Fortsæt til indhold

Kunstig intelligens er en kæmpe mulighed, som vi skal gribe

Hvis vi i tide sørger for at integrere AI på uddannelserne og efteruddanne alle i brugen af teknologien, vil nye job opstå i takt med, at andre overtages af kunstig intelligens.

Debat
Bodil Nordestgaard Ismirisadm. direktør, Lederne

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Bodil Nordestgaard Ismiris

Kunstig intelligens vil uden tvivl vende op og ned på vores arbejdsliv. De forandringer, AI allerede har skabt på arbejdspladserne, er kun en forsmag på en fremtid, hvor kunstig intelligens bliver mere og mere sofistikeret - og ja, intelligent.

Seks ud af ti erhvervsledere svarer i en ny spørgeundersøgelse, som vi hos Lederne har gennemført blandt medlemmerne, at de bruger AI i større eller mindre omfang. Især til at skrive eller opsummere tekster, automatisere arbejdsprocesser eller til at analysere datasæt. Men AI er stadig ikke en afgørende faktor. Kun knap hver fjerde af de ledere, som bruger kunstig intelligens, svarer, at teknologien har stor eller meget stor indflydelse på arbejdet.

Job forsvinder og nye kan opstå

Det kommer til at ændre sig. I fremtiden kommer vi til at se kunstig intelligens overtage et væld af funktioner og forandre menneskets rolle på arbejdspladsen. Det vil vende op og ned på det arbejdsmarked, vi kender. Job vil forsvinde. Til gengæld vil nye jobmuligheder opstå. Sådan har det stort set altid været gennem historien, når vi har udviklet nye teknologier, som kan løse opgaver hurtigere eller bedre end mennesker.

Hvis vi er villige til at gøre en indsats, kan kunstig intelligens blive løsningen på mange af de udfordringer, vi står overfor.
Bodil Nordestgaard Ismiris

Sådan spår OECD også, at det vil gå igen, når kunstig intelligens bliver en almindelig del af vores hverdag. OECD har samlet de første erfaringer med kunstig intelligens og vurderet, hvordan det påvirker arbejdsmarkedet i en række lande. Indtil videre er der ikke tegn på, at AI fører til færre job. Kunstig intelligens skaber i stedet ændringer i nogle jobfunktioner og i de kvalifikationer, som det kræver at udføre arbejdet.

Spørger man vores medlemmer herhjemme, er meldingen nogenlunde den samme. Syv ud af ti ledere svarer, at AI ikke har ændret antallet af medarbejdere. Under 2 procent har set deres virksomhed skære i antallet af medarbejdere, mens nogenlunde lige så mange har øget antallet af medarbejdere på grund af AI.

Stort behov for nye kompetencer

Det er dog langt fra sikkert, at det bliver ved med at være sådan. Hvis ikke vi sørger for at opgradere vores kompetencer og efteruddanne os, taber vi. Så kommer vi til at se passivt til, mens den ene opgave efter den anden bliver overtaget af kunstig intelligens, uden at vi får noget igen. Hvis vi vil høste fordelene af teknologien, er vi nødt til at efteruddanne os og udvikle vores kompetencer i stor skala.

Halvdelen af de ledere, som har deltaget i vores undersøgelse, forudser da også, at de fremover får brug for medarbejdere med andre kompetencer i takt med, at AI vinder indpas. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at integrere kunstig intelligens så meget, som det overhovedet er muligt på landets uddannelser. Og så gælder det om at få medarbejdere afsted på nogle af de mange kurser, der heldigvis findes.

Samtidig skal vi sørge for at holde de særligt interesserede til ilden. De kan blive værdifulde frontløbere i en ny arbejdskultur.

Hvis vi fortsat vil have et konkurrencedygtigt erhvervsliv og en stærk økonomi, er vi nødt til at sørge for tilegne os helt ny viden. De job, som kan opstå i kølvandet på AI, skabes ikke af sig selv. Det kræver benarbejde og en god portion indsigt, nysgerrighed og kreativitet at identificere mulighederne. Men hvis vi er villige til at gøre en indsats, kan kunstig intelligens blive løsningen på mange af de udfordringer, vi står overfor.

Artiklens emner
Ledelse
Job og Karriere