Hvad nu, hvis klimaet ikke var et problem?
Klimaforandringerne raser, og stadig flere erkender, at vi må gøre tingene anderledes. Ikke som i at stoppe med at gøre alt muligt, men som i at drømme om fortsat at kunne gøre ting, men uden den skadelige virkning. Og om en fremtid i et stabilt og sikkert miljø.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Tænk for alt i verden ikke på en lyserød elefant! Og det er så hvad, du har i tankerne nu. Hvad tror du så, du tænker på, når du konstant hører, at klima er et stort problem, der bliver dyrt, og som kræver at vi må undvære en række ting? Den grønne omstilling kan bruges som et effektfuldt værktøj til at gentænke nuværende løsninger. Hvad nu, hvis vi begyndte at tale om det som en mulighed for udvikling?
Klimaforandringerne raser, og stadig flere verden over erkender, at vi må gøre tingene anderledes. Ikke anderledes som i at stoppe med at gøre alt muligt, men som i ”jeg drømmer om forsat at kunne gøre en række ting, men uden den skadelige virkning”, og ”jeg drømmer om en fremtid for mig selv og mine børn i et stabilt og sikkert miljø, der fungerer som en tryg ramme for vores liv”.
Jeg ser tre forhold, som gør, at danske virksomheder har et særlig gunstigt udgangspunkt i dette kapløb om morgendagens eksportmilliarder.Jasper Steinhausen
Alene derfor er den grønne omstilling en gigantisk forretningsmulighed for dem, som gentænker og udvikler alle væsentlige produkter og løsninger, som verden bruger, til en version, der bidrager til at genskabe et stabilt økosystem. Det er så stor en mulighed, at ”nogen” vil sætte sig på den, investere og skabe de nye versioner af produkter og services samt udvikle helt nye.
I Danmark har vi en unik mulighed for at blive en central del af de ”nogen”, men det ser ud til, at vi ikke rigtig er opmærksomme på det.
Jeg ser tre forhold, som gør, at danske virksomheder har et særlig gunstigt udgangspunkt i dette kapløb om morgendagens eksportmilliarder, og for at blive heltene, når historien om, hvordan menneskeheden håndterede klimakrisen, skal skrives.
Tre forhold der gør, at det kan lykkes os at skabe de innovationer, der skal til, for at gentænke og udvikle løsninger som en hel verden mangler:
- Flad, organisatorisk struktur: For at den grønne omstilling skal lykkes, skal strategi og ledelse kombineres med specifik viden om indhold og produktion af produkter og services. Det første findes i ledelsen, og det sidste blandt medarbejderne. Vores flade, organisatoriske strukturer fremmer innovation, da medarbejdere tør foreslå nye idéer, og ledere er åbne for forslag nedefra og ikke så bange for at tabe ansigt.
- Høj basisviden og accept af klima og bæredygtighed: Danskerne har en bred forståelse og accept af klimaændringer, og vi tror på videnskaben, hvilket gør det lettere at udvikle og implementere bæredygtige initiativer.
- Højt uddannelsesniveau og digitalisering: Danmark har et højt uddannelsesniveau og en række virksomheder, som på globalt niveau er anerkendt for ting som funktionalitet, kvalitet, design og bæredygtighed. Dertil kommer, at vi er førende inden for digitalisering, hvilket bliver et væsentligt værktøj for at udvikle innovative og bæredygtige løsninger.
Vi skal gribe ud efter det
Danske virksomheder har dermed et helt særligt udgangspunkt for, at det kan lykkes at skabe de nye og bedre udgaver af produkter og services, som løser alle væsentlige behov, mennesker har. Beklædning, bolig, energi, transport, fødevarer, fritidsinteresser, oplevelser, sundhed ... forsæt selv listen.
Men vi skal turde gribe ud efter den – tænke større. Droppe idéen om, at den grønne omstilling ikke må ændre noget for nogen, og at det for alt i verden gælder om at fastholde status quo – sågar for erhverv, der kæmper med overhovedet at være rentable, eller områder, der åbenlyst skaber dårligere livsforhold for mennesker og dyr. Og vi skal erkende, at Danmark og verden anno 2023 ikke er i sit optimale stadie, og at vi godt kan tillade os at sigte efter f.eks. større psykisk velbefindende, bedre sundhed, mindre stress, mere livsglæde, større naturoplevelser, bedre vilkår for vores børn osv.
Det starter med, at vi tilgår og taler om den grønne omstilling og klima som en udviklingsdagsorden og en mulighed frem for en minimeringsdagsorden og et problem. Dernæst skal vi begynde at sætte ord på, hvad vi gerne vil have mere af, og hvilke problemer vi gerne vil løse. Når vi skaber versioner af produkter og ydelser, som verden (herunder Danmark) har brug for, og som dækker behovet og løser problemerne på en smartere måde, der også bidrager til at gøre verden til et bedre sted, kommer økonomien og jobskabelsen.



