Erhvervslivet søger lige nu 1.949 "udadvendte" medarbejdere. En af dem skal stille stole op på et hotel. Alene. Om natten
På jobannonce-dansk svarer ordet ”udadvendt” til velfungerende og normal. Det udelukker 50 pct. af danskerne.
De fleste nætter er man alene, som hotellet understreger i jobannoncen, hvor de søger en udadvendt medarbejder til at gå om natten og gøre rent og sætte stole op.
Udadvendt skal man ifølge en anden annonce også være for at passe ind i jobbet som bogholder i en virksomhed, hvor man får ansvar for indtastningen af leverandørfakturaer. Ellers er der lige nu en åbning for en udadvendt digitaliseringskonsulent, der vil være med til at udvikle blanketter.
Udadvendt var i går, 2. maj, et efterspurgt personlighedstræk i 1.949 jobannoncer på Jobindex. Jeg ved ikke, hvordan man gør et hotel rent udadvendt eller sætter stole op i hesteskoformation udadvendt, mens nat bliver til morgen. Det må være lange timer i de tyste lokaler, hvis man er ekstrovert efter psykologen Carl Jungs definition. Ind i mellem skal en sen gæst, der lugter af øl, selvfølgelig have en nøgle. Men – udadvendt?
Udadvendte er, oversat til Jobindex-dansk, velfungerende og normale, mens det at være indadvendt på Jobindex-dansk er omtrent det samme som at være omsorgskrævende og skæv.
Carl Jung var den første, der delte mennesker op i overvejende udadvendte og overvejende indadvendte personlighedstyper. Det sker i 1921. Siden har erhvervslivet groft sagt lagt alle jetonerne på rød. Det er de karaktertræk, der forbindes med udadvendthed – at opsøge festen og mange menneskers selskab – igen groft sagt – som efterspørges. Rød vinder. Sort taber.
Bevis? Jobindex havde i går 11 annoncer, hvor ordet ”introvert” eller ”indadvendt” indgik. I et af jobbene skal man støtte en 12-årig dreng med autisme. I et andet skal man være administrativ og social mormor for et ”introvert forskermiljø” på DTU.
Vi er under alle omstændigheder ovre i noget karrieremæssigt sløjt. Ikke? Sort på rouletten er taberfarven. Der er ikke prestige i 12-årige drenge med autisme eller introverte DTU-forskere, der bliver væk fra sommerfesten og fredagsbaren og julefrokosten og årsgallaen, hvis ikke mormor lover dem, at det i den slags sammenhænge er ok at sidde med en øl og kigge ned i terazzogulvet. Indtil man går. Tidligt.
Udadvendte er, oversat til Jobindex-dansk, velfungerende og normale, mens det at være indadvendt på Jobindex-dansk er omtrent det samme som at være omsorgskrævende og skæv.
Det er lidt interessant. Ikke? 40-50 pct. af den danske befolkning skønnes at være overvejende introvert. Overvejende introverte kan godt li’ selskabelighed, men ikke uden grænser, de kan godt samarbejde, men behøver ikke at være i centrum, de svarer ikke altid hurtigt, men ofte reflekteret, de kan godt lede og motivere, men de søger ikke spotlyset af lyst, men som en del af ledelsesopgaven. Men på det sprog, som både offentlige og private virksomheder bruger i jobannoncer, er de sort på rouletten. Taberfarven.
Statistikken var altså i går 1.949 mod 11. Jeg skylder at sige, at jeg – med tilladelse - har kopieret metodikken efter GDPR- og LinkedIn-rådgiveren Thorleif Gotved. Han spottede under sin gennemgang ét jobopslag ud af flere end 40.000 på Jobindex, der direkte bød en introvert kandidat velkommen. Opslaget var fra banken Lunar.
Kan du huske dengang, da en homoseksuel var en bøssekarl? Jeg kan. Sproget gør egenskaber normale og sære, accepterede og sygelige. Sådan er det. Det er forunderligt.
Et hotel i Århus er i denne sammenhæng nået frem til, at et menneske, der om natten skal gå og tørre borde af og sætte stole op, alene, skal være heteroseksuel aka udadvendt aka normal. For at tøffe rundt med en rengøringsvogn og ind i mellem stikke en nøgle til gæst, der ringer på yderdøren, skal man være heteroseksuel. For at taste leverandørfakturaer ind skal man være heteroseksuel. For at sidde og designe blanketskabeloner skal man være heteroseksuel.
Mellem 40 og 50 pct. af befolkningen er bare ikke heteroseksuel aka udadvendt aka normal på Jobindex-dansk. De rækker fra topledere i dansk erhvervsliv – YES – jeg har mødt dem – de overvejende introverte topledere, der performer, så der står en sky af støv og stjerner bag ved dem til såkaldt almindelige medarbejdere, der reflekteret, lavmælt og intelligent leverer varen. Men på Jobindex-dansk har de den egenskab, som man nok ved findes, men meget nødig nævner: De er overvejende introverte.
Lige nu har dansk erhvervsliv og Jobindex ikke noget ord for at gøre det forrygende OG kunne tale med mennesker UDEN nødvendigvis at søge spotlyset og festen, der varer til klokken 5 om morgenen. Det burde erhvervslivet og Jobindex arbejde på at få.
Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.
Anders Heide Mortensen