Jeg vil ikke være fodsoldat i statens velfærdshær
Det mest slående i regeringens angreb på danskernes arbejdsmoral er, at de ikke har bedre blik for den tid, vi lever i. De holder fast i industrisamfundets præmisser, selvom mekanismerne er så markant anderledes.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Indrømmet, jeg fik også, som mange andre danskere, kaffen galt i halsen, da jeg læste, at regeringen – denne gang ført an af Kaare Dybvad Bek i bogen ”Arbejdets land” – opfordrede danskerne til at knokle endnu hårdere som stolte fodsoldater i velfærdsstatens arbejdshær.
Han har naturligvis ret i, at den danske velfærdsmodel falder til jorden, hvis flertallet skulle få den idé, at de gerne vil flytte til Ærø og dyrke deres egne gulerødder samtidig med, at de stadig tager bussen, bruger skolesystemet og lader sig indlægge på hospitalet. Selvfølgelig skal vi alle tage et ansvar for at finansiere den velfærd, som mange af os sætter pris på.
Men, udover retorikken (”alle skal knokle for velfærdsstatens overlevelse”), virker det som om, at regeringen slet ikke har forstået de præmisser, der gælder i 2023:
- Større fleksibilitet giver bedre trivsel og dermed færre udgifter til de helt store samfundsproblemer, som f.eks. stigende stress, angst og livstilsrelaterede tilstande
- Større fleksibilitet og frihed giver større produktivitet og evne til at levere bruttonationalprodukt i et arbejdsmarked, der rimer mere på AI og kompleksitet end på samlebånd og forudsigelighed.
Det første er der mange, der har reageret på og skrevet om. Men det sidste er mindst lige så vigtigt.
Siden tidernes morgen har der været en stærk og stabil korrelation mellem timer lagt og økonomisk resultat. Derfor er det naturligvis oplagt at tænke, at det stadig er sådan.
Der er virkelig brug for, at nogen vækker dem på Borgen og trækker dem ind i den tid, vi lever og arbejder i.Louise Orbesen
Men det er det ikke. Det er en langt mere kompliceret verden, hvor teknologi og kunstig intelligens har ændret spillereglerne fundamentalt.
Der skal opfindes helt nye måder at arbejde på. Et helt nyt styresystem, der passer til de ændrede præmisser. Det er derfor vi taler om formålsdrevne virksomheder, selvledende strukturer, firedages arbejdsuger, langsom ledelse, pauser, fleksibilitet, frihed og så videre.
Dave Snowden er en walisisk managementkonsulent, der først og fremmest er blevet kendt for en model (Cynefin), der beskriver, hvad der sker, når tingene bliver stigende mere komplekse. Den beskriver, hvordan vi ikke længere kan løse nutidens problemstillinger med fortidens fremgangsmåder. Kort fortalt siger modellen, at vi kan stå i fire forskellige beslutningsmiljøer, som kræver fire forskellige fremgangsmåder.
- Det simple, hvor der er høj forudsigelighed og der kan udvikles en best practice. Tænk ”kryds og bolle”. I 1950-70erne dominerede denne stil på fabrikkerne.
- Det komplicerede, hvor der kan findes en bedste løsning gennem dataindsamling, analyse og ekspertise. Tænk ”skak”. I 1980-2010 dominerede dette, og performance management havde sin storhedstid.
- Det komplekse, hvor det ikke længere er muligt at regne den ud eller at nå i mål ved at lægge timer nok. Her er eneste vej frem at prøve sig frem og lære af det – sense and respond. Tænk ”poker”. Dette beslutningsmiljø dominerer i dag, hvor teknologi og AI har ændret spillereglerne.
- Det kaotiske, hvor det eneste rigtige er at gøre et eller andet. Hurtigt. Det er stadig mere undtagelsen end reglen.
I dag arbejder flere og flere mennesker i det komplekse felt, hvor det ikke er muligt at planlægge, handle og følge op i et forudsigeligt mønster. Det gælder ikke kun i de videnstunge erhverv. Det gælder for eksempel også på sygehusene og i hjemmeplejen, som Kaare Dybvad Bek ellers ynder at trække frem som eksempel på et sted, hvor der kun er brug for flere hænder.
I Holland er der en hjemmeplejevirksomhed, som har revolutioneret måden, man yder service til borgerne. Den hedder Buurtzorg. De har ingen tidsskemaer, ingen kontrol og faktisk heller ingen chefer. De har til gengæld tid til at drikke en kop kaffe, tale med de gamle og yde reel omsorg. Og det har de gjort i en model, der har sparet den hollandske stat for 40 pct. af omkostningerne samtidig med at kvaliteten af leverancerne er forbedret.
Oveni det trives både medarbejdere og borgere i langt højere grad end i den traditionelle model (trivslen er på 8,6 ud af 10). Nøgleordene er frihed, fleksibilitet samt meget stort ansvar og tillid til medarbejderne. Det er ikke let, men det er en stor del af svaret på det, som tiden kalder på.
Det mest slående i regeringens angreb på danskernes arbejdsmoral er, at de ikke har bedre blik for den tid, vi lever i. De holder fast i industrisamfundets præmisser, selvom mekanismerne er så markant anderledes. Der er virkelig brug for, at nogen vækker dem på Borgen og trækker dem ind i den tid, vi lever og arbejder i.
