Brug ferien til at skrive talen til din egen begravelse

Som mennesker i vores del af verden har vi reelt kun én begrænset ressource: Tid. Når en time er gået, kommer den aldrig igen. Alligevel har vi en tendens til at leve og træffe valg, bruge og misbruge tiden, som er tiden uendelig.

Ledere er ingen undtagelse. Måske snarere tværtom, og jeg har ikke tal på, hvor mange ledere, jeg har mødt, som tror de er usårlige supermænd (m/k) og agerer som om livet er evigt.

Som ledere er vi ansvarlige for andre mennesker, og dermed bærer vi et lille stykke af deres skæbne i vores hænder. Det betyder samtidig, at vi har et udvidet ansvar for at være bevidste om vores egne ressourcer, mål og formål. At være bevidste om at vælge til og fra og vide, at alle vores valg kommer med en pris.

Alligevel møder jeg ofte ledere, som fortæller, at de bare lige skal arbejde 10 år mere for at opnå økonomisk frihed, så de kan forfølge deres drøm og bruge resten af livet på dét, som for alvor betyder noget for dem. Hvad hvis de ikke kan holde til 10 år mere? Hvad hvis livet slipper op inden da?

Jeg kender det fra mig selv, og jeg troede også, at jeg først for alvor kunne skabe det liv, jeg drømte om, når saldoen på bankkontoen var høj nok. Men jeg nåede aldrig så langt før mit (job)liv i 2020 slog en kolbøtte. Det gav mig en vigtig læring, for det var ikke økonomien, der satte mig fri, men derimod evnen til at erstatte ”frygt, man og burde” med ”tillid, jeg og lyst”.

Nemt? Nej, og jeg havde sandsynligvis ikke taget springet på det tidspunkt, hvis ikke jeg var blevet skubbet. Jeg skulle bare lige… Og det selvom jeg år forinden havde haft en skelsættende oplevelse på et kursus, hvor jeg blev bedt om at forestille mig min egen begravelse og skrive den tale, som jeg gerne ville have blev holdt ved kisten.

Oplevelsen gjorde et stort indtryk på mig, og blev på mange måder et pejlemærke for mig efterfølgende. Det blev nemlig tydeligt for mig, at det er langt vigtigere for mig, at der ved min kiste bliver talt om, hvilket menneske jeg var, og hvordan jeg påvirkede andre mennesker, end om hvilke titler jeg har haft, hvor mange penge jeg har tjent, og hvor mange timer, jeg har arbejdet.

Derfor er min erhvervsmæssige ledestjerne, at der i talen bliver sagt: ”Han var et ledelsesmæssigt fyrtårn, der tændte lyset i andre menneskers øjne og viste, at det var muligt at kombinere det målbare og det mærkbare. Med sit stærke værdisæt, mod og varme hjerte gjorde han livet bedre for de virksomheder og mennesker han krydsede på sin vej. Han faldt og rejste sig igen. Han gav mere end han tog.”

At sige det højt og skrive det her hjælper mig til at holde fokus, undlade at udsætte og vælge, hvad og hvem jeg vil bruge tid på. Men hvad med dig? Skal du også bare lige…? I så fald får du to spørgsmål med på ferie: Hvordan vil du bruge den tid, du har tilbage på arbejdsmarkedet? Hvad skal der siges i talen til din begravelse?

God ferie!