Serier

Centralbankerne letter foden fra speederen

Høje inflationstal får centralbanker overalt på kloden til at skærpe retorikken og stramme pengepolitikken – bare ikke i Danmark.

Corona rammer verden

Selvom dansk økonomi er i topform, venter vi fortsat med længsel på den dag, hvor hverdagen vender tilbage til normalen, og alt bliver som før pandemien. Men de rekordhøje smittetal på globalt plan tyder desværre på, at det fortsat kommer til at vare et stykke tid endnu. Og når det endelig sker, bliver det ikke som et verdensomspændende Big Bang, men gradvist og i forskelligt tempo fra land til land, fra kontinent til kontinent.

Det samme gør sig gældende for pengepolitikken. Der er faktisk allerede en række lande, som i lyset af en solid økonomisk udvikling og kraftigt stigende inflation er begyndt at sætte renten op, mens andre snart vil følge efter og andre igen vil vente længe endnu.

Fokus på de finansielle markeder retter sig naturligvis mod de to store centralbanker, nemlig Federal Reserve (Fed) i USA og ECB i euroområdet. Det er to banker, som historisk har været meget forskellige i deres handlingsmønstre. Fed er kendt som den aktive centralbank, der er på forkant med udviklingen, lydhør over for markedsreaktioner og hurtig på aftrækkeren. ECB er til gengæld reaktiv og lader sig kun sjældent påvirke af markedernes vurdering af de pengepolitiske beslutninger.

Det kan derfor heller ikke undre, at det er Fed, som nu står klar med en snarlig og markant stramning af pengepolitikken i lyset af den voldsomme stigning i inflationen. Faktisk lægger forbundsbankdirektør Jerome Powell & Co. nu op til allerede i løbet af foråret at sætte renten op og derefter snart at påbegynde en reduktion af sin enorme beholdning af obligationer. Det er den primære årsag til den ret kraftige markedsreaktion i form af stigende renter og faldende aktiekurser, som opstod i kølvandet på offentliggørelsen af referatet af rentemødet i december.

Også i euroområdet er inflationen steget markant. Men i modsætning til kollegerne i den amerikanske forbundsbank har de europæiske centralbankchefer ikke haft travlt med at annoncere et snarligt skifte i pengepolitikken. På det seneste møde i december fremhævede formanden for ECB, Christine Lagarde, nok, at den for længst planlagte afvikling af pandemiprogrammet til marts står ved magt, men til gengæld vil banken øge opkøbene af statsobligationer og andre værdipapirer under det ordinære opkøbsprogram i hvert fald frem til oktober i år. En stigning i de pengepolitiske renter kommer tidligst på tale mod slutningen af 2023. Det er et politik-mix, som alt andet lige vil resultere i en stejlere europæisk rentekurve fremover.

Men banken er dog på det seneste begyndt at lufte tanker om, at inflationen måske kan bide sig fast på et højere niveau end målsætningen på 2 pct., hvis den grønne omstilling viser sig at føre til større prisstigninger end hidtil forudset. F.eks. hvis indførslen af CO2-afgifter fører til stadigt stigende energipriser og inflationsforventninger blandt husholdninger og virksomheder.

Fastkurspolitikken står mejslet i sten, og det er også det bedste for dansk økonomi på lang sigt.

Helge J. Pedersen

Det fremgik af en tale, som ECB’s tyske direktionsmedlem Isabel Schnabel fornylig holdt på et virtuelt møde i Den amerikanske Bankforening. I givet fald kan det betyde, at banken må opgive at se gennem fingrene på den høje inflationsrate og reagere med en stramning af pengepolitikken hurtigere og stærkere end ellers antaget.

Som udgangspunkt kan vi dog forvente, at de korte renter forbliver negative længe endnu også herhjemme, da Nationalbanken som bekendt skygger ECB af hensyn til fastkurspolitikken. De lange renter vil dog følge den internationale tendens og bevæge sig yderligere opad i takt med stramningen af den internationale pengepolitik. Noget som vil kunne få betydning for både aktie- og boligmarkedet, som er steget eksorbitant over de seneste år.

At Danmark så lige nu befinder sig i en situation, hvor normaliseringen af pengepolitikken efter min mening kun kan gå for langsomt, er der ikke noget at gøre ved. Fastkurspolitikken står mejslet i sten, og det er også det bedste for dansk økonomi på lang sigt. Men det betyder til gengæld, at kravene til finanspolitikken som det konjunkturregulerende instrument bliver så meget desto større. Aktuelt er der nemlig en betydelig risiko for, at det danske arbejdsmarked står over for en overophedning. Om den varslede stramning i Finansloven for 2022 og andre tiltag til at øge arbejdsudbuddet så er tilstrækkelig til at imødegå udviklingen, vil kun tiden kunne vise.

Læs også
Top job