Topchefer skal lede den grønne omstilling
I bund og grund handler omstilling til en mere bæredygtig forretning om vision, strategi og overordnet positionering. Det er opgaver, der i sidste ende ligger hos topledelsen og bestyrelsen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I en tid hvor bæredygtighed bliver stadig mere centralt i erhvervslivet, står virksomhedsledere over for en unik mulighed - og udfordring - i at forme fremtiden for deres organisationer. CEO’s spiller en afgørende rolle i at udvikle og integrere bæredygtighed i forretningen, som ikke alene gavner miljøet, men også sikrer langsigtede økonomiske fordele. Det er en af de vigtigste opgaver i de kommende år.
Nogle vil tænke, at det da må være en opgave for miljøchefen (eller måske på den nyudnævnte Chief Sustainability Officer). Klart, at vedkommende spiller en væsentlig rolle, men dette her handler i bund og grund om vision, strategi og overordnet positionering, og det er som bekendt opgaver, der i sidste ende ligger hos CEO - og bestyrelsen.
Det stiller nye krav til, hvad en CEO og en bestyrelse skal kunne. Det stiller også krav til, hvad en miljøchef skal kunne.
Bestyrelsens nye kompetencer
Bestyrelsens vigtigste opgave er i sin essens at ansætte den rigtige ledelse, at sætte den overordnede retning og strategi samt at følge op på implementeringen heraf. For at kunne det i dagens virkelighed, så kræver det en basal forståelse for koblingen mellem bæredygtighed og forretning, og herunder:
- At det er mere end en brandingøvelse
- At feltet er bredere end blot klimadagsordenen
- Hvilke typer af forretningsmæssig værdi der kan komme ud af det
- Krav og forventninger til dokumentation og kommunikation
Det vil kun sjældent være nødvendigt at få en specialist som bestyrelsesmedlem. Det vigtige er, at alle forstår området godt nok til at kunne forholde sig strategisk til det, stille de rette spørgsmål og se potentialerne.
Topdirektørens nye kompetencer
Som direktør skal du et spadestik dybere, men uden behovet for at blive eksperten. Og det samme gælder for resten af den øverste ledelse, så I er i stand til at have en kvalificeret strategisk diskussion om f.eks. overordnet retning og vision, strategi, prioriteringer i forbindelse med implementering og positioneringen.
Det er afgørende, at hele ledergruppen har det rette mindset, og for alvor forstår og kan se koblingen mellem deres virksomhed og bæredygtighed, så der vælges den rette vej ind i den grønne omstilling. En hvor styrker og muligheder udnyttes bedst muligt og skaber størst mulige forretningsmæssig og miljømæssig impact.
Det kræver de samme kompetencer som bestyrelsen men på et lidt mere virksomhedsnært niveau, og dertil kommer kompetencen til at tænke bæredygtighed ind i mange eksisterende ledelsesværktøjer og discipliner såsom forandringsledelse, HR, forretningsmodeller, business cases mm. Igen naturligvis ”blot” på et niveau hvor de rigtige spørgsmål kan stilles, materiale kan læses og forstås korrekt og muligheder kan spottes.
Den gode nyhed er, at disse kompetencer er lettere at erhverve sig, end man måske skulle tro. Meget af det vil kunne klares via kortere forløb, kombineret med træning i virkeligheden.
Miljøchefens nye kompetencer
Miljøchefen anno 2024 må tilsvarende styrke sine kompetencer om forretning, strategi og ledelse for at kunne være den sparringspartner og det faglige anker, ledelsen har brug for, når den overordnede vision og strategi fastlægges.
Her er ligeledes tale om at skulle kunne beherske det på et overordnet niveau, så det er ikke nu, I skal til at søge på, hvornår der er plads på den næste MBA.
Sæt i gang og lær undervejs
Jeg vil på det kraftigste anbefale, at ledelsen søger kompetencer om koblingen mellem forretning og bæredygtighed. Men jeg vil også advare mod at forudsætte et større studie, før valg kan træffes og handling ske. Dels fordi, vi ikke har tiden til at ”spilde” et år eller mere på at forstå, dels fordi det i et vist omfang vil være nyt, hvordan lige præcis I skal gøre i JERES virksomhed. Det er en innovations- og forretningsudviklingsdagsorden, og her er iværksætterens tilgang mere værd end akademikerens.
Hvis jeg skal lære, må jeg skride til handling – frem for hvis jeg skal skride til handling, må jeg først lære.


