Dysfunktionel amerikansk kongres kan koste vækst

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Posten som formand – speaker – for Repræsentanternes Hus rangerer som det næsthøjeste embede i USA’s politiske ledelse efter præsidenten. Og hvis præsidenten og vicepræsidenten omkommer, overtager formanden for ”Huset” roret i USA.

Det i sig selv understreger postens betydning. Formandskabet indbefatter, at man kan forhandle vanskelige kompromisser på plads. Både med modparten, Demokraterne, og blandt de håbløst splittede republikanere. Med postens store betydning var udpegelsen af – den for de fleste ukendte – Mike Johnson en kæmpe overraskelse. Og, kunne man tilføje, langtfra uden risici, da afgørende forhandlinger står for døren.

Som Mitt Romney udtrykte det, inden valget var en realitet: »Erfaring er tilsyneladende ingen nødvendighed.« Det afspejler meget godt den risiko, Republikanerne løber med valget. Johnson karakteriseres som den mindst erfarne formand i 140 år. Han har ingen lang erfaring som kongresmedlem (først valgt i 2017) og har ikke haft tunge eller ledende udvalgsposter i Repræsentanternes Hus.

Timingen for valget af en så uprøvet person til formand synes mildest talt satset. Det har nemlig været mere end almindeligt vanskeligt at skabe politisk enighed hos Republikanerne på det seneste. Det så vi både, da den forhenværende formand (McCarthy) skulle vælges (det har ikke siden den amerikanske borgerkrig krævet så mange afstemninger), og da USA’s gældsloft skulle forhøjes i forsommeren. Vi så det så sent som i september, da uenighed om budgettet ledte til en nødløsning i 11. time i form af en kortvarig forlængelse af budgettet. Kompromisset kostede McCarthy formandsposten.

Med til at skabe det ekstraordinært vanskelige klima hos Republikanerne er Freedom Caucus, en gruppe yderligtgående højrefløjspolitikere med ringe kompromisvillighed, stor konfliktvillighed og en ofte skinger og aggressiv debatstil. Gruppen modsætter sig det meste, da udgangspunktet er ”mindre Washington”. Johnson er ikke en del af gruppen, men ligger værdi- og holdningsmæssigt ikke langt fra den på en række områder. Johnson har selv indtaget nogle yderligtgående holdninger. F.eks. forsøgte han ved valget i 2020 at få underkendt Bidens valgsejr, og han var med til at forsøge at omstøde flere delstatsafgørelser – uden skyggen af belæg.

Alt det er politisk. Men der er også økonomiske risici forbundet med udpegelsen af en uerfaren forhandler med et yderligtgående udgangspunkt i en situation, hvor kompromisser er nødvendige. Kongressens langtrukne forhandling om budgettet for finansåret 2024 endte som nævnt i en kortvarig forlængelse med udløb medio november.

Hvis der ikke findes et kompromis (evt. ny forlængelse), fører det til en nedlukning (government shutdown) af ikke-vitale dele af den offentlige sektor, hvor over 4 millioner offentligt ansatte ikke får udbetalt løn – nogle hjemsendes, og andre må endda arbejde. Det er sket før og er normalt ingen katastrofe for den økonomiske udvikling. Det koster i omegnen af 0,1 pct. af bnp per uge, hvoraf det meste, men ikke alt, kommer tilbage, når nedlukningen afsluttes, og lønnen udbetales med tilbagevirkende kraft. Typisk varer det få uger, men jo længere nedlukning, jo større reel effekt.

Men i en tid med større økonomisk usikkerhed efter de sidste års inflations- og rentechok er politisk utilregnelighed det sidste, der er brug for. Ikke mindst fordi tendensen til politisk hårdknude ved de afgørende forhandlinger de seneste år og den tiltagende indflydelse af kompromisuvillige kræfter hos Republikanerne (plus Trump) sandsynligvis har mindsket borgernes tiltro til Washington. Risikoen for en mere langstrakt obstruktion af Bidens mulighed for at lede landet på normal vis er tydelig. Herunder også risikoen for længerevarende nedlukninger.

I et større perspektiv kan langvarige politiske slagsmål og manglende evne til kompromis mindske tiltroen til USA’s politiske system og tilliden til hele det institutionelle setup (yderligere). Det er før fremhævet hos ratingbureauer som begrundelse for fastsættelsen af USA’s kreditvurdering – og årsag til nedjusteringer i både 2011 og i år.

Det korte af det lange er, at sjældent har Republikanerne været så splittede, sjældent har så rabiate kræfter influeret så klart på partiets linje, og sjældent har viljen til kompromis forekommet mindre. At sætte en politisk novice til at lede i det klima, er ikke uden risici.