Et gammelt ordsprog kan hjælpe de mindste virksomheder i krisen
For at stå stærkest i krisetid skal ejerlederne i de små virksomheder sætte ind der, hvor de har størst mulighed for at afværge krisen – og det er i kerneforretningen.
”Skomager bliv ved din læst,” lyder et gammelt ordsprog. Det betyder kort sagt, at hvis man er god til noget, skal man blive ved med det. Normalt kunne man udfordre moralen og spørge, om ikke modet til at gå nye veje også har værdi? Men når vi står midt i en krisetid, er det gamle ordsprog ikke så tosset.
Når den globale økonomi er under pres, er der kræfter på spil, som ingen af os kan påvirke. Derfor handler mit råd til de små virksomheder om at bruge kræfterne på at værne om kerneforretningen, fordi det er her, de har størst mulighed for selv at påvirke deres situation.
De mindre virksomheder holder gang i hjulene. Det er ofte dem, der serverer vores middag på den lokale restaurant, præsenterer os for udvalget af årstidens fisk i køledisken hos fiskehandleren eller anlægger træterrassen i baghaven, som vi ikke selv evnede at kaste os over. Men det er også mange af dem, som lige nu kæmper med at fylde ordrebøgerne og holde på kunder og medarbejdere. Samtidig slår krisen ekstra hårdt, fordi de typisk har mindre at stå imod med og ikke kan overleve, hvis kunderne udebliver.
For ejerlederne betyder krisestemningen højere arbejdstempo, faldende optimisme og økonomiske bekymringer som hverdagskost. Knap tre ud af fire mindre virksomheder svarer, at deres bundlinje i høj grad eller nogen grad er påvirket af det seneste halve års stigende priser (73 pct.). Det viser Købstædernes Forsikrings seneste erhvervsbarometer. Og flere end hver tredje virksomhed svarer, at de forventer et fald mellem 10-30 procent på bundlinjen (36 pct.).
Desværre har presset fået rekordmange virksomheder til at gå konkurs. I oktober var niveauet på sit højeste, og særligt byggeri, erhvervsservice, detailhandel og restauranter er hårdt ramt.
Værn om forretningen
At drive en virksomhed i turbulente tider gør det udfordrende at få hverdagen til at løbe rundt. Jeg har for nyligt talt med en restauratør, som mærker råvare- og energiprisstigningerne på forretningen. Han har skåret ned på antallet af retter på menukortet, slukket tre køleskabe for at spare på energien og forhandlet råvarepriser hos leverandørerne. Det løser ganske vist ikke alle udfordringerne i forretningen, men det er et eksempel på konkrete greb, hvor de små erhvervsdrivende kan tage situationen i egne hænder.
Jeg er overbevist om, at vores samfund efterlades fattigere, hvis både den lokale restauratør, fiskehandler og tømreren må dreje nøglen om.
Det er forretningen, de mindste virksomheder skal værne om nu, hvor de er mest udfordrede. Tømreren, fiskehandleren og restauratøren skal værne om det gode produkt, de dygtigste medarbejdere og tilfredse kunder. Det betyder ikke, at de skal glemme økonomiske bekymringer eller ignorere omverdenen. I stedet skal de trimme kerneforretningen ved at forhandle priser med leverandøren, tilpasse deres egne priser ud mod kunderne, ikke risikere forsinket levering, spare på strømmen og finde på alternativer, som kan sænke udgifterne og få dem til at stå stærkere mod udfordringerne.
Jeg er overbevist om, at vores samfund efterlades fattigere, hvis både den lokale restauratør, fiskehandler og tømreren må dreje nøglen om. Som forbrugere kan vi gøre vores for at støtte de lokale erhvervsdrivende ved at tilvælge deres produkter og på den måde forhindre, at tomme forretningsvinduer spredes.
Hvis de mindste erhvervsdrivende samtidig holder fast i det, de gør bedst, og finder på løsninger, hvor de kan tilpasse forretningen i en krisetid, er jeg overbevist om, at chancen for at se dem på den anden side af krisen er større.