Forbrugerne skal med, hvis vi skal nå målet

Klimatopmødet COP26 i Glasgow bekræftede (heldigvis), at der trods fodslæben og sidste øjebliks omformuleringer stadig er global politisk tilslutning til en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader og til en acceleration i klimaindsatsen.

COP’en bekræftede også, at store dele af erhvervslivet for alvor har meldt sig ind i klimakampen med nye udmeldinger og pres på politikerne fra blandt andet flere investorer og store globale virksomheder.

Selvom vi nok er flere, der kunne have tænkt os, at der var kommet endnu mere ud af de to ugers forhandling, viser Glasgow os, at det er, når politikere og virksomheder presser hinanden på klima, at tingene kan tage fart.

FN taler decideret om det, organisationen kalder “ambition loop”, hvor politikere og erhvervsliv kommer ind i et positivt feedback-loop, hvor den ene parts klimahandling skubber den anden part i en mere klimaambitiøs retning. Politikerne kan således ved at udstikke en ambitiøs klimaretning og sørge for et juridisk rammeværk gøre det attraktivt for virksomheder at klimaomstille sig. Virksomhederne kan, som vi har set flere gange over de seneste år, med høje klimaambitioner åbne døren til ny regulering og direkte presse politikerne i en mere grøn retning.

Men i det loop, som FN taler om, mangler en væsentlig part - nemlig os som privatforbrugere og behovet for reduktion i vores individuelle klimaaftryk. Forbrugeren er en af de største udfordringer ved klimaomstillingen og 1,5 graders-målsætningen lige nu, fordi vores adfærd og forbrug sætter sig dybe spor på klimaet.

En analyse fra Cambridge University støttet af den danske klimafond KR Foundation viser, at det i dag mere end 70 pct. af den globale CO2-udledning, der kan spores tilbage til vores privatforbrug. Ydermere er ændringer i vores forbrug en forudsætning for, at både virksomheder og politikere kan rykke så hurtigt, som 1,5 graders-målsætningen forudsætter.

Derfor er og bliver adfærd og forbrug de kommende år en af de helt store emner - og nok også kamppladser i klimaomstillingen både herhjemme og globalt.

Hvordan får vi danskerne til at vælge elbilen, spise mindre kød og rejse mindre til Thailand? Og hvordan løser vi i et globalt perspektiv udfordringen med en voksende middelklasse, som også vil flyve og spise mere kød?

Det er uden tvivl ikke nogen nem opgave, selvom vi de seneste år har set en stadig voksende klimabevidsthed i befolkningen - både herhjemme og i mange andre lande. Undersøgelser viser gang på gang, at danskerne er klimabekymrede i stor stil, og at det store flertal gerne vil mindske deres klimaaftryk. Men de samme undersøgelser viser også, at der er en meget klar begrænsning for langt de fleste forbrugeres klimavillighed rækker - at når det hedder cyklen i stedet for bilen, grøntsagen i stedet for bøffen eller sommerhuset i stedet for Thailand, bliver det lidt sværere for os.

Netop vores adfærd og forbrug er derfor også noget af det, som regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet sidder og kigger på. Blandt andet har medlem af rådet og professor Katherine Richardson direkte sagt, at 1,5 graders-målet både “kræver en hurtig indfasning af nye teknologier, og det kræver en ændring af vores adfærd og forbrug.” Klimarådet anbefaler desuden klart en bred CO2-afgift, der gør de klimatunge forbrugsvarer dyrere og argumenterer for, at det er det bedste middel til at realisere de nødvendige adfærdsændringer.

Det er i dag også et område, som regeringen begynder at kigge på. I dens klimaprogram for 2021 var der således et afsnit om adfærd. De har Ungeklimarådet og det nationale klimaborgerting og i det små igangsat tiltag primært på fødevarer- og uddannelsesområdet. Men alt det, vi som forbrugere køber på Wish, vores flyture om på den anden side af jorden og madvarerne i vores indkøbskurv, der er fløjet eller sejlet ind, er slet ikke talt med i Danmarks klimamål om 70 procent reduktion i 2030. Forslaget med kødfrie dage i statslige kantiner blev fejet af bordet, nærmest inden det kom ud, og indtil videre har man syltet CO2-afgiften i et ekspertråd, så den del har også lange udsigter.

Og selv om mange virksomheder i dag rykker hurtigt og ambitiøst på klimadagsordenen, er det stadig svært at balancere profit og klimabevidsthed, og det stiller virksomheder over for svære valg og fravalg. Det vidner tydeligt om, hvor vigtigt det er, at alle tre aktører - politikere, virksomheder og forbrugere - indgår i et endnu stærkere og for klimaet positivt feedback loop. Og det haster. For vi kommer ikke uden om, at klimasikring af vores forbrug er nødvendigt for at nå målet om 1,5 grad, som COP26 trods alt formåede at fastholde.

Jakob Mathias Wichmann