Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Når flokdyret fejler – og min ven siger op

En dag faldt den berømte dråbe ned i bægeret. Kollegaen havde den dag ekstra travlt med at irettesætte hans arbejde, og da hun gjorde det for 10. gang, kom hans hånd helt af sig selv til at signalere, at hun skulle ”lukke kæften”. Det skulle hånden ikke have gjort.

Louise Orbesen, partner i rådgivningsvirksomheden Leading Humans. Tidl. konsulent hos McKinsey & Co og Boston Consulting Group

I sidste uge skete der to ret almindelige ting. Ja, faktisk skete de på samme dag.

  1. Jeg havde en samtale med en ven, der havde sagt sit job op efter et halvt år.
  2. Jeg modtog en bog med posten, som en anden bekendt netop havde skrevet.

Hver for sig var der ikke noget af det, der i sig selv er værd at skrive en klumme om (der er jo så mange, der siger op og cirka lige så mange, der skriver en bog), men fordi det skete samme dag og i den rækkefølge, som det står nævnt, fik jeg den der berømte følelse af synkronicitet: At begivenheder sker på samme tid af en grund.

I hvert fald kunne jeg løfte blikket fra bogens indholdsfortegnelse, kigge min nu arbejdsløse ven ind i øjnene og sige: »Hvor var det godt, at du sagde op, for du var landet i en grel version af det, der sker, når flokdyret fejler«.

De sidste tre ord var også titlen på bogen og indeni kunne vi læse om det, der får ellers kloge mennesker til at træffe ukloge beslutninger – og i denne her situation presse et menneske derud, hvor der ikke er andet at gøre end at gå sin vej.

Det var ellers startet godt for min ven. Jobbet var tæt på at være et drømmejob. Der var store og meningsfulde udfordringer. Kollegerne var imødekommende og smilende, og der var ikke tvivl om, at cheferne var kompetente og ambitiøse.

Men efter et par måneder havde begejstringen lagt sig. I stedet var han begyndt at sove uroligt om natten. Hans beretning om det han oplevede var stadig rodet, og sætningerne kom hulter til bulter:

  • »Jeg turde ikke sætte mig som den første ved frokosten, for jeg vidste, at så ville alle andre ignorere mig og sætte sig et andet sted.«
  • »Efter et par måneder fik jeg de opgaver, som ingen andre ville have. Da jeg nævnte det for chefen, så hun helt uforstående ud og sagde, at opgaverne jo blot blev fordelt efter folks evner.«
  • »Ved fredagsbaren blev der uddelt to bamser. En hvid til en kollega, der havde gjort noget godt i ugens løb. Og en rød – ”dummebamsen” – til en, der havde dummet sig. Man skulle have dem stående på sit bord i løbet af ugen.«
  • »Selvom alle knoklede og gjorde deres bedste, var der kritik fra cheferne. Det var aldrig godt nok. De så skuffede ud, når de meddelte det på mandagsmødet.«
  • »Der var et par kolleger, der var begyndt at irettesætte mit arbejde nærmest dagligt. De kom med kommentarer. Ofte i et sødt, lidt barnagtigt, sprog.«

En dag faldt den berømte dråbe ned i bægeret. Den ene af de to kolleger havde den dag ekstra travlt med at irettesætte min vens arbejde, og da hun gjorde det for 10. gang, kom hans hånd helt af sig selv til at signalere, at hun skulle ”lukke kæften”. Det skulle hånden ikke have gjort, for i næste sekund stod hun foran ham og forklarede ham højlydt og på pædagogisk vis, hvad han gjorde galt.

En af cheferne kom forbi og spurgte, hvad der ”foregik her”. Kollegaen forklarede længe, mens min ven forsøgte at bringe ro over situationen. Desværre var kollegaen kommet godt op i gear, og da en af de andre chefer kom forbi, så hun sit snit til at gentage det hele for tredje gang. Det var under denne gentagelse, at min ven tænkte: Nok er nok. Jeg skal videre.

Det bemærkelsesværdige var, at ingen greb ind. Cheferne og kollegerne tillod kollegaens adfærd. Ja, faktisk legitimerede de den ligefrem, for under frokosten sad de alle sammen, og kollegaen var denne dag ekstra højlydt, grinende og tydeligvis en del af fællesskabet.

Hvad skete der? Min ven er dygtig, ambitiøs og normalt meget vellidt. Han havde ikke selv en oplevelse af, at der var noget bestemt, der var gået galt. Det hele var forvirrende og lidt uforståeligt for ham.

Men så kom Henrik Tingleffs nye bog, ”Når flokdyret fejler”, os til hjælp. For i den beskriver han, hvad der kan ske, når mennesker er sammen. Selvom min vens kolleger uden tvivl er gode mennesker, kom de på afveje, fordi de har det, som Tingleff, kalder fem almenmenneskelige karaktertræk:

  1. Tilhørshungrende. Vi vil høre til gruppen. Og vi vil gå langt for, at det lykkes.
  2. Påvirkelig. Gruppen gør os diskriminerende og fjendtlige. Den får os til at glemme os selv.
  3. Adlydende. Vi er autoritetstro. En kittel eller en guldknap er alt, hvad der skal til.
  4. Selvforherligende. Vi vil fremstå bedre end andre. Om vi så skal låne os til det.
  5. Passiv. Vi lader andre lide. Vi undlader at gribe ind. Bare for ikke selv at tabe ansigt.

Tingleff minder os afslutningsvist om, at vi alle grundlæggende er ”gode mennesker”, men at vi skal huske at lægge mærke til, hvornår vi kommer på afveje.

Louise Orbesen

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.