Byggeriet skal være markant grønnere
Byggebranchen må yde sit bidrag til den grønne omstilling. Derfor er der god mening i at tilslutte sig reduction roadmap og bakke op om grønne krav til nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Som Finans og Jyllands Posten har beskrevet, er der en heftig diskussion i gang om byggebranchens klimaftryk, når der gælder nybyggeri.
Fra Dansk Erhvervs side er der ingen tvivl. Vi skal være ambitiøse på klimaets vegne, når vi bygger nyt. Byggeriet herhjemme står for ca. 30 pct. af den samlede CO2-udledning og 40 pct. af det samlede energiforbrug. Derfor skal der også være CO2-krav til byggeriet, der gør en forskel, så vi får mindre spild, optimerer designfasen og byggeprocessen, minimerer energiforbruget og bruger byggematerialer med lavt CO2-udledning.
Det skal selvfølgelig ikke ende i en talkrig, om hvilket tal, der er det rigtige med hensyn til CO2-udledning pr. m2 nybyggeri, men omvendt skal der være et krav, der sætter mere gang i den grønne udvikling. Siden 1. januar 2023 er kravet i bygningsreglementet på 12 kg. CO2 pr. m2 nybyggeri, men det har ikke den store effekt, da gennemsnittet for nybyggeri ligger på ca. 9,5 CO2 kg. pr. m2. Så det er mere symbolsk, at vi i dag har et krav, da det stort set ingen betydning har.
Fra 2025 skal der sættes et nyt krav og her er vores anbefaling, at det sættes markant ned, så det gør en forskel, og at der sker en differentiering efter boligtype (privat, erhverv, etageejendomme etc.). I forvejen er der medvind på cykelstien, da energiforbruget til fremstilling af byggematerialer og til byggeprocessen bliver mere grønt, hvilket afspejler sig i et lavere klimaaftryk.
Af samme grund har vi tilsluttet os det forskningsbaserede værktøj Reduction Roadmap, som næsten 600 andre organisationer og virksomheder også har gjort. De anbefaler et krav til nybyggeriet på gennemsnitlig 5,8 kg. CO2 pr. m2, for at vi i byggeriet kan opfylde Paris-aftalens mål om en maksimal global temperaturstigning på 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede.
Det støtter vi, og der er faktisk grønne byggerier i dag, som er under denne grænseværdi. Så det er realistisk. Med hensyn til bekymringen om, hvorvidt man kan skalere de grønne byggeeksempler op, mener vi ikke, at det er en barriere. Det vil fremme brugen af biobaserede og genanvendelige byggematerialer samt mere genbrug af byggematerialer (tæller nul i CO2-regnskabet), men det ser vi altså som et plus.
Vi skal i øvrigt også i langt højere grad renovere og transformere vores eksisterende boligmasse i byerne i stedet for at rive ned og bygge nyt. Udover et mindre klimaaftryk vil det også være med til at bevare kulturhistoriske bygningsværdier, bevaringsværdige ejendomme og det arkitektoniske helhedsindtryk i mange boligkvarterer.



