Når bæredygtighed betragtes gennem bakspejlet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Forestil dig en større dansk virksomhed, hvor økonomidirektøren ikke løbende følger op på de finansielle tal undervejs i året, men i stedet beder om tålmodighed fra ledelse og aktionærer, indtil det endelige resultat ligger klart i begyndelsen af næstkommende regnskabsår.

Det ville angiveligt være en økonomidirektør, der ikke sad specielt trygt i sædet. Ikke desto mindre er det en lignende udfordring, som de fleste virksomheder, små som store, står over for, når de skal måle på deres negative bæredygtighedspåvirkninger og effekten af de nye tiltag, der skal mindske dem.

De seneste måneders eksempler med virksomheder, der anklages for at pynte sig med lånte fjer eller andre instanser, som udelader usikre data fra internt materiale, sætter en tyk streg under, at data er det nye sort, når vi snakker grønt.

De fleste virksomheder har indset, at de har et samfundsansvar og bør bidrage til, at vi kan undgå de værste følgevirkninger af klimaforandringerne. Det gøres bedst ved at holde temperaturstigningen så tæt på de 1,5 grader som muligt, og her er der desværre et gab mellem den oprindelige ambition fra Paris til de nuværende nationale forpligtelser til reduktioner, trods utallige klimatopmøder.

Der er mange måder, virksomheder kan sætte mål, hvor især Science Based Targets Initiative har vundet frem de seneste år. Her har bl.a. størstedelen af C25-selskaberne på det danske aktiemarked forpligtet sig til i nogen grad at bidrage til, at verden kan begrænse temperaturstigningen til et sted mellem 1,5-2 grader.

Men igen begynder det hele med data. En af de store udfordringer ved måling af CO₂-udledning er, at danske virksomheders udledninger i høj grad ikke finder sted på egen matrikel men i stedet i værdikæden. Carbon Disclosure Project anslår i en 2020-rapport at der findes gennemsnitligt 11 gange så mange udledninger i værdikæden som fra egne maskiner og fabrikker. Netop derfor er det bydende nødvendigt, at virksomheder tager ansvar for deres samlede påvirkning, hvilket skaber et enormt behov for rapportering op og ned i værdikæden.

Men modsat økonomiske tal, som kan knyttes til saldobalance, fakturaer, mv., er der ikke et bredt accepteret format eller modus for, hvordan CO₂-udledninger løbende afrapporteres, hvilket kan give en mærkbar forsinkelse på tallene for bæredygtighed og i sidste ende resultere i problemer med at leve op til de mål, der er meldt ud. Der er især to elementer, som gør disse forsinkelser kritiske:

Det første er effekten: I sidste ende bliver bæredygtigheden realiseret ude i forretningen; de store skred sker for eksempel, når pres på globale værdikæder gør, at der indkøbes stål fra andre leverandører end normalt, eller når produktionen flyttes fra Norge til Polen, hvor strømmen er markant mere CO₂-udledende.

De bedste virksomheder arbejder med værktøjer og metoder til at udregne og simulere påvirkningen af beslutningerne undervejs, når de tages, mens øvrige virksomheder forhåbentligt har ansvaret for bæredygtighed forankret det rette sted til at det tages med i ligningen, når fundamentale ændringer foretages.

Det andet element er frekvensen: Hvis ikke man er bevidst om, at små ændringer kan have store konsekvenser, kan hyppigere måling og afrapportering muliggøre, at der løbende kan kurskorrigeres – hvis ikke månedligt så kvartalsvist.

Problemstillingen understreger ligeledes behovet for tværgående, internt samarbejde i virksomhederne. Bæredygtighed har mange steder tidligere været forankret i for eksempel en kommunikationsafdeling for at fortælle om, hvordan virksomheden arbejder med bæredygtighed. Men det er tiltagende mere almindeligt, at økonomifunktioner har eller får ansvar for løbende at levere tal, eller at indkøbsafdelingen sørger for, at bæredygtighed tænkes ind i deres processer, således at målet nås.

Datas vigtighed bliver yderligere understøttet af nye krav, der træder i kraft de kommende år, for hvordan virksomheder af en vis størrelse rapporterer deres påvirkning af miljø-, social og virksomhedsdriftsdagsordenen. Og forhåbentligt lykkedes det Folketingets parter at nå til enighed om en tilpas ambitiøs CO2-afgift som et afgørende virkemiddel til at nå målene i den ambitiøse og bindende klimalov.

I sidste ende er der flere veje til at nå det samme mål, og tiden må vise, hvilke platforme og løsninger der ender med at blive de rigtige. Det eneste sikre er, at verden ikke kan vente for længe, hvis vi skal nå det kollektive mål, og indtil da risikerer vi at styre efter bakspejlet.