen har skiftet kurs.

Med De Radikales kursændring i forhold til kønskvoter er debatten blusset op igen. Det er ellers ikke mange måneder siden, at det ikke var radikal politik med kvoter, og før har partiet endda været for. Men man har som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt, særligt som radikal.

Så nu vi har debatten, så lad os i det mindste tage den kvalitativt, på baggrund af fakta og erfaringer, og ikke på baggrund af skiftende radikale holdninger.

Fakta og erfaringer har vi nemlig rigeligt af. Vi skal bare kigge lidt mod nord, hvor man i Norge siden 2008 har haft krav om mindst 40 pct. af det underrepræsenterede løn - i praksis kvinder - i bestyrelser.

I forbindelse med, at dette blev indført, er antallet af selskaber underlagt kvoteringen blevet halveret, og antal bestyrelsesposter naturligt udledt ligeså. Virksomhedsejerne lod simpelthen virksomhederne om- eller afregistrere for at undgå indgrebet.

Andre tankevækkende effekter man så i Norge, og som man kunne tænke sig også ville ske i Danmark, er:

  • En lille gruppe kvinder, de såkaldte gyldne skørter, har besat bestyrelsesposterne som følge af kravet. Det er erfarne erhvervskvinder, som allerede havde tunge poster i erhvervslivet. Det vil naturligvis være godt for Stine Bosse og en lille privilegeret gruppe, men det vil ikke gavne kvinder som helhed.
  • Procentvis er tiltaget naturligvis en succes. De selskaber som er underlagt kravet, overholder det i store træk. I faktiske tal er det nærmere en fiasko, da antallet af kvinder i de færre antal bestyrelser ikke er steget af en nævneværdig karakter. Det er en forloren sejr.
  • Sverige har ikke kvoter, men næsten samme antal kvinder i bestyrelser som Norge. Det tyder måske snarere på, at effekten af mere lige barsel spiller ind.
  • Loven har ikke haft nævneværdig effekt på andelen af kvinder i øvrige bestyrelser eller kvindelige topledere. Man har simpelthen ikke set, at en regulering af bestyrelser har betydet noget for kønsfordelingen i ledelser. Så kvinder bestemte sig ikke bare for at ansætte andre kvinder uagtet kvalifikationer? Interessant, for det var jo påstanden at mænd er biased og ubevidst kommer til at gøre det modsatte.
  • Lønforskellen mellem mænd og kvinder i ledelsespositioner er heller ikke reduceret mere i Norge end i lande uden kvoter, som følge af førnævnte.

Ret skal naturligvis være ret. Fordelen ved at have kvoter, og dermed en større andel kvinder i bestyrelser, er naturligvis en udjævning af førnævnte ubevidste bias hvor man(d) ubevidst tilvælger det man(d) kender, eksempelvis en midaldrende mand fremfor en yngre kvinde, til trods for lige kvalifikationer. Den ubevidste bias må man ikke være blind for, og en mere jævn repræsentation vil medvirke til at nedbryde stereotyper. Den er jeg med på. Men hvis vi snakker om kvoter som redskab, er der bare ikke meget der tyder på en effekt, der retfærdiggør den positive særbehandling.

Hvad har mon så gjort, at De Radikale på få måneder har ændret holdning og ikke længere er imod kvoter? Med mindre end to år til folketingsvalg, en måned til kommunalvalg, og med en masse dårlige sager og tabte mandater, har det “social-liberale” parti behov for at være mere sociale end liberale.

Behovet for at have et projekt er altså så stort, at det skal ske på bekostning af virksomhedsejernes frihed til at sammensætte sine bestyrelser frit. Det er svært ikke at få mistanken om rendyrket symbolpolitik.

Læs også