Forkerte påstande forpurrer debatten om øget arbejdsudbud
Højere lønstigninger og større arbejdsudbud er ikke hinandens modsætninger, som flere debattører påstår. Desværre forpurrer disse misforståelser og skræmmebilleder debatten om behovet for mere arbejdskraft.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Der har bredt sig en misforståelse om, at øget arbejdsudbud vil lede til varigt lavere lønninger for lønmodtagerne. Nogle debattører har således fået den opfattelse, at virksomhederne blot ønsker at øge arbejdsudbuddet for at holde lønnen i ro. Det er imidlertid noget vrøvl, som forpurrer debatten om nødvendigheden af at sikre virksomhederne flere hænder og hoveder.
Det, som er afgørende for lønudviklingen, er ikke arbejdsudbuddet, men produktivitetsudviklingen. På sigt er lønudviklingen nemlig knyttet til produktivitetsudviklingen, hvilket også historisk set har været tilfældet. Når danske lønninger internationalt set ligger i den høje ende, skyldes det netop, at medarbejderne har en høj produktivitet. Det har ikke noget at gøre med, om arbejdsudbuddet er stort eller lille.
Den tætte sammenhæng mellem løn og produktivitet er en central egenskab i de fleste makroøkonomiske modeller. I Finansministeriets nye økonomiske model, MAKRO, som er blevet rost af både danske og internationale forskere, er det ligeledes sådan, at reformer, som øger arbejdsudbuddet, ikke påvirker lønnen på sigt.
Et ophedet arbejdsmarked kan naturligvis give anledning til midlertidige højere lønstigninger end ellers – og højere end produktiviteten ville tilsige. Men den effekt har lønmodtagerne ikke glæde af ret længe. Hvis lønnen kommer ude af trit med produktiviteten, vil det kræve en efterfølgende lavkonjunktur, som har store økonomiske omkostninger.
Det så vi efter finanskrisen, hvor tømrermændene efter lønfesten i 2007 og 2008 ledte til en årrække med høj ledighed og afdæmpet lønfremgang. Der er en høj pris at betale ved en overophedning – ikke mindst for de lønmodtagere som mister deres job.
Det er derfor, at DA argumenterer for at dæmpe presset på arbejdsmarkedet gennem initiativer som øger arbejdsudbuddet. Dette er for at sikre et balanceret opsving, der ikke kører af sporet, som vi så under finanskrisen. Omkring 4 ud af 10 virksomheder melder i dag om mangel på arbejdskraft, hvilket er værre end situationen op til finanskrisen. Det haster ganske enkelt med handling fra Christiansborg.
Når arbejdsudbuddet skal øges, er det også fordi, at vi både på den korte og lange bane ser ind i en situation med mangel på arbejdskraft. Vi har ikke længere medvind fra effekten af tidligere reformer, som rinder ud i disse år. Og med regeringens økonomiske politik, som indtil videre har reduceret arbejdsudbuddet, bliver det til stiv modvind.
Højere arbejdsudbud og højere lønstigninger er ikke hinandens modsætninger. Og kigger vi på udviklingen de seneste ti år, kan vi se, at både lønningerne og arbejdsudbuddet er steget. Modstanderne af nye reformer skal derfor stoppe med at tegne skræmmebilleder af, at virksomhederne ønsker et større arbejdsudbud for at holde lønnen i ro, når virkeligheden er en anden. Som samfund bliver vi alle rigere af at få flere i beskæftigelse.

