Urent trav på chefgangen: Ordentlighed betaler sig

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Ministre, som har svært ved at skelne mellem private og arbejdsrelaterede udgifter og som føler sig hævet over parkeringsreglerne. Ejerledere, som føler sig berettigede til at råbe ad deres ansatte, og topchefer med seksuelle krænkelser på samvittigheden. Auktionshusejere med tvivlsomme forretningsmetoder, advokater med kritisabel rådgivning og fremtrædende personer i mediebranchen, som opfører sig ganske uskønt.

Når det kommer til ordentlighed, er jeg personligt inspireret af Pia Søltofts definition, der kredser om at være bevidst om, hvad der er det gode at gøre både for sin egen skyld og for virksomhedens. For sin egen skyld, for at man kan se sig selv i øjnene og stå inde for sine handlinger. For virksomhedens skyld, fordi lederrollen rummer ansvaret for andre mennesker, for at gøre arbejdspladsen til et godt sted at være og for at sætte positive aftryk både inden- og udenfor virksomheden.

Jo højere vi kommer op i hierarkiet, jo flere øjne hviler på os – og derfor må og skal vi være bevidste om, at vi er rollemodeller både internt og eksternt. Men hvorfor går det så galt for nogle ledere? Svaret er ikke entydigt, men der er ingen tvivl om, at det kræver et stærkt indre, værdimæssigt kompas at holde fast i sig selv som menneske, når man befinder sig en position med stor magt og indflydelse. Dette blandt andet fordi topledere historisk set er blevet givet særbehandling og privilegier ud over det i ansættelseskontrakten og direktionsinstruksen angivne, men også fordi vi generelt i erhvervslivet har en tendens til at være mindre kritiske overfor indflydelsesrige mennesker.

Topledere risikerer at blive fanget i et net, hvor omgivelsernes adfærd ubevidst signalerer vigtighed og særstatus i mange situationer, og over tid bliver det i lederens eget narrativ legitimt at regler og rammer gradvist bøjes og udvides. Samtidig er det ikke ualmindeligt, at ingen omkring de pågældende personer reagerer, før de går så langt over en grænse, at det skriger til himlen og åbner for, at anden uetisk og amoralsk adfærd bliver bragt frem i lyset. I de situationer ser vi uundgåelige og alvorlige fald fra magtens tinder.

”Det er godt nok synd, at han skulle ende sin karriere på den måde. Han har jo virkelig skabt flotte resultater og gjort en forskel for branchen”, lyder det ikke sjældent i de tilfælde.

Nej, det er ikke synd. Det er konsekvensen af, at der er meget langt fra magtfuldkommenhed, tonedøvhed, usandheder, griskhed, fråseri, privilegieblindhed og ”går den, så går den” til ordentlighed.

Når vi står i spidsen for en virksomhed, er vi dens vigtigste ambassadør. Ordentlighed smitter, og den skaber engagement, trivsel og loyalitet. Konsekvensen af det modsatte er indlysende, og i den forgangne uge har jeg eksempelvis talt med ledere fra en given medievirksomhed: ”Vi er flere der overvejer at sige op, for vi kan simpelt hen ikke holde ud at være en del af det.”

Jeg ved godt, at der i sådan en situation kan være langt fra tanke til handling, men overvej så blot, hvad det gør ved en organisation, at dens lederes har de overvejelser.

Overvejelser, som aldrig finder vej til en organisation, hvor enhver leder er bevidst om, at ordentlighed rimer på taknemmelighed, integritet, ydmyghed, respekt, kærlighed og fokus på at give mere end vi tager.