Fortsæt til indhold

Aktienedtur: Den grønne gren er svækket - men ikke knækket

Med Ørsted som aktuelt eksempel er hypen falmet for aktier inden for den grønne omstilling af vores energiproduktion, men der er ingen grund til at begrave den langsigtede investeringscase, mener Danske Banks investeringsstrateg.

Debat
Lars Skovgaard AndersenInvesteringsstrateg i Danske Bank

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Skovgaard Andersen

Skønt sommervejr i september. På samme tid helt fantastisk og dybt bekymrende.

Skal vi få bugt med ændringerne i klimaet, skal der endnu mere fokus på den grønne omstilling af vores energiproduktion. Og er du klimaskeptiker, er der stadig stærke argumenter for at blive mere selvforsynende med energi. De seneste år har vi i den grad lært, hvor kostbart det er at være afhængig af andre lande og regioner, hvis der af en eller anden grund bliver lukket for hanerne. Energisikkerhed er blevet et nøglebegreb.

Selv klimaskeptiske USA har efter Joe Bidens tiltræden som præsident sat (endnu) mere fokus på grønnere energi. Dog ser det ud til, at ambitionerne er pakket ind i en pæn portion protektionisme, hvor amerikanske og europæiske selskaber ikke nødvendigvis er ligestillede, når der deles statsstøtte ud. Men ikke desto mindre positivt med øget fokus på den grønne omstilling.

Alt i alt burde der derfor være masser af medvind for grønne aktier, skulle man tro. Men overraskende nok er det ikke tilfældet.

Ørsted er et billede på udviklingen

Ser man på værdiansættelsen for globale aktier, er den generelt steget hidtil i år, målt på nøgletallet P/E (12 mdr. fremadskuende). Tallet angiver, hvor meget du som investor betaler pr. krones forventet indtjening i virksomhederne de næste 12 måneder.

Ser man på værdiansættelsen for aktier inden for ren energi – her betegnet grønne aktier – er den modsat faldet i år til det laveste niveau siden 2020. Og hvor aktier de grønne aktier de seneste år har haft en meget højere værdiansættelse end det brede aktiemarked, ligger de nu omtrent på samme niveau.

På vores breddegrader er Ørsted et godt billede på udviklingen. Selskabet er et af verdens førende vedvarende energiselskaber, men har ikke desto mindre desværre mistet omkring 70 pct. af sin værdi siden toppen i januar 2021.

Men hvad er årsagen til nedturen for de grønne aktier – og hvordan skal du forholde dig som investor.

Stor hype om få selskaber

For det første har der været en hype om grønne aktier, hvilket er helt forståeligt set i lyset af faktorerne beskrevet ovenfor. Specielt oplevede vi et boost, da Joe Biden blev præsident. Da der samtidig ikke er så mange rene selskaber inden for grøn energi, har dem der er fået uforholdsmæssig stor opmærksomhed, hvilket har presset aktiekurserne ekstra op.

I dag er hypen imidlertid falmet.

Udviklingen har naturligvis også sat sit præg på fonde med fokus på grønne aktier. Tag f.eks. iShares Global Clean Energy, som er en af de mest omtalte fonde inden for temaet – teknisk set en såkaldt ETF. Den er faldet støt i kurs i år, selv om globale aktier er steget. Ørsted indgår i øvrigt i fondens portefølje og har været med til at trække ned i år.

Samtidig bliver iShares Global Clean Energy nu handlet til en værdiansættelse, der er lavere end fondens eget historiske gennemsnit, hvor billedet de seneste år har været det modsatte.

Er det et godt tidspunkt at investere?

Betyder det så, at det vil være et godt tidspunkt at investere nu? Ikke nødvendigvis. For dig som investor er der ingen garanti for, at de grønne aktier fremover vil gøre det bedre end markedet, blot fordi de ikke længere er ”for dyre”.

Mange grønne selskaber inden for energi og forsyning – som f.eks. Ørsted – er blandt andet ramt af de højere renter, der gør det dyrere at finansiere nye store projekter som f.eks. vindmølle- og solcelleparker, transmissionsnet og andre store anlæg inden for energirelateret infrastruktur. Samtidig kan det være sværere at tiltrække kapital til projekterne, da der nu er andre alternativer, herunder obligationer, som relativt set er blevet mere attraktive ud fra et risk/reward-synspunkt.

Den langsigtede case holder

Jeg er dog fortsat af den overbevisning, at den grønne omstilling er en attraktiv langsigtet investeringstrend. Men som med alt andet gælder det om ikke at overdrive sin eksponering mod et enkelt tema og samtidig være bevidst om, at megatrends som den grønne omstilling både vil opleve perioder med medvind og modvind.

Den grønne gren er måske svækket i øjeblikket, men den er ikke knækket. Over tid er jeg overbevist om, at vi fortsat vil se mange fantastiske investeringscases udspille sig inden for teamet. Men jeg vil til enhver tid tage turen i en pakkeløsning i form af en fond, der giver mig en bred eksponering mod temaet, frem for at forsøge at håndplukke udvalgte vinderaktier.

Artiklens emner
Klimaforandringer
Den grønne omstilling