Flere kvinder i bestyrelser kan højne moralen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Med følgende citat fra Ava Max’ sang ’My Way’ stiller jeg mig med røven i klaskehøjde - for nu at holde mig sprogligt inden for dette indlægs tema:

My momma used to say
Baby, make me proud
You’ve got such a pretty face
But such a dirty mouth
But how come when I tell you
What’s on my mind like men do
I’m called crazy?

For nogle år tilbage var jeg til en fest, hvor deltagerne var af det ’pænere selskab’. En af kvinderne fik lidt for meget at drikke og kastede snart sin smerte ud over mig, fordi hendes kæreste opførte sig som et gedigent røvhul – i hvert fald mod kvinder. Det gik hurtigt op for selskabet, at facaden var krakeleret, så en af mændene beroligede mig: ’Han er god nok – han har bare noget med damer.’

Hvad vil jeg med den anekdote? Bruge den til en debat om bro-code, de højere ledelseslag og magtens paradoks. Ikke mindst i bestyrelser.

Emnet er værd at tage op nu, da bølgerne igen går højt vedrørende Thomas Muurmann Henriksens exit fra DanBred, dansk landbrugs højtbesungne cash cow. Hans exit skiftede passende (for ham) fra egen opsigelse til fyring, hvilket indbragte ham 6,8 millioner kr. samt 100.000 kr. i bonus. De kvinder, han systematisk chikanerede i årevis, fik mellem 25.000 og 75.000 kr. som kompensation – og en enkelt omkring 700.000 kr. på grund af grelheden i hans overgreb til et fagligt (farligt) event, der siden er blevet betegnet Grisekongressen.

Debatten kører på bl.a. Twitter om den manglende proportion i godtgørelser - ofrene får småbeløb, og krænkeren får et beløb, han kan leve af i årevis. Men noget, vi ikke taler om, er, at bestyrelsesformanden, Christian Junker, som blev tvunget til at gå af, fortsat sidder i adskillige bestyrelser efter sit exit – dog ikke tilknyttet DanBred.

I skrivende stund er Christian Junker ifølge CVR – Det Centrale virksomhedsregister - en del af ikke færre end 42 bestyrelser, hvoraf han er formand i 36 af dem. Størstedelen af posterne er kommet til før sagen i DanBred. Desuden er 11 nye poster kommet til efter september 2021, da sagen i DanBred blev kendt for offentligheden.

En bestyrelsespost giver i gennemsnit mellem 50-100.000 om året, så det er en pæn årsløn for en mand, der ikke var rede til at tage fat om nælderne, da det var tid. Taget i betragtning, at man får to år på straffeattesten for at stjæle en Marsbar i Netto, er der noget at gribe fat i her både som samfund og individer. Ikke pga. hævn, men pga. (manglende) etik og moral i toppen af for mange organisationer.

Hvorfor lader ejere og bestyrelser mennesker med et støvet etisk kompas blive siddende? For Junker er langt fra et enestående tilfælde: På Filmhøjskolen udspillede sig et drama mellem bestyrelse og elever, fordi bestyrelsesformanden Ole Christian Madsen ikke tog anklager om #metoo alvorligt.

I Aller Holding gik formanden Richard Sand stort set under jorden i forbindelse med Se & Hør-sagen (og han har fortsat posten). På kunstmuseet Arken var det først, da en ny formand, Eva Hofman-Bang, kom til, at der blevet taget hånd om års åbenlys chikane fra direktøren Christian Gethe.

Og på TV2 holdt bestyrelsesformanden Jimmy Maymann hånden over den administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen, der havde været en del af en årelang krænkelseskultur. Interessant er det også, at den tidligere administrerende direktør, Merete Eldrup, var tavs i forbindelse med sagen – til trods for at det hele var foregået under hendes ledelse. Og hendes strategi lykkedes, for trods det åbenlyse ledelsessvigt i sin tid fik det ingen konsekvenser for Eldrups bestyrelseskarriere.

For at forklare, at dette kan ske, skal vi se dybere, end vi plejer. Vi skal videre end gængse argumenter som f.eks.: ’bias-træning’, ’vi opretter en HR funktion til at varetage klager’, ’vi tager en kvinde ind som direktør (det har Landbrug & Fødevarer, som er marionetaktionær i DanBred, igen gjort).

Vi skal tilbage til min anekdote i begyndelsen af dette indlæg: ’Han er god nok’…

En kultur består af værdier – skrevne og, endnu vigtigere, uskrevne. En del af dem så indlejrede, at de ikke registreres. På samme måde som, at en fisk først opdager, dens element er vand… når vandet er væk.

En sfære for de uskrevne værdier er samfundet: Hvilke piller holder ’huset’ oppe? Vi kan ikke se dem – men de er der. En anden sfære er organisationsværdier, herunder (top)ledelsesværdier. En del af denne sfære er magt, inklusive magtens paradoks.

Magtens paradoks afdækkes bl.a. i Dashcer Keltners bog af samme navn. Han har fundet ud af, at når mennesker får magt, ændrer deres adfærd sig – ikke altid men ofte: Vi smasker mere, kører oftere over for rødt, afbryder oftere, kører for hurtigt, spiser det sidste stykke kage etc.

Med andre ord: På grund af vores position tiltager vi os et rum, der på ingen måde er berettiget… ud over i vores eget hoved. OG i de hoveder, der sidder i lignende positioner i vores kollektive, uskrevne hierarki. Med andre ord: vi bliver blinde. Vi oplever os selv som norm(alen). Vi ’er’ den… indtil vi (måske) begynder at indse, at det hele ikke er så godt alligevel.

Og nu kommer jeg til kernen i både DanBreds disproportionale håndtering og i Junkers fortsatte bestyrelsesposter, for begge er et symptom på en usynlig struktur: De hoveder, der sidder på ligesindede poster i bestyrelser er – statistisk set – mænd. Mænd, der ligner hinanden. Mænd, der støtter hinanden. Mænd, der holder hånden over hinanden. Mænd, der bekræfter hinanden i, at deres adfærd er ok – også over for kvinder. For i øvrigt er de ’gode nok’.

Kort i forhold til bestyrelser:

Og hva’ så – kan du spørge? Vil flere kvinder gøre en forskel – jeg har jo selv nævnt eksempler på kvinder, der har lignende adfærd?

Der er dokumenteret forskel på mænd og kvinder, når det kommer til moral – herunder i forhold til snyd og bedrag. En undersøgelse fra 2021 konkluderer f.eks., at jo flere kvinder der er i bankers topledelse, jo mindre er risikoen for svindel og snyd.

Målet med diversitet er ikke udelukkende at præstere bedre og skabe bedre resultater – det er også at definere den (etiske) ramme, der arbejdes indenfor, hvilket der er hårdt brug for. Mænds statistisk større vilje til snyderi i både den store og den lille sammenhæng er ikke nyt: Både i 2009 og 2010 viste sig en overordnet forskel mellem mænd og kvinder: Skat, socialt bedrageri, butikstyveri, eksamenssnyderi, forsikringssvindel, nabosnyd, offentlig transport, sort arbejde.

I samtlige kategorier har kvinder højere moral end mænd. Trenden, jeg fremlægger her, er global: Kvinder som stabiliserende faktor fik afsæt i et studie fra Verdensbanken i 2001, som kiggede på 100 lande. I dem, der havde en større andel kvindelige jurister/lovgivere, var offentligt ansatte mindre tilbøjelige til afpresning. Nye studier kom frem til samme konklusion.

Måske er det derfor, at Junker og andre ledende skikkelser, der ikke griber ind i tide, fortsat accepteres i erhvervslivets top?

En enkelt trofæ-kvinde, der har lært at spille spillet her og der, gør ingen forskel. Så ja - vi skal have flere kvinder i bestyrelser OG i topledelse – specifikt flere, der sammen insisterer på ordentlighed og ’My Way’, ligesom Ava Max synger i sit omkvæd:

Add a little sugar, they say
Be a little sweeter, they say
Gotta give and take, but I say
This time it’s my way, ah, my way