Mads Nipper vs Lars Rebien: Hvem har ret?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I denne uge kom Novo Nordisk Fondens formand Lars Rebien Sørensen med meldingen om, at atomkraft bør fylde langt mere i vores energimix. Det fik straks Ørsteds koncernchef Mads Nipper til tasterne på Twitter, for han repræsenterer nemlig den fremherskende opfattelse i Danmark, som er, at vi klarer os fint med vind, sol, biogas og biomasse. I Mads Nippers optik er atomkraft derfor helt irrelevant at diskutere i Danmark.

Nu er det jo altid interessant, når to topchefer lufter deres uenighed i offentligheden, men uheldigvis kommer nuancerne sjældent frem i sådan en debat.

Lars Rebien har på den ene side ret i, at vi ikke kommer uden om atomkraft på globalt plan. Ulykkerne på Tjernobyl, Three Mile Island og Fukushima satte udviklingen i stå stort set overalt på kloden, bl.a. fordi kravene til sikkerhed har gjort det utroligt dyrt og tidskrævende at bygge et a-kraftværk fra bunden. I Danmark er vi helt på bar bund, siden vi besluttede at nedlægge Forsøgsstation Risø i midtfirserne.

Det er baggrunden for, at eksperter vurderer, at det kan tage 15-20 år at få et værk til at køre i Danmark, hvis vi skulle beslutte at gøre som Lars Rebien siger. I lande som Sverige, Tyskland, Frankrig og England har man opbygget års erfaringer med teknologien, og derfor tager det kortere tid for dem at udbygge kapaciteten.

Det var derfor en strategisk fejl af dimensioner, at Tyskland nu har nedlagt langt hovedparten af landets atomkraftværker, men baggrunden har været en folkelig skepsis, som først nu ser ud til at slippe sit greb. Ikke mindst fordi, at det er gået op for de fleste europæere, at det er katastrofalt ikke at være selvforsynende med energi. Faktisk kommer næsten 60 pct. af Europas energi udefra, og det kan vi ikke leve med.

Lars Rebiens holdning er, at vindenergi ikke løser problemet - og aldrig kommer til det. EU’s mål er ellers at erstatte russisk gas med navnlig vindenergi og grøn brint fra Nordsøen. De fleste ædruelige analyser viser, at det vil være en billig og effektiv måde at gøre det på i forhold til alternativerne.

Men hvad så, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner? Hvordan får vi så strøm i stikkontakten, og hvordan undgår vi, at elpriserne stikker af, fordi vi skal importere dyr strøm fra udlandet? Her har Lars Rebien en pointe, for atomkraft leverer stabilt og hele tiden – i hvert fald under normale forhold. At det ikke altid er tilfældet, oplevede Frankrig under sommerens hedebølge, hvor manglen på vand til køling gjorde det nødvendigt at lukke en stor del af landets reaktorer.

Som Mads Nipper imidlertid peger på, bliver det dog vindenergi, der kommer til at fylde her i Nordeuropa og navnlig også i Danmark, men globalt udgør vind under 1 pct. af den samlede energiproduktion. Netop nu forskes der også i metoder, der vil gøre det muligt at lagre noget af den overskudselektricitet, der kommer, når vi øger mængden af vindenergi så drastisk. Det vil inden for få år bidrage til at kunne løse problemet med, at vinden kun blæser nok i 50 pct. af døgnets timer i løbet af et år.

På trods af disse teknologiske landvindinger vil vindenergi dog kun kunne levere et mindre bidrag til at gøre kloden klimaneutral i 2050. Her er sol et mere oplagt bud, men der er dog en afgørende joker, hvor Lars Rebien har en pointe.

Overalt i verden – og også i Danmark forskes der i alternative former for atomkraft, hvor risikoen for udslip er elimineret. I Danmark har vi to virksomheder, som er med helt i førerfeltet, og det er Seaborg og Copenhagen Atomics. Lykkes de med inden for få år at kunne færdigudvikle deres anlæg, vil man kunne sejle en reaktor ind i midten af en by, som så vil kunne levere strøm til 500.000 mennesker.

Der er ingen garantier for at det vil lykkes, men naturligvis skal forsøget gøres og de foreløbige meldinger er positive. Det har de brug for i byer som Jakarta, Manila og Bangkok, hvor man i dag bruger fossile brændsler i stor stil. Når risikoen for udslip er begrænset, vil det også blive langt billigere end den a-kraft vi kender i dag, der på grund af krav til sikkerhed er blevet så dyr, at kun stater har råd til at være med.

Hvem der har ret af de to, er derfor ikke helt enkelt at svare på. Om ikke andet har debatten bidraget til at sætte fokus på, at der ikke bør være nogen hellige køer, når vi skal sikre europæisk selvforsyning forhåbentlig inden 2040. Her får vi brug for både atomkraft og vindenergi.

Skal man endelig sige noget om, hvem der overhovedet ikke fik ret, må pilen pege på skiftende danske regeringer, der siden midtfirserne har kæmpet mod atomkraft – både i Danmark og andre lande. Danmark burde som minimum bakke op om Seaborg og Copenhagen Atomics – eksempelvis ved at sikre opbygning af kompetencer, der gør det muligt for de to virksomheder at færdigudvikle deres anlæg uden at de må rykke til udlandet. Det vil styrke vores bidrag til en hurtig løsning på energikrisen.