Kære leder, har du modet til at fjerne en regel eller to? Tak!
I stedet for regelrytteri bør vi bruge tiden på at skabe det lederskab, der gør det forsvarligt at lægge ansvaret ud: slippe kontrollen og etablere tilstrækkeligt med tillid i systemet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Her er et paradoks: Mange – f.eks. de fleste politikere, virksomhedsledere og forskere – vil gerne gøre tingene simplere: fjerne bureaukrati, rapportering, ledelseslag og kommandogange.
Men sagen er, at der i stedet kommer flere regler, processer og detailstyring. Personalehåndbøgerne bliver tykkere, complianceafdelingerne vokser, og der kommer stadig nye kapitler i fortællingen om New Public Management i det offentlige.
Vi snakker i én retning, men handler i den modsatte.
Hvad sker der?
I søndags havde Mette Frederiksen en kronik i Politiken (”Tilbage til fremtiden – nu med tillid”, 7. april 2024), og her skrev hun noget, jeg for en gangs skyld er enig i: De sidste årtier har der været en nærmest blind tro på kontrol, optimering og dokumentation i vores velfærdssamfund. Det har taget overhånd. Og der er brug for et grundlæggende opgør, som tager afsæt i en af Danmarks helt store styrker: tillid. […] [Vi skal have] mindre styring. Færre regler. Vi skal tage et egentligt opgør med den mistillid, New Public Management er et udtryk for.
Burde den modige person i bestyrelseslokalet ikke benytte lejligheden til at fjerne en regel eller to?Louise Orbesen
Mette Frederiksen står ikke alene i sit opgør med mistillid, regler og detailstyring. For nylig udgav antropologen Dennis Nørmark en bog, der handler om den pris, vi alle betaler for at ”opgive vores frihed til fordel for stadig mere regulering af vores liv”.
Faktisk påstår Dennis Nørmark, at ”vi bliver mere skrøbelige, mindre effektive, mindre velhavende og mindre innovative, end hvis vi fik lov til at leve friere og mere uregulerede liv. Både i vores organisationer og i samfundet som helhed”.
I bogen, ”Ufrihedens pris”, som er en ordentlig mursten på 464 sider, efterlades man efter mange siders læsning overbevist om, at der
- er kommet mange flere regler og mere regulering, og
- at det koster os et tabt potentiale i frihed og selvbestemmelse, samtidig med at det leder til mistrivsel og stress.
For at forstå, hvorfor det sker, kan vi se nærmere på et aktuelt eksempel, nemlig den nyligt vedtagne EU-regel om tidsregistrering, som i praksis betyder, at den enkelte medarbejder skal til at registrere alle arbejdsrelaterede aktiviteter.
Julia Gerdes, partner og leder af ansættelses- og arbejdsret i EY Law, forklarer, at det blandt andet medfører, at arbejdsgiverne skal lave en udførlig politik om arbejdstidsregistrering, der klart og tydeligt informerer medarbejderne om, hvad der er arbejdstid, og hvad der ikke er arbejdstid, hvad der skal registreres, hvornår og hvordan (”Sådan registrerer du arbejdstid fra 2024”, DI Rådgiverne, november 2023).
Reglerne om arbejdstidsregistrering træder i kraft i Danmark den 1. juli, og det gør de, fordi EU-domstolen tilbage i 2019 afsagde en afgørelse i den såkaldte Deutsche Bank-sag. I afgørelsen slog EU-domstolen fast, at arbejdsgiveren er forpligtet til at sikre, at hver enkelt medarbejders daglige arbejdstid registreres. Her er det altså det, der ligner en enkelt sag, der leder til, at nogle siger: ”Ups, det må vi lige sikre ikke sker i andre virksomheder”.
Og det er her, at hunden ligger begravet.
Det samme sker nemlig rundtomkring i bestyrelser og topledelser: En dag sker der en graverende fejl et sted i virksomheden (eller i naboens virksomhed eller bare en, man læser om i avisen). Fejlen leder til graverende konsekvenser – det kunne være whistleblowing, juridiske tovtrækkerier og shitstorme i medierne. Og så er det, at der er en ansvarlig person i den øverste ledelse, der gør opmærksom på, at man hellere må få lavet nogle foranstaltninger, så lignende miserer kan undgås i fremtiden. Man sætter procedurer for rapportering i gang, beder om, at tingene fremover bliver eskaleret tilstrækkeligt og til tiden, man allierer sig med rådgivere og så videre. Møllen kører.
Det virker ansvarligt. Som den rigtige ting at gøre. Men er det også det? Er det i virkeligheden ikke bare den (alt for) forsigtige ting at gøre? Også selvom man kan skule til Danske Bank, Nordic Waste og andre, der har fået den helt store tur. Den, der leder til mere rapportering, bureaukrati, kontrol og mistillid?
Burde den modige person i bestyrelseslokalet ikke benytte lejligheden til at fjerne en regel eller to? Og i stedet bruge tiden på at skabe det lederskab, der gør det forsvarligt at lægge ansvaret ud: slippe kontrollen og etablere tilstrækkeligt med tillid i systemet.
