Ny klimafremskrivning: Det er for tidligt at kippe med flaget
Regeringens nye fremskrivning for klimaet er positiv, men tallene viser også, at man i klimapolitikken henter reduktioner ved hjælp af nye beregninger og satser på uprøvede teknologier. Man tøver, når det kommer til lavthængende virkemidler, der potentielt kunne gøre ondt på nogen.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I sidste uge kom regeringen med sin årlige klimafremskrivning, som tager temperaturen på, hvor tæt vi er på at indfri vores klimamål.
Den viser, at vi er godt på vej både til at nå 2025- og 2030-målet. Den såkaldte reduktionsmanko, som er det, der skønnes at mangle i 2030 for at indfri 70-procentsmålet, lå sidste år på 5,4 mio. ton CO2. I den nye fremskrivning ligger den på ca. 1,5 mio. ton CO2. Vi er altså tæt på den politisk fastsatte målstreg.
2025-målet på 50-54 pct. reduktion forventes opfyldt med en reduktion på ca. 55,5 pct. Så der kan også sættes hak ved det.
Det er umiddelbart en god nyhed. Det er vigtigt, at vi i Danmark leverer på vores klimamål.
Men det betyder dog ikke, at vi og politikerne på Christiansborg skal kippe med flaget endnu. En stor del af de CO2-reduktioner, vi ifølge fremskrivningen kan forvente frem til 2025 og 2030, er nemlig ikke hentet ved, at man har gennemført store klimapolitiske tiltag. Hele 3,4 mio. ton er derimod hentet i et excel-ark, hvor man regner træernes klimaeffekt på en ny måde, og indregner mindre udledning fra lavbundsjorde - fordi de er gasset hurtigere af end hidtil forventet.
Der er stadig alt for meget i klimaindsatsen, der er lagt an på skrivebordsberegninger frem for reelle politiske sværdslag.Jakob Wichmann
Derfor er klimafremskrivningen ikke et udtryk for, at man politisk har fart på klimaindsatsen. Tværtimod er der fortsat ikke så meget nyt under solen på linje med den berøringsangst, der over de seneste år har defineret klimapolitikken – både fra regeringen og størstedelen af de andre partier på Christiansborg.
Pick the winners?
Det ses tydeligt, når man kigger på hvad, man politisk har valgt at satse på for at komme i mål med 2030-ambitionerne og vejen videre til CO2-neutralitet i 2045.
Omstillingen skal realiseres gennem umodne teknologier som CCS, PtX, biogas og pyrolyse. En pick-the-winners-strategi, som man tidligere har haft succes med. Kig bare på vores erhvervssuccesser inden for vindenergi som Ørsted og Vestas.
Det virker fristende at håbe på lignende erhvervssuccesser. Måske lykkes det at blive globalt førende inden for pyrolyse eller PtX. Og så i en kombination med betydelige klimareduktioner. Whats not to like. Måske noget. For nøgleordet her er netop måske - for det er teknologier, hvis vækst- og klimapotentiale er forbundet med en vis usikkerhed.
Det er stadig usikkert, at vi kan lykkes med CO2-fangst. Ej heller er det sikkert, at vi kan få pyrolyse til at fungere, så det reelt bliver en god forretning - både for klimaet, for landbruget og for statskassen.
Det vidner den seneste uddeling fra den såkaldte NECCS-pulje også om. Kun tre virksomheder meldte sig til udbuddet, og man er blevet nødt til at nedjustere forventningerne. Man regner ikke længere med at kunne lagre 0,5 mio. ton biogen CO2, men derimod 160.350 ton. Dertil forventer man ikke at kunne lagre fra 2025, men fra 2026.
Grib de lavthængende frugter
Det er ikke fordi, man politisk ikke har alternativer. Man kunne gå med de tiltag, vi allerede ved virker. Det er eksempelvis CO2-afgiften på landbruget, yderligere udtagning af lavbundsjorde, omlægning af landbrugsarealer til skov og natur, og hurtigere udfasning af fossil biler.
Det ved alle politikere på Christiansborg. De har de seneste år fået tudet ørene fulde med kritik over for meget hockeystav. Indtil videre er kritikken dog prellet af. Og nu viser klimafremskrivningen, at man er godt på vej, og det betyder muligvis at landbruget får en lavere CO2-afgift.
Den nye klimafremskrivning ændrer dog ikke ved, at man politisk burde lytte til den kritik. Der er stadig alt for meget i klimaindsatsen, der er lagt an på skrivebordsberegninger frem for reelle politiske sværdslag.
Det er ikke fordi de kendte virkemidler som CO2-afgift, mere natur og skov og udfasning af fossile biler skal stå alene eller i stedet for større teknologisatsninger som f.eks. CCS eller pyrolyse.
Men de lavthængende frugter med dokumenterede reduktionspotentialer bør være første og vigtigste punkt på den politiske klimadagsorden – og de usikre teknologier et andet og supplerende spor, som vi kan håbe på, men ikke regne med.
