Næste gang jeg spørger, hvordan det går, må du gerne svare: “Tak, dårligt“

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg ringede i vinters til en bekendt og spurgte, hvordan det gik. Han havde så lige kørt sin tyske firehjulstrækker ind i et træ, det havde jeg hørt af en kollega, og hans kone gik derhjemme med hjernerystelse, og den ene søn er der ligesom tit noget galt med.

Han svarede, at det gik fint. Det gik fint. Det var i øvrigt også fint at gå derhjemme sammen med konen, kunne han fortælle. På fratrædelsesgodtgørelse. Nogle måneder før, han kørte firehjulstrækkeren ind i træet, var han blevet afskediget – nogen vil lægge den slags oven i hjernerystelsen og sønnen.

Men det gik fint. Det gjorde det. Der var næsten svært at holde snakken i gang, så fint gik det.

Hunde i snor snuser, når de møder hinanden på fortovet - danskere erklærer, at det går fint. Herefter går hunde over til at knurre eller logre. Danskere går over til at fortælle, at der er travlt på arbejdet, men ellers går det fint.

Vi skal igennem det. ”Det går fint” er en social standardsituation, der er blevet dannet som et stykke rav, der har ligget 50 millioner år på bunden af Vesterhavet. Ritualet er af tiden slebet til, så alle kender det og bruger det. Nogen bedre end andre - som det er med sociale standardsituationer. Nogen er dygtige til at afvikle dem – andre ikke helt så dygtige.

Jeg har været til middag i en familie, hvor det at føre en samtale over lammekøllen var noget, man vist kun forsøgte sig med til gæstebrug. Vi sad seks voksne og halvvoksne omkring bordet. Værten tog vagten med at tale med gæsten. De andre filede sig tavst gennem tre retter.

Manden med den tyske firehjulstrækker fik rettet bilen ud, og henad vejen har han også fået arbejde, så nu behøver han ikke insistere helt så hårdnakket på, at det går fint. Sådan er danskernes ritual nemlig. Når det rent faktisk går fint, kan man tillade sig at gå ned på halv kraft, sådan ”det går fint”-mæssigt. Man kan for eksempel henkastet sige, at ens kone har fået hjernerystelse. Bare som eksempel. Det er sprogkoden for, at livet for tiden kører som en trehjulet cykel. Derudaf og næsten umulig at vælte.

Men man kan godt blive lidt træt af alt det her ”det går fint”, og jeg tror, at det tager til med alderen.

Jeg fyldte for ret nylig 34 og kom i sidste uge til at tænke over et venskab med en mand, der gik bort først i oktober. Knap 90 år gammel. Han indledte ikke en samtale med at sige, at det gik fint. Han gav et kort resumé af sine bekymringer og skavanker. Dernæst gik vi så at sige til hovedretten.

Lidt tungt kunne det føles, for ti år siden. Som haresteg med en 17 procents amarone til. I dag føles det anderledes. Hvor har man samtalemæssigt spist sig gennem mange aftener på canapéer med kyllingesalat. Det lette og fine og perlende uforpligtende har absolut sin plads. Absolut. Til enhver tid. For eksempel som Folkemødet på Bornholm. Men hele dage og aftener på en menu af ”det går fint” uden den mindste lille hjernerystelse hos en kone eller kvaste tyske firehjulstrækker – det er længe.

Det er derfor, at jeg vil høre, om der kunne være stemning for at justere vores danske ”det går fint”-ritual en smule. Både privat-versionen og business-versionen.

Business-versionen af ”det går fint”-ritualet er at sige, at alt er fint, mens virksomheden står med et ben i graven eller er en rodebutik eller simpelthen er tæt på fake. Fake på den måde, at der sker så lidt og har gjort det længe, at firmaet mere er en idé, en forhåbning, end en virksomhed med kunder, omsætning om momsregnskab.

Det er jo forfærdeligt, at soloselvstændige og andre i samme vægtklasse straks efter at have oprettet et cvr-nummer går i gang med at øve sig på ”det går fint”-ritualet. Gerne på melodien: ”Sig for himlens skyld ikke, hvordan det egentlig går”. Væv i stedet lystigt om markedet, de kunder, der næsten er på plads, mulige samarbejdspartnere, ketchupeffekt og dadum-dadum-dadum. Fortæl henkastet om de erhvervsledere, du ind i mellem holder oplæg for, og den samtale du havde med en kunde, der var tilfreds med dig på kanten til noget erotisk.

Slap af. Er det en aftale?

Når jeg næste gang spørger, hvordan det går, må du gerne svare: ”Tak. Dårligt”.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.