Hører spiritualitet til i ledelse?
Hastige og uforudsigelige forandringer, intensiveret konkurrence, teknologisk udvikling, effektivitetsmål og mangel på talent har øget kravene til ledere i en sådan grad, at mange er begyndt at søge nye og utraditionelle metoder til at håndtere ledergerningen. Spiritualitet er én af dem.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
En konkret definition af ”spiritualitet” er ganske enkelt svær at finde, men for mange handler det om at leve et åndeligt liv med fokus på blandt andet bevidsthed, mening og intuition. Sjældent er der sammenhæng mellem spiritualitet og en given religion, men derimod en tro på, at der er mere til livet, end det vi kan se med det blotte øje.
Spiritualitet i ledelse er ikke et nyt fænomen, men snarere et udtrykt for et skiftende syn på, hvad der definerer god ledelse, og hvad der driver en sund organisation, som skaber solide økonomiske resultater på en bæredygtig måde. Det er et ledelsesmæssigt element, som anerkender menneskelig værdi, indre ro og mening som vigtige drivkræfter for produktivitet, vækst og succes.
At tage spiritualitet ind i ledelsesrummet handler i høj grad om lederens evne til at forbinde sig med sine indre værdier, og derigennem hjælpe andre til at gøre det samme. Det handler om at være indrestyret frem for ydrestyret, at lytte mere til sjælens stemme end til egoets og at skabe en væredygtig kultur, hvor medarbejderne trives, føler sig hørt, set og værdsat.
Spiritualitet kan ikke sættes på formel, og mange oplever det fortsat som alternativt og ”urtet”, hvilket kan skabe både modstand og skepsis.Lars Sander Matjeka
Resultaterne er målbare: Stigning i medarbejdernes tilfredshed og engagement, lavere sygefravær, lavere medarbejderomsætning, øget effektivitet og lettere tiltrækning af talent.
Meditation og stilhed er værktøjer, som ofte bliver brugt i forbindelse med spiritualitet i ledelse for at støtte individet i at blive mere nærværende, mere kreativt, mere produktivt og mindre stresset. På samme tid hjælper det lederne til mere fokus, klarhed og balance i deres egne beslutningsprocesser, f.eks. fordi intellekt og krop forbindes, tempoet sættes ned og intuitionen styrkes.
Spiritualitet kan ikke sættes på formel, og mange oplever det fortsat som alternativt og ”urtet”, hvilket kan skabe både modstand og skepsis. Nogle af indvendingerne går på, at det er for ukonkret, og at der i hverdagen ikke er tid til hverken meditation eller pauser i stilhed. Men netop når vi får ro til at bearbejde de enorme mængder af input og tillader os selv at lytte til signaler fra vores krop, bliver vi både hurtigere og bedre til at træffe beslutninger og håndtere komplicerede problemstillinger.
En anden indvending handler om, at spiritualitet risikerer at fjerne lederens objektivitet. Den risiko er reel, og overdreven fokus på spiritualitet kan uden tvivl reducere evnen til at træffe de nødvendige beslutninger baseret på forretningsmæssige realiteter og data. Samme risiko er der ved en hverdag i et hamsterhjul uden tid og overskud til refleksion og restitution.
Hører spiritualitet til i ledelse? For mig er spiritualitet en påmindelse om: 1) at vi alle er mere og andet end vores jobtitler, 2) mit ønske om at give mere end jeg tager og 3) min ambition om at sætte positive aftryk i (erhvervs)livet.
Men svaret er individuelt. Dog må det være indlysende for enhver, at de traditionelle, autoritære ledelsesformer må vige pladsen for mere inkluderende og holistiske tilgange, hvor vi evner at kombinere det målbare og det mærkbare.


