Globale forsyningskæder er blevet en geopolitisk kampplads

Under covid-19 har vi med al tydelighed set, hvor sårbare vores globale forsyningskæder er. Pludselige leveranceudfordringer hos ganske få globale megafabrikker har ikke bare skabt historiske lange ventelister på mikrochips, men også tvunget bl.a. flere bilproducenter til decideret at stoppe produktionen i flere uger, da de ikke kunne skaffe det nødvendige it-hardware til bilerne.

En forsyningskatastrofe der alene forventes at koste bilindustrien en årlig omsætning på 1,4 mia. kr. Chip er desværre langt fra den eneste vare, der er mangel på lige nu. Hundredvis af containerskibe ligger lige verden over og venter på forsyninger. En situation, der anses som den mest massive afbrydelse af global handel i 25 år.

Det næsten totale kollaps af vores globale forsyningskæder har også medført store prisstigninger. Containerprisen er tidoblet i forhold til prisen inden coronaen, og producentpriserne er steget med 33 pct. i forhold til for et år siden. Den største stigning nogensinde.

Ude godt, men hjemme bedst

Usikkerheden om hele den globale forsyningskæde, prisstigninger og forsinkelser er destruktiv for erhvervslivet. For man kan ganske enkelt ikke overleve med en værdikæde, der ud af det blå er skyld i tabte ordre, mistet omsætning og fremtidig vækst.

Ifølge McKinsey er flere og flere virksomheder da også ved at ændre deres adfærd og gentænke hele deres produktions- og leverandørsetup. I 2020, da coronaen netop var brudt ud, havde blot tre ud af fire virksomheder planer om at forbedre deres supply-chains, så de ville blive mere modstandsdygtige i forhold til fremtidige kriser. Bare et år efter i 2021 havde 92 pct. allerede implementeret sådanne planer. En enorm forandring på bare et år. Men også en adfærdsændring, der potentielt kommer til at redefinere stort set hele det fundament, vi har bygget op siden den industrielle revolution.

Da Just-in-Time blev til Not-this-Year

En stor del af den globale samhandel er bygget op af to stærke økonomiske principper, som nu bliver udfordret på baggrund af det globale sammenbrud af forsyningskæderne.

Det ene handler om at købe ind, hvor det er billigst. Her har Asien i årevis været dem der kunne tilbyde så lave produktionsomkostninger, at det stadig var en god business case på trods af den ekstra logistikomkostning.

Det andet handler om Just-in-Time eller Lean-princippet, som var en revolution, da det kom frem i 70’erne. Princippet handler om at have så lille et lager som muligt, ved kun at bestille lige netop det hos leverandøren, som kan sendes videre til slutkunden med det samme.

Begge principper har fordret, at man finder færre, ja måske ligefrem kun en leverandør, at danse med, da det ellers ville være helt umuligt at få koreograferet leverancerne, så de ankom præcis, når der var behov for det. Den afhængighed er blevet udstillet under pandemien. I vores ræs mod at sænke omkostningerne har vi glemt, at vi samtidig også koncentrerede vores risiko til få og geografisk fjerne leverandører. Og den strategisk blinde vinkel rammer alle leder af vores samfund benhårdt lige nu.

Fremtiden ligger i baghaven

Det giver derfor god mening, når vi f.eks. ser Intel planlægge egne chipfabrikker til hjemmemarkedet i USA eller Tesla, der bygger fabrikker i Tyskland for at sikre leverancerne til Europa.

Men de er langt fra de eneste, der har planer om at dyrke deres fremtid fra egen baghave. Faktisk fortæller næsten 90 pct. af virksomhederne, at de indenfor de næste tre år ville flytte deres værdikæde geografisk tættere på dem selv.

Et mareridtsscenarie for de lande, der har baseret deres vækst på international samhandel. For de risikerer at miste en stor del af deres økonomiske fundament på ganske få år. Men det er også en erhvervsmæssig forandring at potentielt tektoniske dimensioner.

Hvis bare en lille del af de 90 pct., der planlægger at flytte værdikæden fysisk tættere på dem selv, rent faktisk gør det, vil det betyde et helt nyt produktions-, leverance- og logistiksetup indenfor stort set alle brancher og industrier. En forandring der, hvis den gennemføres rigtigt, kan åbne døren for flere lokale producenter og leverandører, skabe helt nye job og få udbredt brugen af nye grønne teknologier. Men forandringen kommer ikke af sig selv.

En god revolution kræver mod og mennesker

Alle store samfundsforandringer har krævet mod og ikke mindst almindelige mennesker til at gennemføre dem. For de stigende råvare- og energipriser har også stor betydning for den almindelige handlende. Senest kunne på TV 2 kunne se, hvordan Mesterbageren i Haslev økonomisk er i knæ pga. de stigende priser. Der ligger derfor en politisk opgave i at hjælpe alle virksomheder med, hvordan de kan få mindre elforbrug og adgang til flere lokalt producerede råvarer, så de kan forblive konkurrencedygtige og i live.

For med de markant stigende energipriser er det ikke kun borgere, erhvervsliv men også klimaet der lider, da det øger efterspørgslen og prisen på sort energi. Så vi skal handle hurtigt og vi skal handle nu, for at sikrer at fremtidens værdikæder bliver bæredygtige, så vi skifter sort energi ud med eksempelvis Power-to-X (P2X) eller skaber reelle regenerative værdikæder.

Og det globale kapløb for nye energiformer som P2X er i gang, og selvom vi i Danmark både har viden og vind, mangler vi stadig viljen til at sikre skala og tænke nyt, når det handler om investering i infrastruktur.

For ”magten bor i denne verdens infrastrukturer”, men det handler i dag om meget mere end broer og veje. Det er på høje tid, at vi viser den samme omstillingsparathed i forhold til den kommende forandring af vores værdikæder. At vi giver plads til en ny industrirevolution, der kan forandre vores samfund og skabe ny vækst og velstand – direkte fra vores egen grønne baghave.

Natasha Friis Saxberg