Diagnose: Død af overarbejde

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I 1969 døde en ung japansk mand af et hjertetilfælde. Han arbejdede i en af Japans største medievirksomheder og grunden til at han døde, var ifølge lægerne, at han havde overanstrengt sig på jobbet. Han havde arbejdet mere end 80 timer om ugen – og han havde ingen ferie taget i årevis.

Han var – og er – ikke et særtilfælde i Japan. For nogle år siden skrev The Japan Times, at hver fjerde virksomhed havde medarbejdere, der arbejdede mere end 60 timer om ugen (7. oktober, 2016) og ofte også mere end det. Japan er ikke alene om at have statistikker som denne. Korea, Kina, Indien, Mellemøsten og de nordafrikanske lande kan mønstre lignende (se f.eks. WHOs studie om ”død forårsaget af lange arbejdstider”). Japan er til gengæld det eneste land i verden, hvor man har opfundet et ord for det: ”Karoshi”, hedder det.

Jeg er taget til Japan i min sommerferie. Vi har indtil videre været her en måned, og fra starten har vi været imponerede af den smidighed, renlighed og venlighed, der hersker. I Tokyo bor og arbejder 35 millioner mennesker. Det er mere end noget andet sted i verden. Men her er der stort set ingen trafikpropper, proppede metrotog eller affald i gaderne.

Når man ankommer i lufthavnen, er det første man gør at anskaffe sig en lille wifi-boks. På den måde er man på nettet døgnet rundt, og det får man brug for, for japanerne mestrer sammenkoblingen af det digitale og det fysiske rum. Man bruger sin mobil til at rejse, gå på museer, betale, tale japansk og så videre. Det er ikke kun det højteknologiske og logistiske, der gør Japan så smidig og effekt. Det er også mentaliteten: De tager det kollektive, hensynsfulde og systemiske til et helt nyt niveau.

Men, der er en bagside.

Kraisate er en ven, vi har fået her i Japan. Han er egentlig fra Thailand, men han har boet her i 13 år. De fleste af årene har han arbejdet som fødevareingeniør hos Cup Noodles:

»Der er et japansk ordsprog, der hedder noget i stil med ”indenfor huset og udenfor huset”. Det er en kultur, der handler om, at du som gæst oplever den bedste service, du kan forestille dig. Men ”inde i huset” er arbejderne under ekstremt pres fra chefen for at få det til at ske«.

Yoshi er en anden japansk ingeniør, vi har lært at kende. Han er pensioneret nu, og har derfor mange års erfaringer i bagagen:

»Det første en japaner vil vide, når de møder dig, er hvilken uddannelse du har – og vigtigere, hvilket universitet du har taget den på. Der er ikke noget, der hedder sabbatår i Japan. Halvandet år før studieafslutning, skal de studerende finde deres fremtidige arbejdsplads og målet er, at de skal blive der resten af livet«.

Yoshi har arbejdet for en tysk bilproducent det meste af sin karriere, og han peger på nogle tydelige forskelle:

»I Japan er der ingen, der mødes ved kaffemaskinen for lige at tale med kollegaen om, hvad han lavede i weekenden. Man bruger heller ikke sin mobil. De fleste japanere arbejder mere, end opgaven kræver, fordi så bliver du regnet for at være seriøs og dedikeret. Det viser også, at du tager hensyn til dine kolleger. Måden du gør det på, er vigtigere end resultatet«.

Vi mødte også Alain, en franskmand, som fortalte os om ”Nomikais”:

»Når du har været på arbejde i 12 timer og kun kan tænke på at komme hjem og sove, møder du chefen på vej ud ad døren, og han spørger, om du ikke lige skal med ud at have en øl. Og man ikke sige nej … Det er vigtigt for din karriere, at du er social efter arbejdstid«.

Japans på mange måder ekstreme arbejdsmentalitet skyldes – ifølge dem selv – et stort ønske om at komme på niveau med Vesten, særligt efter Anden Verdenskrig. Og så det udprægede kollektive mindset, der formentlig har sine rødder i shintoismen og ældgamle værdier.

Minato – en japaner der til dagligt arbejder i Europa – samler det hele op og siger:

»Det gode ved Japans måde at gøre tingene på er, at der er stor loyalitet, stabilitet og tryghed. Du knytter dig til virksomheden. Og den passer på dig. Det dårlige er, at der ikke er meget plads til det enkelte menneskes behov. Du opfordres ikke til at mærke, hvad du selv gerne vil. Det er altid hensynet til fællesskabet, der kommer først. Der er lav psykologisk tryghed og ikke meget individuel frihed«.

I Danmark – og den vestlige verden – dyrker vi individet, friheden og resultatet. I Japan er det omvendt. Hvad der er bedst, er der nok ikke noget klart svar på, men svaret skal nok ikke findes i nogen af polerne.