Det er på tide at gøre op med arven fra CSR

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kravene til virksomheders evne til at minimere deres skadevirkning på verden og samtidig høste de store potentialer, der ligger i at bidrage til omstillingen, er allestedsnærværende.

De kommer fra ny og kommende lovgivning, pres fra konkurrenter og forventninger fra egne medarbejdere, kunder og investorer og udmønter sig i bæredygtighedsstrategier med initiativer og programmer for at nå nye mål og forpligtelser. De samme strategier forsøger også ofte at give et bud på et af de sværere spørgsmål: Hvem i organisationen skal levere på de forpligtelser og målsætninger – og hvordan?

Virksomheders evne til at integrere bæredygtighed i forretningsstyringen og eksekvere på de planlagte initiativer er altafgørende og kræver ofte nye kompetencer, som både rækker bredt og dybt. Kompetencer, der også kan samarbejde med eksisterende forretningsdiscipliner. Derfor er det uundgåeligt at tænke bæredygtighed ind i og på tværs af sine discipliner.

Dette f.eks. i compliance- og indkøbsafdelingerne for at sikre, at både produkter og leverandører imødekommer nye, øgede krav. I salg og markedsføring skal der være kompetencer, der sikrer, at man solidt underbygger og præcist italesætter sine bidrag over for kunderne for at undgå greenwashing. I forhold til at regne og redegøre for sit CO₂e-regnskab løbende vil databehov, leverandørbidrag og efterfølgende rapportering kræve involvering af diverse produktejere, it, finansafdelingen og indkøb. For at nævne nogle af de traditionelle snitflader.

Virksomheder løser denne integration på forskellige måder. Nogle virksomheder sidder stadig fast i ”arven fra CSR”, hvor bæredygtighed primært var en PR- og kommunikationsdisciplin, og ansvaret ligger mere eller mindre tilfældigt fortsat her. Andre organiserer sig bevidst med en central organisation, der bærer ansvaret på tværs.

En tredje vej er en mere decentral fordeling af ansvaret i de respektive afdelinger, og der findes også en fjerde og femte version, der lægger sig imellem de tre. Hvordan en virksomhed bør organisere sig omkring bæredygtighed og med hvilken kapacitet afhænger af en række omstændigheder. Kapaciteten og kompetencerne skal matche graden og naturen af eksponering for materielle risici og muligheder og organisationens modenhed på disse områder. Virksomhedens størrelse og tilhørende rapporteringskrav og ens ejerskabsform spiller også ind.

Uafhængigt af hvilke omstændigheder der gør sig gældende for den enkelte virksomhed, er der efterhånden to faktorer, der ikke stilles spørgsmål ved. Der er:

Medarbejdere, der har dygtiggjort sig inden for bæredygtighed og samtidig kan tænke og drive agendaen på tværs af discipliner og integrere det i virksomhedsstyringen og -strategien, er der desværre ikke mange af – endnu. Imens har topledelsen i høj grad brug for en kvalificeret holdning til emnet og bør evne at udfordre initiativer og retningen i dybden.

Derfor bør de kompetente bæredygtighedsansvarlige, der findes, inviteres med omkring direktionsbordet som en del af topledelsen eller med en direkte reference hertil, hvor de skal hjælpe til at forstå, styre og kontrollere bæredygtigheds dynamiske og komplekse indflydelse på virksomheden.

Argumentet her er ikke en stillingtagen til enten-eller i forhold til bred og dyb involvering i emnet på tværs af organisationen, men en for hastig decentralisering skal undgås, så de nødvendige, tilgængelige kompetencer ikke ”gemmes væk” i et specialiseret hjørne af organisationen, men stadig befinder sig der, hvor de skaber størst indflydelse. Og er der en fremtid, hvor bæredygtighedsdisciplinen er modnet og fuldt integreret i en opkvalificeret organisation, og der ikke er behov for en bæredygtighedschef i topledelsen? Det er der måske, men med den fart emnet udvikler sig med, og i takt med at kravene til virksomheder øges, tror jeg ikke, at den fremtid er nær.

Slutteligt bør det understreges, at det samme argument gør sig gældende i bestyrelseslokalet, hvor bæredygtighedskompetencer bør være højt på ønskelisten, for at sikre at ledelsens retning kan udfordres og kalibreres.