Serier

Denne giftige cocktail truer vores opsparing

Den negative rente og en voksende inflation er gift for opsparingen. Indtil nu har massive kapitalgevinster som følge af rentefaldet skygget for den kedelige kendsgerning.

Negative renter

I en kommentar på Finans og i Jyllands-Posten den 18. december udråbte Lars Nielsen pensionisterne til fremtidens økonomiske vindere, der vil fortrænge det smagløse udtryk ”ældrebyrden” fra det politiske vokabularium og hensætte Ældre Sagen i uvirksomhed. Men inden vi sælger skindet, lad os da se på, hvad der skabte en generation af velhavende pensionister.

Det var regeringen Schlüter, der skabte forudsætningerne for den kraftige vækst i pensionsformuerne. Poul Schlüter kom til magten i september 1982. Inden der var gået et halvt år, havde regeringen suspenderet dyrtidsreguleringen; fire år senere blev ordningen endeligt afskaffet ved lov. Det lykkedes at tage luften ud af den altfortærende inflation. Det kunne igen betale sig at spare op.

Grunden til arbejdsmarkedspensionerne blev lagt med en trepartsaftale i 1987. Arbejdsmarkedspensionerne kom med i overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked i 1989 og to år senere på det private arbejdsmarked. I 1989, da pensionsbidraget ramte lønsedlen, var den effektive obligationsrente 9,8 pct. p.a.; inflationen var 4,8 pct.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Men det skal vel også kunne betale sig at spare op?

Jørn Astrup

Pensionsopsparingen blev således forrentet med en realrente på 4,8 pct. årligt (renten korrigeret for inflation). Udtrykt i købekraft voksede en opsparing på 100 kroner på et år til 104 kroner og 80 øre. Realrenten faldt senere men lå frem til finanskrisen typisk på et niveau på et par pct. p.a.

Helt anderledes forholder det sig i dag. Den effektive obligationsrente andrager 1,45 pct. årligt, mens inflationen løber op i 3,8 pct. Det efterlader os med en negativ realrente på 2,3 pct. p.a.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Men det skal vel også kunne betale sig at spare op? Det kan det ikke med gældende realrente. Efter et år er købekraften af 100 kroner faldet til 97 kroner og 68 øre. En negativ realrente forudsætter en ganske væsentlig forøgelse af opsparingen, såfremt vi som pensionister ønsker at fastholde en uændret levestandard.

Inflationen er på sit højeste niveau i 13 år. Og Nationalbanken – kronens vogter – der har lovet at holde inflationen i ave, så den ikke kommer over 2 pct. p.a., låner ud til en rente på -0,45 pct. Indlånsrenten er naturligt nok endnu lavere, -0,6 pct. Det er ved til inflationsbålet. Nationalbanken er blevet offer for en illusion.

Nationalbanken antager, at en fast kronekurs over for euroen fører til en lav inflation. Men herre jemini. Synspunktet gav god mening indtil 1999, da den danske krone stod i et fast forhold til den tyske D-mark, der var en stærk valuta. Det er euroen ikke.

Stabile priser er målet ifølge Nationalbanken; den faste kronekurs er midlet. Men ak, i dag er alt som forandret. Den faste kronekurs over for euroen er blevet det altoverskyggende mål. For at fastholde en (for) lav kurs på kronen har Nationalbanken i en årrække opereret med negative renter. Det skal være ufordelagtigt at holde danske kroner. For udenlandske aktører – og for danske borgere. Men er det virkelig foreneligt med Nationalbankens formålsparagraf, hvorefter banken har til opgave at opretholde et sikkert pengevæsen?

Nationalbanken har længe ”skygget” ECB’s ledende rentesatser for at fastholde en uændret kronekurs over for euroen, og man har gjort det i forventning om, at det ville føre til en lav inflation. Men Nationalbanken kan ved hjælp af sine rentesatser ikke på én gang fastholde en lav kronekurs og bekæmpe inflationen.

En lav kronekurs og en negativ rente er i øvrigt hver for sig og tilsammen inflationsskabende. ECB – og Nationalbanken – synes de facto at have opgivet inflationsmålet på 2 pct. Med whatever it takes er ECB optaget af at sikre, at intet land i eurozonen falder over bord. Og da slet ikke Italien – en af EU’s founding fathers.

Flere middelhavslande er begravet i gæld – til blandt andre ECB – uden udsigt til at kunne forrente gælden, medmindre renten da er nul eller negativ! Selvsagt kan det være fristende, også for långiver, at lette gældsbyrden med en kontrolleret inflation, der har samme virkning som en gældseftergivelse. Men i modsætning til en gældseftergivelse skal tabet på grund af inflation ikke bogføres!

Måske fører ECB blot ”nødvendighedens politik”. Men hvorfor skal der i Danmark føres samme pengepolitik som i Italien og Grækenland?

Godt nytår – alligevel.

jorn@jastrup.com

Læs også
Top job