Kapløbet om verdens råmaterialer er i gang – og danske virksomheder skal med

»Vi oplever i dag et globalt kapløb om forsyning og genanvendelse af kritiske råmaterialer«.

Det var ordene fra EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, da hun holdt sin state-of-the-union tilbage i efteråret 2022.

Siden har EU annonceret den såkaldte Critical Raw materials Act, som skal fremtidssikre europæiske virksomheders forsyning af kritiske råstoffer. Der skal fart på produktionen inden for EU’s grænser, og så skal virksomheder og forskere i gang med at udvikle nye cirkulære forretningsmodeller.

Der er i den grad brug for, at vi i Europa kommer i gang med at kigge på vores forsyningsafhængighed – særligt med tanke på det seneste års konflikt med Putin og den afledte energikrise. Og netop når det kommer til vores forsyningsafhængighed, er kritiske råmaterialer noget, der bør få alarmklokkerne til at ringe. 

Vi ser for os en grøn fremtid, hvor den globale efterspørgsel på sjældne råmaterialer vil stige eksplosivt. Ifølge IEA vil et scenarie, hvor man globalt er i tråd med Parisaftalens målsætninger, forventeligt øge den globale efterspørgsel på kobber og sjældne jordartsmetaller med mere end 40 pct. i 2040. Efterspørgslen vil inden for samme periode stige med 60-70 pct. for nikkel og kobalt og næsten 90 pct. for lithium – med sol, vind og elbiler som de primære drivere for efterspørgslen.

Flere analyser viser, at der godt nok er råstoffer nok til rådighed i jorden til at kunne møde den voksende efterspørgsel, men at for lav produktionsvolumen og for langsom kapacitetsopbygning over de næste årtier forventeligt vil skabe flaskehalse og store prishop. Dermed risikerer mange virksomheder at stå i en situation, hvor de ikke kan få adgang til de råmaterialer.

Risikoen forstærkes af, at vi ”sourcer” langt størstedelen af vores sjældne råstoffer og ressourcer fra lande, vi har usikre relationer til. Inden for sjældne råmaterialer til vedvarende energi dominerer Kina både selve udvindingen og hele forarbejdningsprocessen – for kobber sidder Kina på 40 pct., nikkel 35 pct. og sjældne mineraler (REEs) er det hele 87 pct. Det fremstår ikke videre attraktivt i en tid, hvor relationen til Kina – med både handels-, TikTok- og ballonkrise - synes mere og mere usikker. 

Det er vigtigt, at der er kommet fokus på netop det fra EU’s side, men det er ikke nok. Den europæiske indsats vil ikke gå hurtigt nok til, at det er tilstrækkeligt for danske virksomheder. Kigger man alene på minedrift i EU, tager det i omegnen af 10 år at få godkendt og opført en mine – det er tid vi, ikke har, når man kigger på 2030-klimamålene. 

Virksomheder skal på eget initiativ begynde at interessere sig langt mere for deres egen forsyningssikkerhed – og særligt når det kommer til de sjældne råmaterialer. Det handler både om at indhente mere viden om, hvor man som virksomhed får sine sjældne råmaterialer fra. Hvem producerer materialerne, hvordan ser forarbejdningsprocessen ud, og hvilken rejse har de bag sig? 

Det handler også om at kigge på strategisk på potentielle forsyningssårbarheder i ens leverandørkæde. Ydermere er der brug for, at virksomhederne investerer i cirkularitet og tager medejerskab for opbygning af nye cirkulære værdikæder – så materialer i kredsløb i dag kan bruges igen, igen og igen. 

Vigtigheden forstærkes, når man tager legitimitet og bæredygtighed med ind i ligningen. Langt de fleste danske virksomheder kan i dag ikke redegøre fuldt for deres materialestrømme – i forhold til klimaaftryk, påvirkning af biodiversitet og miljø og sociale forhold. Det gælder både virksomheden, der køber solceller fra en producent i Kina, som ikke har overblik over sociale og miljømæssige konsekvenser af produktionen, helt ned til de sjældne metaller. Eller vindenergiproducenten, der indkøber sjældne jordartsmetaller til produktion af magneter til offshore-vindmøller. Logistikvirksomheden, der gerne vil elektrificere sin bilflåde, men mangler viden om hele værdikæden for alle delene af batterierne. 

Den viden skal virksomheder lægge sig i selen for at indhente og bruge aktivt, hvis de vil være grønne frontløbere – og hvis de skal kunne følge med de kravene fra investorer. Virksomheder skal demonstrere, at de er robuste i forhold til ændringer i markedet og den globale forsyningssituation. 

Derudover skal de vise, at de har styr på deres aftryk på naturen – ud over klima og direkte CO2-udledninger, og fremlægge målsætninger og køreplaner for cirkularitet, miljø, biodiversitet og ansvarlig sourcing. Og det kræver, at vi ikke venter på EU, men igangsætter en målrettet og strategisk indsats ude i direktionslokalerne – allerede i dag.