Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Nyt EU-klimaforslag mangler konkrete mål og rettidig omhu

Der bør indføres krav om offentliggørelse af tøjspild og destruerede produkter, hvor bjerge af nyt tøj bliver kørt ubrugt til afbrænding. Med de initiativer, mode- og tekstilindustrien har sat i værk, kommer vi ikke i nærheden af Parisaftalens mål om 40 pct. reduktion af CO2 inden 2030.

Jess Fleischer, CEO og grundlægger af Son of a Tailor

Konklusionen i FN’s netop offentliggjorte klimarapport kan opsummeres således: Vi kan godt nå at redde verden fra de farligste klimaforandringer. Men vi har ikke bare travlt, vi har vanvittig travlt! Derfor er det så skørt, at omstillingen til en mere bæredygtig mode- og tekstilindustri går så langsomt.

Mode- og tekstilindustrien er en af de mest miljøbelastende industrier, og tøj tegner sig for op mod 10 pct. af miljøbelastningen globalt. Det er mere CO2 end fly og shipping tilsammen. Der er derfor brug for at tænke produktionen mere bæredygtig her og nu.

EU-Kommissionen har netop præsenteret et forslag, der stiller krav til produkters bæredygtighed. Og her er tekstiler et af de første områder, man vil forhandle om. Forslaget lægger op til, at produkter vurderes ud fra en række miljø- og klimakrav. Herunder hvordan produkterne kan vedligeholdes, opgraderes og genanvendes. De nye krav fra EU vil betyde, at såfremt produkterne ikke overholder de nye retningslinjer, må de ikke markedsføres i EU.

For mode- og tekstilindustrien er det centralt at få gjort op med begrebet ’tøjspild’, der dækker over alle de ressourcer, der spildes i forbindelse med produktion og forbrug af tøj. Målet er at komme væk fra en ’brug og smid væk-kultur’. Det vi producerer, skal holde længere, kunne repareres og blive genbrugt eller genanvendt, og vi skal reducere afbrænding af restproduktion og affald, der udleder CO2. Og netop her er der tiltag, som Danmark nemt kan indføre – og som kan have stor effekt.

Forslag overser, at det haster

Som aktør i en tøjvirksomhed hilser jeg det nye EU-forslag velkommen. Det er helt afgørende for den grønne omstilling, at vi får gjort op med vores måde at forbruge tekstiler på og bliver mere bæredygtige i vores produktion, men – og der er et stort MEN – oplægget er for uambitiøst og tidslinjen afspejler på ingen måde den sense of urgency, som problemets omfang kræver.

Og skeler vi til EU’s fælles strategi for den grønne omstilling af tekstilsektoren i Europa, der også netop er blevet offentliggjort, bliver man ikke mere tryg. Strategien har som overordnet mål, at alle tekstilprodukter i EU i 2030 skal holde længere, være genbrugelige og fri for farlige stoffer.

Udmærket mål, men hvorfor skal vi vente til 2030? Det er om otte år - hvorfor gør vi ikke mere nu?

Danmark skal komme i gang nu

Jeg synes, at Danmark skal gå forrest og implementere konkrete tiltag, der stiller krav til industrien. Vi skal ikke sidde på vores hænder og vente på en proces i EU. Vi kan lade os inspirere af Frankrig, der allerede er gået i gang.

Landet har lugtet lunten og taget hul på en grøn reformering af industrien. De har blandt andet udvidet produktansvar for tekstiler og indført et forbud gældende fra 2023 mod at destruere ubrugt tøj ved at brænde det. Hvis Frankrig på selvstændig vis kan implementere mere bæredygtige tiltag nu, kan vi også.

Vi kan eksempelvis starte med at indføre et simpelt krav om, at virksomhederne skal offentliggøre oplysninger om tøjspild, destruerede produkter samt andelen af tøj, der sættes på udsalg, da man ved, at det er medvirkende til uhensigtsmæssig adfærd. Det er nemt at implementere, og det vil skabe langt mere gennemsigtighed, som forbrugerne kan handle på.

Det ukonkrete forslag fra EU kræver, at det er en ekstremt ambitiøs miljøminister, der tager til forhandlinger i Bruxelles. Men ligesom Frankrig skal vi med det samme indføre selvstændige initiativer – og det er helt oplagt at begynde med indførelsen af et krav om offentliggørelse af tøjspild, destruerede produkter og udsalgsvarer. Vi skal jo som bekendt hellere handle i dag, end fortryde i morgen.

Jess Fleischer

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.