Der findes et bedre alternativ til virksomhedernes klimamål
Private virksomheder er i væsentligt omfang begyndt at anvende klimamål. Det er positivt men samtidig risikabelt at sætte sin lid til, at globale klimamål bliver rettidigt opfyldt gennem selvvalgte mål. En global CO2-afgift er et bedre alternativ.
Luftfartsselskabet SAS indfører egne CO2-mål for brændstofforbruget. Maersk Line er ved at indføre metanol som brændstof på containerskibene, selvom det umiddelbart er dyrere. Novo Nordisk har sat det ambitiøse mål at være CO2-neutral i 2030.
Senere er mange multinationale selskaber verden over fulgt efter, ofte med målet om at være CO2-neutral i 2030. Omfanget af denne udvikling har medført, at udarbejdelsen af klimamål er blevet systematiseret under betegnelsen Science Based Targets (SBT), som er en slags global kvalitetsstempel på området.
Økonomisk set kan virksomheders klimamål og SBT betragtes som et ikke-markedsbaseret middel til at afhjælpe problemer med eksternaliteter som miljøpåvirkninger og klimabelastning forbundet med CO2-udledning og anden forurening. For at realisere sådanne klimamål kræves afhængig af branche ofte betydelige investeringer og omlægning af produktion og processer, som ud fra en finansiel kalkule ikke er det bedste alternativ på kort sigt.
Klimadagsordenen blandt forbrugerne gør dog, at klimatiltag via omdømmeeffekter på lang sigt kan bidrage positivt til kundeloyalitet og omsætning og dermed til hovedmålet profit. I et sådant regime kan det for virksomheder i forbrugerrettede brancher, hvor image er vigtigt, og hvor de fleste af konkurrenterne har annonceret klimamål, være for risikabelt at melde sig ud af klimadagsordenen.
I en værdikædebetragtning kan der også være et incitament eller pres for at indføre klimamål, når virksomhederne øverst i værdikæden for at nå egne klimamål sætter krav til underleverandørernes klimaaftryk. Også mht. tiltrækning af de rette medarbejdere - nok især den yngre del - har godt omdømme indenfor bæredygtighed betydning.
I betragtning af den betydelige del af klimaproblemerne, der hidrører fra private virksomheders aktiviteter, er disse klimamål selvfølgelig vigtige og positive. Men tiltagene er frivillige (ingen garanti for gennemførelse og dermed klimaeffekt) og ukoordinerede, hvilket besværliggør styring af processen og sikring af overordnet målopfyldelse.
Der kan således i nogle brancher - såsom dem med lav opmærksomhed fra forbrugerne og samfundet - være et incitament til freeriding, altså at undlade at foretage klimaforbedringstiltag og dermed opnå en omkostningsfordel overfor de konkurrenter, der foretager disse tiltag.
Det er endvidere letkøbt for virksomhederne her i 2022 at melde ambitiøse mål ud om 2030, som man ikke er juridisk eller økonomisk bundet af og så score en gevinst på imagekontoen på forhånd. En form for greenwashing. Der er reelt ingen sikkerhed for, at målet bliver nået og de nødvendige tiltag implementeret, ligesom der kan være en tilskyndelse til at udskyde tiltag, når deadline er i 2030, således at vi går glip af positive klimaeffekter i de førstkommende år, hvor behovet for fremskridt er størst.
Når virksomheden selv vælger klimamål og heraf følgende tiltag, kan den finde tiltag der ud fra virksomhedens driftsøkonomi og struktur er optimale, begrundet ved at ingen kender disse strukturer bedre end virksomheden selv. Men dette opnås faktisk også ved en CO2-afgift, hvor virksomheden frit tilpasser sig det ændrede prissignal på omkostningssiden både på kort og lang sigt.
Forvridningen i ressourceallokeringen sker, når der i stedet for en afgift vælges en tilskudspolitik på klimaområdet, hvor myndighederne får den håbløse opgave at skulle udvælge på mikroniveau, hvilke aktiviteter, investering og teknologier der bør fremmes og fortjener tilskud.
CO2-afgiften kan endvidere sikre samtidig optimering på både mikro- og makroniveau, mens de selvvalgte klimamål ikke nødvendigvis giver mest klimamæssig mening på samfundsniveau og heller ikke sikrer, at alle virksomheder anvender klimamål.
Med en korrekt prisfastsat og succesfuldt implementeret global CO2-afgift ville man på de relevante politiske niveauer have mere sikkerhed for at mål (herunder Parisaftalens mål) og delmål blev nået samt at processen blev rigtigt styret. Man ville så ikke længere være afhængig af virksomhedernes selvvalgte CO2-mål.
De ville vedrørende CO2-udledning være nærmest overflødige. På andre klima og miljøområder ville virksomhedernes selvvalgte politikker og mål så stadig kunne have betydning og bidrage til forbedringer. Problemerne for den globale CO2-afgift drejer sig især om hvorvidt det er politisk muligt at få lavet en global aftale, samt at sikre korrekt måling af CO2-udledning og datakvalitet.
En aftale blandt G20-landene i stedet for en fuld global aftale er nok det politisk set mest realistiske, hvilket vil omfatte ca. 80 pct. af verdens CO2-udledning. Om ikke andet kan en global CO2-afgift bruges som et analytisk referencepunkt, som andre mindre optimale løsninger herunder virksomhedernes selvvalgte klimamål kan måles op imod.
Steen T. Andersen