Fortsæt til indhold

Behøver vi tale mere om data?

Topledere, som undervurderer brugen af data, risikerer at sætte virksomhedens konkurrenceevne og indtjening over styr. Ikke mindst i en tid, hvor det erhvervsmæssige klima er præget af usikkerhed og behovet for fuld gennemsigtighed i forretningen er større end nogensinde før.

Debat
Lars Sander MatjekaBestyrelsesmedlem og ledelsesrådgiver

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Sander Matjeka

»Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu.« Sådan lyder en sætning, der har fulgt mig siden min karrieres start i Rederiet A. P. Møller.

Med den i baghovedet ved jeg, hvor vigtigt det er at skabe en organisation med en kultur, hvor beslutninger træffes på velfunderede, dataunderbyggede grundlag, og hvor jeg som topleder insisterer på at have komplet, faktuel viden til min rådighed, og ikke accepterer overraskelser, der kan undgås ved rettidig brug af data.

De topledere, som endnu ikke har erkendt betydningen af data, tror ofte fejlagtigt, at der er konflikt mellem at være datadrevet og have tillid til sine direktører. Intet er mere forkert.

Tilliden i direktionslokalet styrkes, når vi ikke behøver at diskutere kvaliteten og rigtigheden af beslutningsgrundlaget, men kan bruge tiden effektivt til at kigge frem og træffe de rette beslutninger. I øvrigt er en solid forståelse for teknologiens muligheder et ufravigeligt krav til enhver direktion, og som topchef er det mit ansvar, at der ikke underinvesteres i virksomhedens digitalisering.

Data er i dag virksomhedens hjerte, men data i sig selv har ingen værdi. Til gengæld øger data gennemsigtigheden, beslutningskraften og hastigheden, hvormed vi kan træffe beslutninger, når vi tør se hinanden i øjnene, tilføre vores sunde fornuft og arbejde intelligent med virksomhedens data.

Netop dét er vigtige parametre i en tid, hvor det erhvervsmæssige klima rummer en høj grad af usikkerhed, og hvor vi ofte står i situationer, som vi ikke har erfaring med fra tidligere.

På nuværende tidspunkt står mange virksomheder endog overfor at skulle reducere omkostninger og afskedige medarbejdere.

I sådan en situation er det særdeles uhensigtsmæssigt, at der ikke er fuld transparens i forretningen og at svar på simple spørgsmål kræver manuel databehandling af få nøglepersoner i organisationen. Det vanskeliggør muligheden for at få et korrekt og fyldestgørende billede af, hvordan virksomhedens tandhjul spiller sammen.

Samtidig øger det risikoen for fejl, og efterlader værdifuld indsigt i forretningen på få hænder, som oveni købet bliver flaskehalse. Data må derfor flyde gennem organisationen og ud til den enkelte leder (og medarbejder), som med data i hænderne både får styrket sin handlekraft og bliver i stand til at træffe bedre beslutninger.

Som topleder vil datakvaliteten uden tvivl også have høj prioritet hos mig, for ukorrekte og ufuldstændige data af dårlig kvalitet kan forårsage stor skade. At have komplette, korrekte og aktuelle data i en virksomhed er derfor nøglen til langsigtet succes og sikrer desuden, at penge ikke unødigt går til spilde.

Analysehuset Gartner forudser da også, at brugen af data i 2025 er dét, der afgør om din virksomhed – uanset dens størrelse - er konkurrencedygtig eller ej.

Man skulle derfor tro, at brugen af data i dag er en integreret del af at drive virksomhed, men ifølge Forbes gælder det alene 59 pct. af virksomhederne.

Så ja, vi behøver tale mere om data, men vi behøver i endnu højere grad at sætte handling bag.