Mød den introverte heltinde på toppen af isbjerget
Når flere begynder at lytte for at forstå, fremfor blot at lytte for at tale, vil de opdage en større dimension af, hvad et talent er, og hvad talentfulde bidrag er. For når mindst 70 pct. af al kommunikation er nonverbal, hvordan kan man så undgå at bidrage?
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Igennem årene har jeg oplevet adskillige direktører kommentere de stille menneskers ‘manglende bidrag’ efter møder.
Jeg er blevet spurgt, om person X og person Y ikke fremstod mindre engagerede end normalt og indimellem, om ikke de var decideret uengagerede.
Jeg er blevet spurgt, om person Z måske kunne tænkes ikke at være niveautung eller dygtig nok.
Endelig er jeg efter møder blevet spurgt om, hvorvidt specifikke gruppemedlemmer skulle helt ud af gruppen, så der kunne fremmes mere gruppedynamik.
Det interessante er her, at fik alle deltagere en hjernescanning under møderne, ville man formentlig kunne se, at de alle bidrog.
Mindst 70 pct. af al kommunikation er nonverbal, så hvordan kan vi undgå at bidrage, og hvad er et bidrag i en ny tid?:
- Kan et bidrag være et positivt menneske, der nikker, smiler og støtter op?
- Kan et bidrag være fuld koncentration og tankestrømme under et møde?
- Viser det en uengageret mødedeltager, hvis samme person først kommunikerer højt forskudt af et møde, når samme person har indhentet fakta for at ville og kunne udtale sig?
Jeg husker, hvordan jeg engang observerede en gruppe talenter, hvoraf de fleste kæmpede om opmærksomheden. Deres fokus var at fremme dem selv og shine selv fremfor at bidrage til, at gruppen kunne shine.
For det var bl.a. selvpromovering, som de troede, at deres lederegenskaber blev målt på.
Efter to timer havde gruppen fortsat ikke nået et konkret output, og da de blev bedt om at opsummere, for nu var der kun 15 minutter tilbage af øvelsen, panikkede de. Og pludselig kiggede én af deltagerne ned på et stykke papir, som gruppens stille medlem sad og noterede løs på.
Mens de øvrige i gruppen havde talt hen over hovederne på hinanden for at positionere sig, havde én af deltagerne bygget et mindmap med alle gruppens idéer, og kvinden havde samtidig nået at sammenstykke en præsentation ud fra dem.
Det stille - i de udfarendes øjne ikke-bidragende gruppemedlem - konverterede her med ét gruppens Me-orientering om til en We-orientering, og alle hyldede hende.
Det store spørgsmål er, om dette ikke er ét iblandt flere eksempler på, at vi kun har set toppen af isbjerget, når vi observerer, hvad et talentfuldt bidrag er og vurderer, om folk er deltagende og niveautunge nok?
For hvad ser vi på toppen af isbjerget, og kan vi regne med det, vi ser, eller det vi tror, vi ser? Og er vi med det blotte øje i stand til at forstå og værdsætte alle former for bidrag?
Tiden er kommet til at genbesøge vores egen bias og overbevisninger om, hvornår vi ser et engagement og ikke ser et, for vi har nu og frem brug for at sætte spot på alle styrker og ikke kun de åbenlyse, der soler sig på toppen af isbjerget.
Vi skal se ud over det åbenlyse og værdsætte den dybde af talent og bidrag, som findes nedenunder overfladen.
Er vi uvidende om det, som ligger i skatkammeret under toppen af isbjerget, aner vi nemlig ikke, om fundamentet er tilstrækkeligt til at understøtte den fremtidige skalering.
Og det er alene ved at forstå og anerkende alle former for bidrag, at vi kan bygge et solidt fundament for fremtidig vækst og innovation.
