Fortsæt til indhold

Blikket mod dalen, læn dig frem og kør igennem krisen

Ledelse af virksomheden i udfordrende perioder eller under kriser kan ofte sammenlignes med skiløb. Vi skal læne os ind i udfordringen for ikke at skride ud.

Debat
Anders HestbechAdministrerende direktør hos Købstædernes Forsikring

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Hestbech

Når vi som ledere møder udfordringer, bliver vores dømmekraft sat på prøve. Og det kræver vilje og nerver af stål at holde fast i den strategiske linje.

Jeg holder af at sammenligne det med at stå på ski på stejle nedkørsler: Hvis du tøver, læner dig tilbage og bliver stiv i benene, så begynder du at slingre og vælter. Du får simpelthen ikke greb om den sne eller is, du kører på. Og under alle omstændigheder skal du ned.

For at få den bedste tur, skal vi læne os ind i udfordringen, gå fleksibelt ned i knæ og rette blikket mod målet. Kriterierne kan let overføres til ledelse: Mod til at være i en udfordrende situation, viljestyrke og et strategisk fokus sikrer, at virksomheden ikke kommer til at vakle i udfordrende perioder.

Netop dette fik jeg testet, da vi for nyligt fremlagde årsregnskab for Købstædernes Forsikring. I 2022 fik vi frem for alt bevist, hvad vi er sat i verden for: At være der for vores kunder, når skaden sker. Sidste år oplevede vi hele fire storbrande, hvoraf den ene brand i en beboelsesejendom i Vanløse skulle vise sig at blive den største brand i en beboelsesejendom i Danmark i nyere tid.

Det har – som forventet – sat sit præg på vores resultat. Samtidig ser vi også tilbage på et år, hvor vi har bevist, at vi har musklerne, kompetencerne og robustheden til at absorbere sådanne udfordringer uden, at det slår bunden ud af vores forretning.

Dette er netop på grund af vores insisterende strategiske fokus, hvor vi har haft det langsigtede mål for øje og lænet os ind i udfordringerne med en vished om, at det vi gjorde, var det rigtige.

Det lyder let. Det er det ikke nødvendigvis.

Bump på vejen er ikke kun negativt, uanset om det drejer sig om regnskab eller andre udfordringer. Det er en anledning til at undersøge, om vi kan blive endnu skarpere på vores strategi, og så er det en anledning til at være i forandringen og usikkerheden uden at have alle svarene med det samme.

Udfordringer kan få organisationen til at rykke tættere sammen og skabe dybere forståelse for, hvem virksomheden er, og hvorfor vi er sat i verden. Hvis vi håndterer dem fornuftigt.

Ledelsesrådgiver Christian Ørsted taler om akutledelse og kriseledelse som to forskellige ting. Akutledelse er, når vi reagerer på udfordringer med en overskuelig tidshorisont, mens kriseledelse drejer sig om det mere uforudsigelige, de udfordringer der ikke helt så let lader sig afgrænse. Som fx da vi stod midt i pandemien og skulle manøvrere i en helt ny virkelighed.

Vi kan også trække en parallel til den økonomiske situation i verden netop nu med høj inflation og renter, som påvirker alle virksomheder på ubestemt tid. Måden, vi klarer os igennem på, er ved at tilpasse strategien på de områder, hvor vi ved, vi har indflydelse på udviklingen og dernæst være i uforudsigeligheden.

At være i et uforudsigeligt scenarie er i store træk enslydende med den moderne virksomheds virkelighed. Fordi uforudsigeligheden strider mod vores menneskelige natur, og fordi vi som ledere er blevet opdraget med, at handling er ensbetydende med ledelsesansvar, så ender vi ofte med at handle os ud af kriser.

Så gør vi noget. Så viser vi ansvar. Her er jeg direkte uenig med den klassiske tilgang. Ledelse anno 2023 kræver i lige så høj grad, at vi afstår fra ny handling og understreger rigtigheden af den strategi, vi har lagt.

I virksomhedsledelse vil der altid komme stejle nedkørsler. Kunsten er at lede virksomheden og medarbejderne sikkert gennem dem. Mit råd er: Hold blikket mod dalen, fleksibelt ned i knæ, læn dig ind i udfordringen og kør sikkert ned.

Artiklens emner
Ledelse