Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Vi skrottede 100.000 kundetimer for at passe på medarbejderne. Her er vores erfaringer

Den seneste tids dækning af revisions- og advokatbranchen taler om ”et nybrud” i branchen – et opgør mod overarbejdskulturen. I 2021 skar Deloitte 100.000 urentable kundetimer fra. For der er brug for at gentænke branchen: Travlhedssygen skal fortsat og aktivt bekæmpes.

Henrik Wellejus og Camilla Kruse

Revisionsbranchen bryster sig af at være offentlighedens tillidsrepræsentant. Firmaerne i branchen er sat i verden for at styrke tilliden mellem en organisation og omverdenen gennem uafhængig revision af regnskaberne, så vi kan sætte et uvildigt stempel: Er regnskaberne i orden, og passer pengene? Er der overensstemmelser mellem det, der bliver sagt, og de beløb, der står i kolonnerne? Lever organisationen op til kravene for god virksomhedsledelse, og har den en bæredygtig økonomi?

Men det er ikke kun offentlighedens tillid, vi arbejder med. Vi skal også gøre en indsats for at fortjene vores medarbejderes tillid og værne om den. Derfor valgte vi – allerede i 2018 – at trække i håndbremsen i vores egen organisation. Først på ledelsesniveau: Der skulle et wake-up call til fra Henriks søn, hvilket fik Henrik til at aflyse alle sine møder i kalenderen og melde ud, at han ønskede at starte forfra som leder. At han fremover ville have tillid til, at medarbejderne selv kunne træffe de rigtige beslutninger, og at han ikke skulle være en kontrollerende flaskehals.

Det var tid til et opgør med ryg-til-ryg-mødekulturen og et ugentligt timetal, der bare voksede. For vores revisionsforretning var det kimen til en vision om at gentænke arbejdskulturen under overskriften ”Reimagine Audit”. Det blev snart tydeligt, at en forudsætning for at skabe reel forandring var at skære noget fra.

Der skulle frigøres tid – opgavemængden skulle reduceres markant. I 2021 besluttede et enigt ledelsesteam derfor at skære 100.000 kundetimer fra i afdelingen og dermed sige farvel til mange kunder – også kunder, vi har haft gennem 10-20 år, for at lette arbejdsbyrden hos en medarbejdergruppe, som ellers ville arbejde solen sort.

Vi formulerede ambitionen om at udvikle en bæredygtig arbejdskultur og satte omgående strøm til den. ”People First” er nu vores danske og nordiske ledestjerne. Og det italesætter vi ofte med stolthed i hverdagen, selvom vi stadig har et stykke vej igen. Men når det er vejen, man vil gå som arbejdsgiver, skal man træffe et aktivt valg og prioritere grundlæggende anderledes – helt ind i kernen af forretningen, som i vores tilfælde var at sadle om i forhold til belønnings- og performancevurdering.

Det kan virke som et stort indgreb i kulturen, men alternativet er, at der går inflation i travlheden, og at der går status i at arbejde mest. Vores erfaring er, at travlhedskulturen kontinuerligt skal holdes nede – som ukrudt – for ikke at tage styringen. For sådan er logikken i timebaserede arbejdskulturer, som i årtier har haft vækst og topperformance som de vigtigste succesparametre.

Spørgsmålet er ikke, om man som virksomhed har råd til at miste kunder. Spørgsmålet er, om man kan se sig selv i øjnene, hvis man mister talenter til stress, mistrivsel og sygefravær, og om man har råd til stillinger, der ikke kan besættes og ledelsespipelines med gevaldige huller, fordi talenterne søger andre steder hen.

Derfor kan et mindre arbejdstryk heller ikke gøre det i sig selv. Vi har parallelt valgt at styrke indsatsen for trivsel og medarbejderengagement på tværs af hele virksomheden for at øge motivationen og tilhørsforholdet. Et af vores tiltag er at skrue op for fleksibiliteten, både når det gælder arbejdssted og arbejdstider og når det kommer til karriereudvikling.

Den gammeldags ”op eller ud”-karrierestige er ødelæggende for en trivselskultur, hvor der skal være plads til at skrue op og ned for ambitionerne afhængigt af ens livssituation. Vi var frontrunners, da vi gav lige barselsvilkår for mødre, fædre og medforældre, og vi har for nylig sat ind med konkrete initiativer for at sikre bedre forhold for nye forældre, som skal starte på arbejde igen efter orloven. Endelig har vi øget vores fokus på inklusion, fordi en inkluderende og respektfuld arbejdskultur skaber de rette forudsætninger for mangfoldighed og gør os stærkere sammen.

I skrivende stund udklækkes de nye statsautoriserede revisorer i den smukke Børsbygning i København. Endelig kommer den eftertragtede titel i hus, og et nyt kapitel starter for de unge talenter. Lad os som ledere sørge for, at vejen ind i vores branche ikke bliver en stejl bjergrute brolagt med et nådesløst forventnings- og leverancepres. Lad os holde os selv og hinanden op på at fremme en sund trivselskultur med alle de værktøjer, vi har.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.