Den europæiske byggebranche kan afslutte energikrisen – permanent
Med for lidt grøn energi og et stærkt politisk ønske om at blive uafhængige af russisk gas er en optimering af energiforbruget i byggesektoren nødvendig. Byggebranchen er klar med løsninger, men det kræver, at vores regeringer handler nu.
Vores boliger, virksomheder og offentlige bygninger er dybt afhængige af fossil energi. 40 pct. af Europas importerede energi – primært gas, blandt andet fra Rusland – er nødvendig blot for at opvarme vores hjem.
Vinteren (selvom den foreløbig er mild), krigen i Ukraine, hastigt stigende energipriser og klimakrisen gør det smerteligt klart, hvor sårbare bygningernes energiforbrug gør os. Men sådan behøver det ikke være. Det nye regeringsgrundlag giver os håb om, at vi vil se en stærk dansk indsats for at sætte ambitionerne højt på EU-niveau.
Som frontløbere inden for bygningsrenovering er den europæiske industri klar til at kappe disse problematiske bånd og sikre, at de europæiske hjem og bygninger kan opvarmes bæredygtigt på den lange bane. Det vil permanent kunne afslutte Europas energikrise.
Vi opfordrer EU og medlemslandenes regeringer til at handle nu og udnytte det store potentiale, der er i vores bygninger, til at træffe ambitiøse beslutninger, som vil give os grønt lys til at investere og til at udvide vores produktion af bæredygtige byggematerialer og ren energiproduktion.
I dag fokuserer europæiske ledere på de kortsigtede løsninger. Siden energikrisen begyndte i september 2021 er næsten 700 mia. euro blevet brugt og øremærket på tværs af Europa til at mindske byrden ved de stigende energipriser.
Men hvis beslutningstagerne er visionære, kan de i fremtidige vintre undgå at skulle kompensere for energikrisens høje omkostninger. De kan samtidig skabe tusindvis af job – 18.000 for hver milliard euro de investerer i energieffektivitet – og løfte millioner af mennesker ud af energifattigdom.
Nøglen ligger i regeringens støtte til energirenoveringer af bygninger. Der skal mere bæredygtige løsninger på plads på langt sigt - sideløbende med den kortsigtede hjælp mod de høje energipriser.
Den danske klimalov forpligter Danmark til at være ”et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden”. Derfor sætter loven også et af de mest ambitiøse klimamål i verden med strategier og målsætninger for forskellige sektorer – alt fra antallet af elbiler til udviklingen af Power-to-X.
Detaljeniveauet på andre områder gør det endnu mere påfaldende, at vi fortsat ikke har hverken strategi eller målsætning for, hvordan vi reducerer vores energiforbrug. Bare inden for anlæg og byggeri står energiforbruget for næsten en tredjedel af Danmarks CO2-udledning.
I en tid, hvor der er for lidt grøn energi, og hvor der er et stærkt politisk ønske om at blive uafhængige af russisk gas, har behovet for at optimere vores energiforbrug i industri- og byggesektoren aldrig været mere presserende.
På EU-niveau kan der hentes vital støtte til bæredygtige hjem, herunder bæredygtig opvarmning, fra den løbende revision af EU’s Bygningsdirektiv (EPBD).
Der foreligger allerede en plan om at renovere Europas energimæssigt dårligste bygninger for markant at nedsætte deres energiforbrug og klimapåvirkning. Der ligger et transformerende potentiale i at forbedre bygningers energieffektivitet ved at sætte høje mål for de bygninger, der klarer sig værst – også kaldet minimumsstandarder for energiforbrug.
En renovering af Europas bygninger ville samtidig reducere drivhusgasudledningen fra opvarmning med 40 pct. på tværs af Europa – en markant reduktion af CO2-udledningen og et solidt skridt i retning af at nå Europas energi- og klimamål. Dertil kommer øget velvære og mindre sygdom gennem forbedret indeklima.
Vi ved fra det nye regeringsgrundlag, at Danmark vil arbejde for en ambitiøs og omkostningseffektiv klima- og energilovgivning i EU i de kommende år. Det bør gøre EU’s Bygningsdirektiv til en hovedprioritet.
Som branche har vi løsningerne klar – det er bestemt ikke ”raketvidenskab”. I dag er den gennemsnitlige andel af gennemgribende energirenoveringer blot 0,2 pct. i EU, så potentialet er stort, og vi er parate til at sikre, at EU kan blive uafhængig af importeret gas i fremtiden.
Vores budskab er simpelt: Vi er alle forpligtede til at fastholde Europas globale førerposition, til at investere i produktion og skabe nye job og til at imødekomme den øgede efterspørgsel på energirenovering og vedvarende energikilder.
Vi opfordrer kraftigt vores regeringer til at støtte ambitiøse nye rammer for bygninger, herunder at sætte høje energistandarder for bygninger omfattet af EU’s Bygningsdirektiv.
Med et stærkt politisk engagement er vi sikre på, at vores branche kan sikre en varm fremtid for alle europæiske husstande og virksomheder.
Indlægget er skrevet af Per Mikael Åkesson, market director hos Velux Nordic, David McDonald, managing director Continental Europe, Kingspan Insulation, Thomas Traeger, zone president for nordic countries, Schneider Electric, Frank Larsen, adm. direktør Rockwool Nordics, Florent Pouzet, CEO i Saint-Gobain i Danmark, og Philippe Duchene, head of building solutions, Hydronics, Danfoss .