Hvordan leder man under en revolution af vores måde at leve på?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Da jeg var dreng, var jeg ved at drive min mor til vanvid med spørgsmål om alt fra, om menneskene på den anden side af jorden kunne mærke, at de gik med hovedet nedad, til hvor solen var henne om natten. Da jeg begyndte i skolen, lærte jeg hurtigt, at det at stille spørgsmål ikke gav så mange point i klasseværelset. Det handlede mere om at kunne række fingeren i vejret for at komme med de rigtige svar.

Sådan er det også i vores uddannelsessystem: Man bliver belønnet for at svare rigtigt. Min erfaring er, at det også langt henad vejen er tilfældet i mange virksomheder, på direktørernes kontorer og i bestyrelseslokalerne.

Selvfølgelig er det ikke sort-hvidt: Kloge folk har længe vidst, at det er mindst lige så vigtigt at stille de rigtige spørgsmål som at kunne svare korrekt, når det ”rigtige” spørgsmål er formuleret. Alligevel er fokus på at svare korrekt. Det er et paradigme, der ligger dybt i vores kultur.

Måske er det ved at ændre sig. Vi ser en markant udvikling inden for kunstig intelligens; altså machine learning, hvor en algoritme trænes til at give gode forudsigelser; eller generativ kunstig intelligens som f.eks. ChatGPT, hvor algoritmen udvikler nye datasæt i form af f.eks. tekst eller billeder. Hermed bliver paradigmet alvor vendt på hovedet: Det bliver populært sagt ingen kunst at give konkrete svar. Det klarer teknologien langt på vej. Det virkeligt vigtige er at kunne stille de rigtige spørgsmål – og ikke lade sig begrænse af, hvad vi ved og tror, er muligt at svare på.

Der er tale om en potentiel revolution af vores måde at studere, arbejde og leve på.

Høj indsats – stort potentiale

I en revolution er indsatsen høj. Meget kan vindes, og meget kan tabes.

Det, jeg spørger mig selv og andre om, er: Hvad kan jeg som leder gøre for at forløse potentialet og styre virksomheden uden om faldgruberne?

Det spørger mange andre ledere af virksomheder, uddannelsesinstitutioner og politikere også sig selv om for tiden.

Jeg har selvfølgelig ikke svarene. På nogle områder famler jeg mig frem. Men jeg vil gerne dele nogle af mine refleksioner og spørgsmål om dette – fra leder til ledere. Jeg håber, det kan være et brugbart bidrag til den refleksion og samtale, der er i gang.

Mit håb er, at vi i højere grad kan udvikle en dialog på tværs af virksomheds-, institutions- og politiske skel. For kunstig intelligens og det, den kan bruges til (f.eks. den grønne omstilling) er alt for vigtig og omfattende til, at vi kan forløse potentialet på egen hånd.

6 tanker til overvejelse

1. Sæt dig ind i det: Som topleder er det svært at finde tid til fordybelse, men det er så afgørende et skifte, at jeg tror, vi bliver nødt til at have en rimelig forståelse af, hvad kunstig intelligens er, og hvad det kan. Og så er det faktisk spændende at udforske!

2. Få råd fra de bedste: Når det er sagt, kan og skal vi som topledere ikke være eksperter – men vi skal have eksperter på holdet. Hvem er din særlige rådgiver på kunstig intelligens?

3. Juster investeringsmixet: I den virksomhed, jeg repræsenterer, bruger vi kunstig intelligens til en række projektopgaver og processer, og det virker godt. Men jeg spørger mig selv: Investerer vi nok i dette? Eller er det ’alibi-investeringer’ vi har gang i?

Den tidligere regering lavede i 2019 en (rigtigt fornuftig) national strategi for kunstig intelligens. Det var fremsynet. Men der blev kun sat 60 mio. kr. af til investering i dette afgørende område. Til sammenligning bruger det offentlige 9,4 mia. kr. på ledelse og administration – årligt!

Det er let at pege fingre, men hvor stor en del af vores IT- og innovationsbudgetter går egentlig til at investere i kunstig intelligens?

4. Opdater rekrutteringsstrategien: Hvor mange af vores nuværende opgaver vil være overtaget af kunstig intelligens om fem-ti år? Har vi gearet vores rekruttering til denne fremtid?

Et eksempel: Goldman Sachs forudser, at 300 mio. job vil blive gjort overflødige af kunstig intelligens. Det tror jeg ikke er for højt sat.

Samtidig vil kunstig intelligens skabe knap 100 mio. nye job (World Economic Forum). Og ifølge McKinsey vil generel økonomis fremgang ’lukke hele hullet’ frem mod 2030, men der vil i høj grad være tale om nye job: En markant ændring af balancen, hvor vi kommer til at reducere antal medarbejdere markant inden for administration, produktion, transport og lignende funktioner; og parallelt øge antallet af uddannede ”Spørge-Jørgener” inden for kunstig intelligens.

Hvordan forbereder vi os selv og vores medarbejdere på denne omstilling?

5. Forbered medarbejderne: Jeg ved, at disse perspektiver er lettere at forholde sig til som topleder end som medarbejder – især hvis man sidder i et truet job. Det er angstprovokerende. Men hvad er god ledelse over sådan en medarbejder – at lade som ingenting? Vi skal ikke være ufølsomme. Men det virkeligt empatiske er ikke at forholde vores kolleger sandheden.

Hvis vi vil dem det bedste, må vi være ærlige: Vi må fokusere den menneskelige faktor der, hvor den er uundværlig og gør en virkelig forskel (f.eks. i interaktionen med mennesker!). Mange medarbejdere skal have andre opgaver. Det kræver ofte nye kompetencer, og det skal de i gang med at forberede sig på – nu.

6. Tjek uddannelserne: Det samme gælder vores uddannelser: Uddanner vi reelt tusinder til arbejdsløshed? Eller gør vi dem klar til at være medarbejdere og deltagere i en spændende fremtid – både i offentlige institutioner og virksomhederne?

Lad os tale sammen - virksomheder, uddannelsesinstitutioner og politikere - om, hvad der er brug for, og træffe modige beslutninger nu. For, som skrevet i indledningen: Kunstig intelligens og det, den kan bruges til, er for stort og vigtigt til at køre solo.

Ønskes: En større ’sandkasse’

Vi har i Cowi lavet det, vi kalder en ’sandkasse’, hvor vores medarbejdere bruger kunstig intelligens til at udvikle bedre løsninger for vores kunder, hurtigere; hvor de kan afprøve mulighederne inden for kunstig intelligens uden at risikere at kompromittere f.eks. følsomme oplysninger, kundedata e.l.

Det fungerer fint, men egentlig tænker jeg: Hvorfor bygger vi ikke en større ’sandkasse’ – sammen?

Det kunne udvide vores spektrum og give flere muskler til fælles investeringer f.eks. i kvante-computerteknologi, som vil kunne accelerere de matematiske algoritmer, der ligger til grund for bl.a. kunstig intelligens til raketfart, men som også er en meget dyr teknologi; hvor alle deltagere nyder godt af den viden, vi opnår sammen.

Jeg er med på, at vi som virksomheder befinder os i en konkurrence, og at sådan et samarbejde kræver klare retningslinjer; men kunstig intelligens er ikke et nulsumsspil. Alle kan vinde på det.

Vi har allerede gode erfaringer med at dele gode løsninger og platforme med hinanden på tværs af virksomheder - til gavn for både forretningen og klimaet. Det gælder f.eks. LCAcollect, et værktøj til livscyklusanalyser inden for byggeri, som vi sammen med Molio lancerede tidligere på året til fri afbenyttelse af alle virksomheder store som små.

Jeg tror, at hvis vi som virksomheder og som land skal høste det fulde potentiale af den revolution, der banker på vores dør, kræver det endnu mere samarbejde, modig ledelse, ærlig kommunikation og markante investeringer nu.

Skal vi ikke prøve at samarbejde om det?